»I kirken er der ingen, der dømmer dig, og du kan være alene med dine dæmoner«

klaus_bondam.jpg

Jeg synes, at præster skal have nerve og lyst til at være der for menigheden og formidle. Jeg ved ikke noget værre end, når nogen gør noget halvt, siger Klaus Bondam. Foto: Søren Svendsen
Et job i Bruxelles åbnede Klaus Bondams øjne for folkekirkens arbejde. I dag oplever han kirkens rum som et helle i byen, og begravelser og præster med nerve kan noget helt særligt

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvordan lander man i en europæisk storby uden at kende mere end en håndfuld? 

Klaus Bondam kan egentlig ikke helt huske, hvordan han kom i kontakt med præsten Per Melhof og hans hustru Anne i Bruxelles. Det fortæller han om i en ny podcast fra Danske Sømands- og Udlandskirker

I Europas hovedstad er der nærmest en dansk landsbystemning, hvor kulturspidserne ved hvem hinanden er. 

Efter Klaus Bondam fik jobbet som direktør på Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles, lå det i kortene, at der skulle være et samarbejde med kirken, også selvom om Klaus Bondam dybest set ikke var fan af at blive en del af den danske landsby.

Alligevel skete der noget i mødet med præsten.

”Per kom ind på livet af mig. Vi begyndte at drikke kaffe sammen, og det var meget givende. For her var der et menneske, som orkede at lytte til de mange personlige frustrationer, jeg havde,” fortæller Klaus Bondam.

”Han ser måske ikke vores snakke som dybe sjælesorgssamtaler, fordi de foregik på cafeer, kontorer og hvor vi ellers mødtes, men for mig betød de rigtigt meget. Jeg var kvæstet, da jeg kom til Bruxelles.”

Bondam havde året inden trukket stikket som toppolitiker. Bag ham lå interne opgør i Det Radikale Venstre, et elendigt valg, og en kontroversiel aftale om en borgmesterpost med Dansk Folkeparti, der afstedkom mere end 500 hademails. 

Der var en del, der skulle arbejdes med.

”Min svoger, der har været menighedsrådsformand i Frederiksberg Slotskirke, har altid sagt, at “I kirken er der ingen, der dømmer dig, og du kan være alene med dine dæmoner”. Det blev for mig en indgang, for i kirken var der faktisk ingen, der dømte mig. I dag kan jeg gå forudsætningsløs ind i kirkerummet og være i fred i en tid, hvor der sker alt muligt omkring en, og alle mulige har meninger om en og vil have fat i en,” fortæller Klaus Bondam, der i dag er direktør i Cyklistforbundet.

Præster skal have nerve

Det varede det ikke længe, før den danske ekspolitiker med de karakteristiske runde briller begyndte at bruge den danske kirke i Bruxelles regelmæssigt. 

Jeg synes, at præster skal have nerve og lyst til at være der for menigheden og formidle.

På grund af en række skatteregler måtte Klaus Bondam kun rejse hjem til sin mand i begrænset omfang, så for at få tiden til at gå i weekenderne, tog han af og til ud til kirken. 

Her oplevede han, at der faktisk skete noget i den lille boble, og her mødte Bondam en præst, der ville ham noget. 

”Jeg synes, at præster skal have nerve og lyst til at være der for menigheden og formidle. Jeg ved ikke noget værre end, når nogen gør noget halvt. Jeg vil se, at det her med kirke og tro er fyldt med saft, kraft og liv. Hvis troen giver dig noget, så lad det være et rygstød til at møde verden. Det havde Per. Og så har han humor, også når han prædiker” fortæller Klaus Bondam, der selv synes, at han alt for ofte har mødt præster uden nerve i deres formidling.

Per Melhof om Klaus Bondam:

"I Klaus oplevede jeg en helt forrygende samarbejds- og samtalepartner, som var åben imødekommende. Jeg opleve også Klaus som nysgerrig på, hvad der foregik i kirken, og han var især inspireret af salmerne og fællesskabet."

Men i de danske udlandskirker er der ikke tid til at være præst uden nerve, for kirkerne er engagerede i en stor del af det danske arbejde. Noget, som Klaus Bondam har stor respekt for.

”De er jo ikke bare præster. De er også arrangører for julebazarer og den bod, hvor du kan købe leverpostej og remoulade. Der skal jo penge i kassen for at drive kirken. Hvis du tager på ferie i en udenlandsk storby, så skylder du næsten dig selv at opleve en gudstjeneste i en af udlandskirkerne. Det er et helt særligt stykke Danmark ude i verden.”

Fra ateist til fan af kirkens rum

Klaus Bondam er aldrig blevet døbt. Han voksede op i en helt almindelig familie, hvor tro ikke var noget, man snakkede om, og derfor havde Klaus Bondam aldrig rigtigt brugt kirken, eller lært at bruge den.

Han har for eksempel været i tvivl om han måtte deltage i nadveren, når man ikke er medlem af folkekirken, men med alderen og udlandsopholdet er der sket noget.

”De seneste 10 år har mit forhold til kirken ændret sig. Først og fremmest efter min oplevelse i Bruxelles. Men jeg har også nået en alder, hvor vennerne omkring mig dør. Der sker et skift, når man runder de 40 år, og især de 50,” siger han. 

”Jeg synes, at begravelser i kirker kan rigtigt meget, fordi det er et legitimt rum at være i, et legitimt rum at vise følelser, græde og være ked af det. Det gør mig godt. I forhold til selve kirken har jeg det svært ved, at enkelte præster den dag i dag tager afstand fra at begrave homoseksuelle, men kirkens rum kan noget særligt,” siger Klaus Bondam.

”Noget af det, kirken kan, er at tage døden og det sørgelige og give det et nyt liv. Noget af det bedste, jeg ved i kirken er, hvis vi skal synge 'Hil dig frelser og forsoner'. Så skal der synges igennem. Jeg kan ikke have, at man mumler, når man synger.”

3 korte fra Klaus Bondam

Om vejkirker

"I Cyklistforbundet er vi fans af vejkirkerne, hvor man efter en god lang cykeltur kan tisse af, få fyldt vandflasken og søge ly, når der kommer en byge. Jeg synes at flere kirker burde lukke dørene op. I vores kultur bør der være tillid til, at folk kan opføre sig ordentligt i kirkerne. De fleste af os ved jo godt, at du skal holde dig på afstand ved en begravelse, og at du bør råbe tillykke, hvis du kommer forbi et bryllup."

Om folkekirken

"Rent politisk mener, jeg at kirke og stat bør adskilles, Jeg er glad for langt de fleste præster, men jeg synes samtidig, at det er svært og grænseoverskridende, at vi har embedsmænd i den danske, nemlig præster, som ikke vil vie eller begrave homoseksuelle. Alle andre steder ville det være en anledning til påtale. "

Om drop in dåb

"Jeg var ved at få grineflip, da jeg hørte om drop in-dåb. Jeg synes personligt, at vi skal passe på, at vi ikke kommer til at sælge ud ved at arrangere noget så snapchatagtigt som drop in-dåb. Folkekirken er jo en institution, der er unik, fordi ritualerne har overlevet mange hundrede år. Dåben er et stort valg, som er for stort til, at det er noget, man bare lige gør. "

Tags: