Jens Biegel-Fogh: »Der er ikke ret langt ind til folk, når dankortet er brudt sammen«

jens_biegel_fogh_2.jpg

Jens Fogh, sognepræst i Helligaandskirken, 38 år, Hellerup
Jens Biegel-Fogh, sognepræst i Helligaandskirken, 38 år, bor i Hellerup. Foto: Henrik Dons Christensen
Hvad kendetegner København, og hvornår fornemmer præsten Jens Biegel-Fogh byens ånd?
af Sarah von Essen (freelancejournalist)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvordan vil du beskrive københavnerånden?

Ånd er en flygtig størrelse, men den må betegnes som noget, vi lever i, og noget, der binder os sammen. Og her i city, hvor jeg har arbejdet i halvandet år, er der en særlig ånd.

Københavnerånd

Artiklen er også udgivet i DEBATmagasinet fra Københavns Stift, der i 2018 sætter fokus på ånden i København.

Alle er i gang med deres eget, og det er jeg også tit selv, og derfor kan man godt opleve, at der er en skal om københavnerne. Men jeg oplever også, at der ikke er ret langt ind til folk, når dankortmaskinen for eksempel er brudt sammen, eller der opstår et eller andet uvejr. 

I de situationer er københavnerne enormt venlige og hjælpsomme. Nogle gange skal der altså slås hul, så man kan komme ind til den ånd, der binder os sammen.

Hvor mærker du mest københavnerånden? 

Jeg har været præst i Lynge-Uggeløse, som er to landsbyer mellem Hillerød og Farum, og her var der lidt større mulighed for at stoppe op og holde en pause. Hvis man skal mærke københavnerånden, skal man også tage sig tid til at kigge på den og slappe lidt af.

Hvornår tager københavnerånden sig bedst ud? 

Når københavnerne udviser den åbenhed og tolerance, som livet i en mangfoldig by kræver af os.

Nogle gange skal der altså slås hul, så man kan komme ind til den ånd, der binder os sammen.

Hvornår er københavnerånden en plageånd?

Når der aldrig er en pause. Der er noget helt fantastisk ved, at vi gerne vil så meget med vores liv, men det er altså også her, jeg tænker på plageånden.

Hvornår mærker du københavnerånden i dit arbejde?

Vi holdt en temaaften om tvivl i Helligaandskirken, og det var meget rørende at opleve, hvor ærligt folk talte om tro, religion og tvivl. Det blev en oplevelse af, at man faktisk kunne blive beriget af hinandens udsagn og tanker.

Der var en respekt for folks forskellighed: De turde stille sig frem og fortælle, uden det blev en diskussion om, hvem der havde ret i det ene eller det andet. Det er også noget af det, jeg synes, kendetegner københavnerånden: modet til at stille sig frem.

Tags: