Jonas H. Petersen om tro, oprør, digtning og at tumle med skabelsen

hymns_of_nineveh_jonas_petersen_855.jpg

Sangeren Jonas H. Petersen er den af de 17 medvirkende i ny interviewbog med titlen ”Min tro”. Foto: Leif Tuxen
Sangeren Jonas H. Petersen er den af de 17 medvirkende i ny interviewbog med titlen ”Min tro”. Foto: Leif Tuxen
Sammen med 16 andre markante stemmer som Søren Pind og Ellen Hillingsø fortæller musikeren Jonas H. Petersen om sit forhold til tro i en ny interviewbog. Læs uddrag her:

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvordan forholder markante stemmer som justitsminister Søren Pind, udlandsredaktør på Berlingske Anna Libak eller skuespiller Ellen Hillingsø sig til det at tro? 

Det kan man nu læse sig frem til i bogen ”Min tro”, som Kristeligt Dagblads Forlag sender på gaden torsdag den 10. december. 

I bogen deler 17 markante personligheder deres historier, erfaringer og tanker om troens væsen. De medvirkende  er blevet interviewet om deres liv og tro af journalist ved Kristeligt Dagblad Else Marie Nygaard, som efterfølgende har gennemskrevet hver samtale, så den enkeltes stemme står tilbage som en personlig fortælling i jeg-form.

Læs også: Skuespiller Jytte Abildstrøm om at gå i kirke hver morgen - hjemme fra sengen

Hvad enten den interviewede er kristen, jøde, muslim eller buddhist, er fællesnævneren en afgørende situation eller begivenhed, som kom til at præge vedkommendes tro eller tvivl på sin gud på afgørende vis: alvorlig sygdom, ufrivillig abort eller bare vanens magt – der er mange grunde til, at man som moderne menneske kan føle sig draget mod det religiøse.

Musikeren Jonas H. Petersen fortæller om tro, oprør og at tumle med skabelsen

Også musikeren, sangeren og sangskriveren Jonas H. Petersen, der siden 2007 har udgivet musik under navnet Hymns From Nineveh optræder i ”Min Tro”. Herunder kan du læse uddrag af hans fortælling med titlen” I angsten havde jeg brug for et koncentrat af min bekendelse.”  

Hans historie starter i Botswana, hvor den nu 28-årige kunstner voksede op, fordi hans danske forældre arbejdede på et præsteseminarium tæt på den sydafrikanske grænse. Senere flyttede familien tilbage til Danmark. Her oplevede Jonas H. Petersen i de sene år af sin skolegang trang til at gøre oprør mod de forestillinger om tro og Gud, der prægede det missionske miljø han var rundet af: 

"Det var omkring samme tid, at jeg begyndte at døje med angst. For mig var angsten en ret intens situation med fysisk uro og samtidig en eksistentiel oplevelse. I angsten havde jeg brug for et koncentrat af min bekendelse. Det sproglige system, jeg kendte, blev for kompliceret, og jeg søgte efter, hvad man kan kalde et slags nulpunkt. Jeg havde brug for at nulstille de billeder, jeg havde fået sat op for tro og strukturer. Mens jeg gjorde det, kom jeg ind i kernen af strukturerne og erfarede, at der var noget, jeg havde brug for og behov for. Inde i kernen mærkede jeg, at jeg er til, og at jeg er skabt

Vi mennesker har kun sproget, og det kan være et fattigt redskab til at formidle, hvem vi er, og hvad vi har behov for. I angstperioden oplevede jeg, at jeg var alene. Inde i kernen var der et rum, som jeg ikke kunne tage andre mennesker med ind i. I det rum var angsten, men rummet var kendt af Gud, og gennem bøn kunne der blive ro i det rum.

Jeg må acceptere det, hvis folk synes, det lyder åndssvagt, men det var min erfaring. Efter at jeg havde smadret billederne af, hvordan jeg havde fået fortalt, at Gud og verden så ud, så fik jeg en eksistentiel grunderfaring af, at Gud giver ro, og en erfaring af, at selvom jeg føler mig alene, så er jeg ikke alene. I rummet inderst inde er Gud.

Oprørsfasen og den efterfølgende nulstilling inspirerede mig til at arbejde med betydning af ord. Jeg begyndte som 20-årig at læse dansk på universitetet i København, og jeg blev optaget af, hvordan tekster taler med hinanden som en måde til at få verden til at hænge sammen på. Som studerende drømte jeg om, at jeg skulle forske i intertekstualitet, for der sker noget i samtalen mellem  tekster, som er vildt fascinerende. I studietiden begyndte jeg for alvor at læse lyrik. Jeg har ikke koncentrationen til at læse romaner, men ikke mindst Ole Sarvigs digtsamlinger fra 1940’erne har betydet meget for mig de sidste 10 år. Her er en minimalisme, og samtidig åbner hans digtning op for et stort spirituelt rum.

Når jeg som dreng blev spurgt, hvad jeg skulle lave, når jeg blev voksen, svarede jeg, at jeg ville være fodboldspiller eller cellist. Jeg har forældre, som er meget musikalske og kunstnerisk orienterede, og jeg er glad for, at de gav os lov til at gå på musikskole. Da jeg var otte, begyndte jeg at spille cello, og jeg har egentlig ikke været så meget i tvivl om, at jeg skulle beskæftige mig med musik, men at det skulle blive et arbejde, er først en virkelighed, som er kommet inden for de sidste fire år. Jeg er den, der skriver sange og spiller dem for mennesker, og det kommer jeg til at blive ved med, så længe de gider høre på dem.

FAKTA: "Min tro: 17 personlige fortællinger"

Forfatter: Else Marie Nygaard. Medvirkende: Søren Pind, Anna Libak, Ellen Hillingsø, Jonas H. Petersen med flere

208 sider, 249,95 kr. Udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag den 10. december 2015.

 

For fem år siden blev jeg gift, og sammen med min hustru tog jeg sidste år på en gendannelsesrejse til Botswana. Jeg har nok været bange for at rejse tilbage, for jeg ville ikke ødelægge mine minder, men længslen voksede i mig, og samtidig var det et kunstnerisk valg om at søge tilbage til mit udgangspunkt.

Jeg fandt nogle kompositoriske rødder, som jeg ikke vidste, at jeg havde. Det var en stor ahaoplevelse for mig at være i en kirke og opleve kor med et højt musikalsk niveau og genhøre den musik, som jeg må have sanset og hørt virkelig tidligt i mit liv. Korene i kirken skiftede rytme i sangene, ligesom jeg gør, når jeg komponerer.

Når jeg ligger om natten og ikke kan sove, læser jeg om universet, lysår og exoplaneter og beundrer naturens genialitet. Jeg bliver bestyrket i min tro af at læse om naturvidenskab.
Selvom jeg ved, at nogle mener, at tanken om skabelse lyder som vanvid, så tror jeg på, at verden er skabt. Jeg kan selv synes, det er svimlende, og jeg kan tænke, at verden ikke skulle være skabt. Det er en tanke, jeg har stor ydmyghed over for, ligesom jeg har stor ydmyghed over for alle andre tanker om, hvordan verden er blevet til, for det er et mysterium.

En vigtig del af min minimalbekendelse er, at verden som udgangspunkt er skabt skøn, og at alle mennesker er skabt værdifulde.

Jeg tumler med, hvad det betyder, at verden er skabt, og at mennesket er skabt. Jeg er som alle andre mennesker til fals for eksempelvis at bagtale andre og at positionere mig som værende bedre end dem. Men jeg ønsker, at bekendelsen til skabtheden skal gøre, at jeg har respekt for folk, som tænker anderledes end mig, for den stiller krav til, hvordan jeg kan tillade mig at tænke om andre mennesker.

I kernen af min bekendelse er Kristus. Det er vigtigt for mig at beskæftige mig med Kristus. Hvis man tager Kristus ud af kristendommen, så er der kun dommen tilbage, men Kristus er jo netop frihed fra skyld. I fortællingen om Jesus er klimakset opstandelsen. Det går mod al naturlig erfaring og er et mystisk og magisk punkt, men når man tror, så er man ude over det punkt, hvor man regner i sandsynligheder. Jeg kender ikke nogen, som er opstået fra de døde, men hvis Jesus er den, han siger, han er, så har jeg ikke noget problem med at tro på, at han er opstået."

Interviewet med Jonas H. Petersen kan læses i sin helhed i "Min tro".

Læs også: K-forums redaktør Timme Bisgaard Munk om sit forhold til Københavns Domkirke

Tags: