Hvad vi taler om, når vi taler om frihed

frihedsgudinden.jpg

”Lev i frihed eller dø”, lyder det officielle motto for den amerikanske delstat New Hampshire, og som det sig hør og bør i Amerika, kan de vældige ord læses på den nordøstlige stats nummerplader: ”Live free or die” Foto: Ronile, Pixa Bay
”Lev i frihed eller dø”, lyder det officielle motto for den amerikanske delstat New Hampshire, og som det sig hør og bør i Amerika, kan de vældige ord læses på den nordøstlige stats nummerplader: ”Live free or die” Foto: Ronile, Pixa Bay
Fra religion til kærlighed, fra kunst til politik, fra jura til filosofi: Frihed som tilstand og ideal står helt centralt i menneskehedens historie og udvikling. Men hvad vil det sige at være fri?

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst af Andreas Fugl Thøgersen

I det centrale København, i begyndelsen af Vesterbrogade, står Frihedsstøtten, en 20 meter høj obelisk, opført i bornholmsk sandsten. Det har den, ud over de par gange den er blevet skubbet lidt til på grund af istandsættelser, gjort i cirka 217 år. Om end den ved opførelsen fyldte mere i landskabet, end i dag, hvor den synes at drukne noget i omgivelserne, klemt inde som den er mellem Hovedbanegården og Arne Jakobsens royale højhushotel, og dagligt forbigået af tusindvis af mennesker i bil, i bus, på cykel og til fods. Af hvilke et flertal i øvrigt næppe ænser inskriptionen på obeliskens side, forfattet af digteren Thomas Thaarup, om, at et retfærdigt styre giver sine borgere frihed, og at frihed fremelsker loyalitet og flid.

Frihedsstøtten blev indviet i 1797, den blev rejst af folket for at fejre ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788, det vil sige ophævelsen af den forordning, der, op til det punkt, tvangsmæssigt havde bundet danske mænd og drenge til det gods, på hvis jord de boede. 

Det var dengang. På sin vis er netop Royal Hotel og Hovedbanegården i dag nok tydeligere symboler på frihed for den moderne, forbipasserende dansker end Frihedsstøtten er det. Luksushotellet, løsrevet fra hverdag og pligter, et mentalt helle, og de mange tog, de tunge jernbanespor, der fører væk og videre, til Paris eller Odessa. Alene ordet: Banelegemet, det indeholder en blå længsel, en drøm om bevægelse og en forestilling om uafhængighed.  

Hvad vi taler om, når vi taler om frihed er vanskeligt at definere, det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at det er et ord ladet med værdi. Ordet betyder noget, det er vigtigt, men det er samtidig et ord med mange betydninger. Idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz, der er professor ved Aarhus Universitet, forfattede i 2012 en bog, netop med titlen Frihed, udgivet af Aarhus Universitetsforlag som et bidrag til en serie kortere akademiske tekster, kaldet Tænkepauser.

I sin bog skriver Schanz blandt andet, at  ”der tilsyneladende ikke er nogen grænser for, hvad ordene fri og frihed kan betyde. Tænk på ytringsfrihed, frimærker, friskoler, frie oplysningsforbund, forsamlingsfrihed, frie købmænd, frisindede, Danmarks Frihedsråd, fribyttere, fri markedsøkonomi, frivillige, fri sex, frihandel, fri hash, ’Kvinder for frihed’, ’Frihed, lighed og broderskab’, ’Fri hastighed for frie mennesker’, ’den frie verdens kamp mod terrorisme’, fritgående høns og frikadeller!”

I forlængelse heraf konstaterer han, at forestillingen om, at ordet frihed har en ”entydig kernebetydning, er intet mindre end en illusion”, og – mener han – en udbredt en. ”Vi kan ikke udpege nogen fællesnævner … begreberne kan ikke koges rene for overflødig merbetydning, så vi står tilbage med frihedens rene skelet,” siger Schanz.

Læs også: Hans-Jørgen Schanz: Frihed uden pligter er rendyrket narcissisme

Det bedste guld

Historisk set har kampen for frihed typisk været konkret. Den har oftest handlet om en løsrivelse fra tvang, en frigørelse fra konge, godsejer, imperialist eller plantageejer, og om at tilkæmpe sig retten til at bestemme over eget liv, helt fundamentalt.

Frihedsbegrebet spillede en særlig rolle i oplysningstiden, den periode i europæisk åndshistorie, der strakte sig fra cirka 1690 til 1780, i hvilken der bredte sig en ny optimisme, en forestilling om at fornuften, det rationelle, videnskaben og udbredelsen af viden, kunne bryde traditionens og sædvanens snærende bånd, gøre op med autoriteterne, og endegyldigt sætte mennesket fri. En tid og et tankegods tæt forbundet med revolutionerne i Amerika og Frankrig i 1700-tallets slutning. 

Det moderne menneske stræber efter at være frit dog uden nødvendigvis at være klar over, hvad frihed er.

”Lev i frihed eller dø”, lyder det officielle motto for den amerikanske delstat New Hampshire, og som det sig hør og bør i Amerika, kan de vældige ord læses på den nordøstlige stats nummerplader: ”Live free or die”, står der, ikke mere, intet mindre.

Så kan man passende tænke over det på sin vanlige vej hen til kontoret eller på den årlige ferietur langs Atlanterhavskysten. Med eller uden sikkerhedsbælte i øvrigt, som man ønsker det, for så konkret tolkes frihedsretten på de kanter: Sele eller ej, valget er dit, ikke det offentliges. Mottoet har været officielt siden 1945, og ordene tilskrives John Stark, en fremtrædende general i den kontinentale armé, de 13 oprindelige koloniers hær, som under den amerikanske uafhængighedskrig fra 1775 til 1783 besejrede kolonimagten Storbritannien.  

Ideen om frihed, det frie menneske, har således en fremtrædende plads i amerikansk politik, filosofi, jura, mytologi og selvforståelse. Det samme gør sig gældende i Frankrig, hvor frihedsidealet kom på dagsordenen under revolutionen i 1786, udtrykt bedst i den  berømte erklæring om liberté, egalité et fraternité, om frihed, lighed og broderskab. 

Frihed som begreb, som ideal, selve og hele spørgsmålet om, hvad det vil sige at være fri, og hvordan man bliver det, er dog indlysende ikke begrænset til det amerikanske eller franske, eller til en bestemt historisk periode, det kunne endda hævdes, at det spørgsmål borer sig ind i kernen af den grundlæggende eksistens, og dermed er et grænseoverskridende spørgsmål, en søgen, som transcenderer alverdens kulturer, religioner og historiske perioder. 

”Frihed er det bedste guld”, som den svenske biskop Thomas Simonssen af Strängnäs udtrykte det i sin frihedssang, der kan dateres til 1400-tallet. Og ”frihed for Loke saavel som for Thor”, skrev N.F.S. Grundtvig det i sin Nordens Mythologi fra 1832 som en hyldest til, hvad han opfattede som en kerneværdi i et pluralistisk samfund: Tolerancen. 

Frihed kan opfattes og tolkes juridisk som det, at vi alle er lige for loven. Den kan være i spil i forhold til religion. Det at vi kan tro på, hvad vi vil, men samtidig i forholdet til en gud kan sættes fri og/eller føle os bundne. Frihed kan være personlig – hvad er frihed, når det gælder køn, familie, seksualitet, kærlighed og arbejdsliv? Og den kan i forlængelse heraf ses filosofisk: Kan et menneske være frit? Hvad indebærer det? 

Læs også: Kristian Leth: Friheden er overvurderet

Intet at miste

Frihedstanken er ofte paradoksal. Det forstod Martin Luther allerede i 1520, da han publicerede skriftet Den kristne frihed. Han konstaterede, at ”en kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen”. Samtidig med at han lod forstå, at: ”En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.”

I takt med at vi bevæger os tættere på vor egen tid, blev spørgsmålet om frihed i stigende grad personligt.

Spørg bare Jean Paul Sartre. Den franske filosof og forfatter beskæftigede sig også og i den grad med frihedsparadokset. Han satte med sin bog Eksistentialisme er humanisme, der udkom i 1946, ord på sit absolutte og ateistiske frihedsbegreb. Han mener, at vi som mennesker skaber os selv igennem vores valg og handlinger, ingen gud eller natur forudbestemmer vores valg og hvem vi er – eller bliver. I den tolkning ligger, at vi er dømt til frihed, men i forlængelse heraf også til angst. 

Det moderne menneske stræber efter at være frit dog uden nødvendigvis at være klar over, hvad frihed er, udover at det er en vældig drivkraft: Vi går i krig, rejser, elsker, uddanner os, lever og dør, ja, gør alt mellem himmel og jord, i håb om at komme friheden nærmere, eller fordi vi mener os i stand til at give den til andre. Vi ønsker at være uden lænker, fysiske såvel som mentale, men, og det er igen det paradoksale, vi definerer samtidig os selv, i forholdet til de andre, i kærlighed til et andet menneske, til familien, til fædrelandet eller til en gud.

Som digteren John Donne sagde det i 1624: ”Intet menneske er en ø”. 

Læs også: Jacob Mchangama: Det er farligt at tage friheden for givet

Frihed og floskler

Frihedsbegrebet har naturligvis altid spejlet det omkringliggende samfund. Ideen om individets frihedsrettigheder, sådan som de er skrevet ned i alverdens grundlove og i FN’s menneskerettighedserklæring af 1948, dette med retten til at mene, tænke, tro og tale frit, er således særligt forbundet med vestlige demokratier. I andre kulturer defineres frihed anderledes. Som idéhistoriker Hans-Jørgen Schantz siger det, kan det at være fri i ikkevestlige lande i højere grad knytte sig til familien, til et ”os”, snarere end til den enkelte og et ”jeg”. 

Et andet eksempel på at frihedsbegrebet har udviklet sig, i takt med at samfundet har gjort det samme, ses i 1960’ernes studenterrevolter og ungdomsoprør, og siden hen i 1970’ernes hippiebevægelse. I disse kredse var friheden også et ideal, om end i en form der lå langt fra historiske opgør med trældom. For (de velstillede og vestlige) unge handlede det især om personlig frihed, om selvrealisering, om at fremprovokere nybrud i forhold til opfattelser af køn, kærlighed, seksualitet, familie og arbejdsliv. Det var vigtigt at være frigjort. Fra hvad? kunne man fristes til at spørge.

Historisk set har kampen for frihed typisk været konkret. Den har oftest handlet om en løsrivelse fra tvang, en frigørelse fra konge, godsejer, imperialist eller plantageejer.

Rune Lykkeberg, forfatter, debattør og Dagbladet Politikens kulturredaktør, satte i forbindelse med en nylig udgivelse af en biografi om forfatteren Suzanne Brøgger ord på den tvivl, som den seksuelle revolution – i hvilken Suzanne Brøgger var med i de forreste geledder – på længere sigt førte med sig. ”Man kan så spørge, om hele frigørelsesprojektet var en fiasko. Om erkendelsen er, at vi under ungdomsoprøret løb lykkelige ud af de faste forhold til det, vi troede skulle være frihed og lykke. Indtil vi ramte en mur af ensomhed, fortvivlelse og egoisme, som fik os til at løbe skrigende tilbage til de faste forhold,” skrev han blandt andet i sin avis.

Freedom’s just another word / for nothing left to lose, som troubadouren Kris Kristofferson har udtrykt det i sangen Me and Bobby McGee fra 1969. Sangen handler om to dagdrivere, der rejser igennem USA for til sidst at skilles, da hun ønsker at slå sig ned og skabe en tilknytning til et sted, for på den måde at skabe betydning, at frigøre sig, mens han fastholder tanken om, at sand frihed ligger i bevægelsen, i det ubundne og uhæmmede. 

En kritisk stemme kunne i forlængelse heraf indvende, at ordet frihed i vores ende af verden i dag primært benyttes som en floskel, et plusord, af marketingkonsulenter og politikere, men at vi i det moderne Danmark ofte glemmer, hvad frihed og ufrihed konkret kan være.

Den kritik er blandt andet blevet fremført af juristen og debattøren Jacob Mchamanga, som også folder sine tanker om det frie ud i et interview længere inde i dette magasin. Han fik i 2012 udgivet bogen Fri os fra friheden på forlaget Gyldendal, i hvilken han står på mål for et klassisk frihedsbegreb – at det enkelte menneske skal have ret til at tænke og handle frit, så længe det ikke skader andre. Han går til angreb på, hvad han mener er et overgreb på frisindet, der kommer fra både venstre og højre i dansk politik. Vi, det vil sige borgerne, druknes i overvågning, kontrol, regler, lovgivning og gode viljer, siger han.

Der står vi så. I dag. Spændt ud mellem frihed og ufrihed. Længslen har vi til fælles, tilsyneladende, med alle de andre. Friheden som begreb, håb og illusion svæver rundt mellem os, over os og i os. Den kan ikke endegyldigt destilleres, men højest, som Hans-Jørgen Schanz gør det, defineres bredt, for ”frihed er”, som han siger det, ”mange gode ideer”. 

Og at vælge og vrage imellem dem, står os – i vores del af verden – p.t. frit for. 

Læs også klumme af Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen: Frihed - mellem jubel os skræk

Artiklens forfatter, Andreas Fugl Thøgersen, er journalist og har været EU-reporter på Dagen og Information samt redaktør på Ud & Se. Han har skrevet om USA i bøgerne "Amerikanske Tilstande" (2004) og "Amerika under huden" (2012) og om modstandsbevægelsen i "Modstandskampens børn" (2013). Desuden er han forfatter til en stribe biografier blandt andet: "Vi kan sove i flyvemaskinen om og med Ulla Terkelsen" (2011), "Simon Spies – solkongens liv og tid" (2012), 

DEBATmagasinet: Friheden flyver 

Artiklen stammer fra DEBATmagasinet, som Københavns Stift – folkekirken i København – udgiver en gang om året. 

Med undertitlen ”Friheden flyver” stiller DEBATmagasinet i 2015 skarpt på begrebet frihed. Det belyses gennem artikler og interviews med markante personligheder og meningsdannere som musikeren Kristian Leth, samfundsdebattøren Eva Selsing, juristen Jacob Mchangama og fodboldspilleren William Kvist.

Læs DEBATmagasinet ”Friheden flyver” i en online version her

Tags: