Kira Skov: Kærligheden hører ikke op

En nat i 2017 døde sangeren Kira Skovs mand, bassisten Nicolai Munch-Hansen, pludseligt. Mød sangerinden og musikeren i en samtale om modet til at leve og elske igen efter den største sorg.

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst: Rikke Juul

Det ligner og lyder først og fremmest som en kærlighedshistorie.

I videoen til nummeret ”Lilac Sky” synger Kira Skov duet med en sværm af stære, der i skumringen flyver i næsten åndelige formationer, også kaldet sort sol. Flokken er hele tiden i bevægelse; snart rykker de tæt sammen og piler op mod himlen – for i næste nu at brede sig ud i et loop ned mod jorden igen. Som en sjæl, der har forladt kroppen og ikke kan beslutte sig for, hvor den hører til.

Af og til trænger Kira Skovs ansigt frem bag fuglene. Hun synger, og de spreder sig som aske foran hendes mund. Ikke kun ”Lilac Sky”, men hele det nye anmelderroste album ”The Echo of You”, som er skrevet til hendes afdøde mand Nicolai Munch-Hansen, indhyller tilhøreren i dette mørke, poetiske slør.

Men når musikken klinger af, og asken har lagt sig, toner noget andet frem: aftrykket af en kærlighedshistorie, en af de store og levende.

Historien om Kira og Nicolai, der mødte hinanden, da han blev bassist i hendes band Kira & the Kindred Spirits. De var i slutningen af tyverne. De blev forelsket og kærester og gift. 13 år efter døde han pludseligt og ulykkeligt, kun 39 år gammel ved et uheld med alkohol og euforiserende stoffer.

Sammen i musikkens sprog

Da jeg møder Kira Skov i haven ved hendes hjem i en haveforening på Amager, bekræfter hun, at man kan lytte til albummet på den måde.

»For mig er det mest af alt et slags kærlighedsmanifest, en kærlighedserklæring til Nicolai. Men det er også en universel fortælling om sorg, der rækker ud over min personlige historie. Alle mennesker vil opleve at miste, og alle skal dø,« siger Kira Skov.

Kira Skov bor i kolonihaven med sin og Nicolais søn Morgan og Nicolais datter Nora. Ude på lågen hænger et træskilt med to navne. Skov og Munch-Hansen. Navnene er skrevet med tusch og vidner om en familie, hvor et navneskilt bare er en praktisk foranstaltning og ikke en etikette, der skal trykkes i messing for at have betydning. Måske er det derfor, synet af skiltet virker så voldsomt. Den livfulde spontanitet i tuschbogstaverne på fyrretræet bliver i lyset af døden den 20. februar 2017 snarere et profetisk skrift om livets foreløbighed og skrøbelighed. Hvor længe mon det varer, før sol og regn vil have visket Munch-Hansen ud?

Når du står der i den mest akutte, friske sorg, er det meget svært at forestille sig noget, der rækker ud over dagen i morgen.

»Nicolai og jeg udviklede og udfordrede hinanden. Han var jazzmusiker, og han så et potentiale i mig, som vi fik frem sammen. Hvor andre syntes, at det var fint og godt nok, det, jeg gjorde, stillede Nicolai krav til mig. Han fik mig til at gå nye veje. Vi udviklede os sammen og havde et fælles sprog og forståelse i musikken. I det hele taget kommunikerede Nicolai bedst i musikken. Han var ikke altid så god til at sætte ord på, hvad han tænkte og følte. Men i musikken kommunikerede han på et helt andet niveau. Der udtrykte han sig frit. Det er også derfor, at hans bedste venner var nogle, han mødte gennem musikken.«

Var du bange for at miste musikken, da du mistede ham, når nu det var noget, I havde sammen?

»Nej. Det skete ikke. Musikken blev en livline for mig. Jeg tog meget hurtigt en beslutning. Det var en nat, to til to en halv måned efter Nicolai var død. Vi sov alle tre sammen i min seng, børnene og jeg, fordi det hele var så utrygt. Jeg lå vågen og fik et stærkt billede af, at jeg skulle lave musik til Nicolai. Så kontaktede jeg min producer og fortalte ham om min plan, men jeg sagde også, at jeg kke kunne vide med sikkerhed, at jeg kunne klare det. Vi lavede en aftale. Det skete bare, hver gang jeg satte mig, kom der musik, det flød igennem mig. Og Nicolai var med i det. Det sprog, vi havde aammen, var ikke dødt. Jeg kunne ligesom høre, hvordan han ville spille det.«

Kira Skov kigger frem for sig. Hun er et andet sted nu. Og i en anden tid. Langsomt og med en stilfærdig alvor vender hun tilbage.

»Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle blive gammel med Nicolai. Vi havde mange planer og drømme sammen, og han var med i alle sfærer af mit liv, ikke bare i musikken, men også som far til børnene, som min mand og ven. Pludselig var hele fremtiden taget fra mig. Når du står der i den mest akutte, friske sorg, er det meget svært at forestille sig noget, der rækker ud over dagen i morgen, hvis du da overhovedet kan forestille dig det. Jeg havde brug for noget ude i fremtiden, som jeg kunne arbejde hen imod.«

Tillid til livet

På den anden side af hækken kommer en stor flok børn gående. Kira Skov smiler over, at deres råb og grin gør vores samtale umulig. Heldigvis afsporer det hende ikke. Hun fortsætter og fortæller, at det at miste Nicolai var som at blive amputeret. På de vigtigste områder i sit liv blev hun frarøvet den, som var med til at skabe det liv, hun holdt så meget af. Hvordan undgik hun at miste modet til at leve? Hvad er det i hende, der gjorde, at hun den nat kunne tage en beslutning om at lave musik igen?

I sangen ”Spirit Shed” synger du: ”Now I won’t go where you have gone.” Var du aldrig i et mørkt øjeblik fristet til at gå efter ham?

»Nej, jeg skulle ikke følge ham ind i døden. Jeg skal leve videre. Jeg ønsker at leve trods mit tab. Det har jeg aldrig været i tvivl om. Der er selvfølgelig børnene, men det er ikke kun på grund af dem. Jeg har en livsgnist i mig, som fylder meget. Det var så meningsløst, at han skulle dø, men jeg har aldrig været i tvivl om, at mit liv er meningsfuldt.«

Hvad er det for et livsmod, du har?

»Livet har givet mig nogle ret store udfordringer. Før Nicolai døde, havde jeg min egen død helt tæt inde på kroppen to gange. Jeg tror ikke, at man kan vide på forhånd, hvordan man vil reagere, når døden rykker tæt på. I mit tilfælde er jeg hver gang blevet overvældet af en stor taknemlighed. En gang var jeg involveret i et trafikuheld, og da jeg kom til bevidsthed igen, var jeg ved at blive skåret ud af en bil, og jeg kan huske, at jeg kiggede op på Falck-folkene og tænkte, ”Gud, hvor er det vildt, at de kæmper for at redde mig.”

Når man oplever så stor sorg, så oplever man også, at hjertet bliver nødt til at vokse.

Da jeg havde kræft og skulle igennem kemobehandling, blev jeg så utrolig taknemlig for, at der fandtes en læge, som havde brugt tid på at specialisere sig i en så specifik form for kræft, som kun én om året rammes af. Jeg oplevede mange forskellige reaktioner i venteværelset. Mange var frustrerede over sygdommen og vrede på systemet, og det er måske forståeligt, men jeg har aldrig fået energi fra vrede. Heller ikke da Nicolai døde. Jeg får energi fra kærligheden. Det er ikke en teori eller noget, jeg har tænkt mig frem til. Det er bare sådan, det er. Jeg kæmper ikke imod, men overgiver mig til det, der er.«

Du overgiver dig?

»Ja, det er en form for hengivelse. Man slipper kontrollen og giver sig hen til en proces. I tilfældet med kræftsygdommen stolede jeg på lægerne og behandlingen og opgav at kæmpe imod det, der alligevel er ude af mine hænder. Det er ikke det samme som at give op, det er at have tillid til processen.«

Hvor stammer den tillid fra?

”Det ved jeg ikke. Det er noget, jeg har opdaget igennem mine erfaringer, at jeg har en grundlæggende tillid til livet, og at den er dybt forankret i mig. Lige meget hvor sort og mørkt det har været, har jeg altid haft lyst til at se, hvad der ligger rundt om hjørnet og troet på, at det vil blive lyst igen.«

Men din tillid til livet og tro på lys i mørket udspringer ikke af en religiøs overbevisning?

»Jeg har ikke en fast defineret religiøs overbevisning. Men jeg vil heller ikke udelukke noget. Der er så meget gådefuldt i tilværelsen, som jeg ikke kan lukke øjnene for, og jeg synes, at der er et stort håb i alt det, vi ikke kan vide.«

Troen varierer , sorgen er den samme

Kira Skov tror altså ikke i traditionel forstand, men i det, hun siger, ligger en bemærkelsesværdig stærk tro på livets godhed og meningsfuldhed.

Det ville næsten være nemmere forstå, hvis hendes kræftforløb og hendes mands død havde efterladt hende med et pessimistisk livssyn og en angst for ivet og fremtiden. Men mere detaljerede teologiske overvejelser synes ikke at interessere hende.

Hvad med din mand, troede han?

»Nicolais far har været præst i Østerlars Kirke i 25 år. På mange måder kommer vi fra vidt forskellige baggrunde. Jeg er opvokset i et venstreorienteret miljø, hvor man ikke troede på Gud, til gengæld talte man meget om Karl Marx. Alligevel endte Nicolai og jeg det samme sted. Han var et spirituelt væsen, som det også kommer til udtryk i hans musik, men han søgte ikke svar i faste religiøse dogmer og institutioner. Morgan er døbt, og vi blev viet af Nicolais far i hans kirke. Hans forældre har en stærk, og nogle ville måske sige lidt gammeldags, tro. Men på trods af vores forskellighed har jeg altid følt mig elsket og omfavnet af dem. De er meget varme. Som mennesker lever de virkelig den kærlighed, næstekærligheden, de tror på. Det er meget smukt.«

Sorgen er for Nicolais forældre og for Kira Skov den samme. Selvom forældrene har en trøst i deres opstandelsestro, oplever hun ikke, at det gør tabet mindre for dem. Det er de sammen om, og de kommer jævnligt og hjælper hende og passer deres børnebørn. Det sætter sine spor. Hun fortæller leende, hvordan Morgan en dag delagtiggjorde hende i en af sine religionsdemografiske betragtninger.

»De tænker meget på Jesus på Bornholm. Men de tænker ikke helt lige så meget på Jesus på Amager.«

Kærligheden er kompromisløs

Kira Skov hoster. Hun er forkølet, og selvom solen skinner, sidder hun under et tykt uldtæppe. Hendes stemmemikstur af en uappetitlig blanding af gurkemejerod, et drys peber og andet, der sikkert udgør en hemmelig opskrift, er for længst drukket ud, og virkningen aftager.

Vi har netop talt om hendes mod til hele tiden at bevæge sig ud på usikker grund i musikken og gøre sig hudløs i teksterne. Hun fortæller, at hun er nødt til at gå langt, for det er kun der, det bliver levende for hende. Den samme kompromisløshed gør sig gældende for hende i kærligheden. Men det må vel have ændret sig. Man beskytter vel sig selv, når man har oplevet så stor sorg og overlader kærlighedens vovemod til de uprøvede.

Tør du overhovedet elske igen?

»Ja. Jeg tror godt, at jeg vil kunne elske igen. Man kan godt elske mange. Når man oplever så stor sorg, så oplever man også, at hjertet bliver nødt til at vokse. Det ekspanderer, og man får plads til kærligheden på flere planer og nye planer. Nicolai vil selvfølgelig altid være der, også som min mand. Men jeg er kun 42 år og kunne godt have 40 år tilbage i mig. Det vil selvfølgelig blive en udfordring for mig. Jeg har ikke noget kompas for, hvordan man skal være en ung enke. Der er ikke mange forbilleder at spejle sig i, så jeg bliver nødt til selv at opfinde, hvordan jeg gør det. Men jeg håber da, at mit liv fremadrettet vil blive lige så rigt, som det har været indtil nu.« 

FAKTA: Kira Skov

Kira Skov (født 1976) er sangerinde og sangskriver.

Hendes tredje soloudgivelse, ”The Echo of You” fra 2018, betegner hun selv som en kærlighedserklæring til sin afdøde mand, Nicolai Munch-Hansen.

Kira Skov har indgået i en række musikalske samarbejder som i bandet Kira & The Kindred Spirit og The Cabin Project med Marie Fisker og er modtager af flere priser, herunder Gaffaprisen i 2007 for årets danske sangerinde og Årets Steppeulv for årets vokalist og årets album i 2014.

DEBATmagasinet 2019

Interviewet med Kira Skov er også udgivet i det årlige DEBATmagasin fra Københavns Stift, der i 2019-udgaven har mod som tema.

Vi udgiver løbende indholdet fra magasinet her på siden. Du kan finde det i en online-version her, eller hente et trykt eksemplar i  Københavns Stift, Nørregade 11, i tidsrummet kl. 10-14 på alle hverdage..

Tags: