Klimaangsten ramte Sofie hårdt, da hun blev mor

sofiehviid.jpg

- Det er en stor skude, der skal vendes, men vi må arbejde hen imod det, vi tror inderligt på. Jeg tror, at løsningen ligger i fællesskabet, siger 35-årige Sofie Hviid. Foto: Ashokaditya Mohanty
Realiteten med klimaforandringer kan gøre unge urolige og handlingslammede. Det oplevede Sofie Hviid, da hun som nybagt mor blev ramt af ”klimaangst”. Det tog hende tid at finde ud af, hvordan hun kunne bevare håbet i en tilsyneladende håbløs verden

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Af Inge Haandsbæk Jensen fra folkekirken.dk

Med jævne mellemrum vender mareridtet tilbage: Livet er ovre før tid. Hun skal sige farvel til hele familien, og værst af alt skal hun tage afsked med sin lille søn. Døden i sig selv er ikke skræmmende. Men det er afskeden.

Mareridtet har fulgt 35-årige Sofie Hviid i mange år, men har de senere år fået næring af en ny bidragsyder: Klimaangsten. For Sofie føler klimaangst – ikke som en diagnose, men som en rude, der farver alt det lys, som strømmer igennem den.

"Jeg har været ramt af mareridtet i mange år med jævne mellemrum. Før jeg blev mor, kunne jeg lettere vifte det væk dagen efter, for det var jo bare et mareridt. Men efter min søn kom til verden for to år siden, er der sket noget: Mareridtet har fået en tungere vægt. Det er som den værste dommedagsfilm, men modsat en film kan jeg ikke bare slukke for den. For det er ikke ovre, når jeg vågner."

Sofie Hviid er uddannet journalist og har hidtil levet et relativt bekymringsfrit liv uden at skænke miljøproblematikken de helt store tanker. Men det ændrede sig for nylig i kølvandet på to personlige forandringer

Sidste år fik hun job som redaktør for sitet Grøn Forskel, der er drevet af energiselskabet SEAS-NVE, og som skal inspirere folk til en grønnere livsstil. Og året forinden var hun sammen med sin kæreste Ash blevet forældre til sønnen Neo.

Min søn gør det håndgribeligt for mig at kæmpe for det, jeg håber på

I takt med at hun begyndte at beskæftige sig professionelt med effekterne af global opvarmning og forurening, kunne hun ikke længere ignorere den viden, hun fik.

Kloden er i alvorlige vanskeligheder, forstod hun nu, og hjemme i privaten fik den viden en yderligere følelsesmæssig tyngde.

"Gennem mit arbejde på Grøn Forskel blev jeg tvunget til at sætte mig ind i klimaforandringer og bæredygtighed. Det tog lidt tid for mig at forstå, at der var noget alvorligt galt med verden," fortæller hun.

"Hvis jeg ikke havde fået min søn, var jeg nok ikke blevet påvirket på samme eksistentielle måde. Så kunne jeg bedre have skubbet det væk og sagt til mig selv, at det jo først var om mange år, at det ville gå helt galt, og at det ikke havde noget med mig at gøre. Men da jeg blev mor, ændrede mit syn på klimaet sig, og det at leve bæredygtigt blev pludselig meget vigtigt. Hvor jeg før kunne finde på at ignorere en artikel om klimaforandringer, kan jeg nu få koldsved, når forskere taler om dominoeffekt og CO2-kvoter. For det er gået op for mig, at mit tilbagevendende mareridt kan blive til virkelighed, både for mig og for min søn i fremtiden."

Frygten for fremtiden

Klimaangsten er blevet et symptom på det stigende fokus, der er på miljø og klima i medierne.

Herhjemme taler man om klimaangste unge, som nok dropper en dags undervisning i gymnasiet, men hvor den viden, der burde indgyde handlekraft i stedet fremkalder handlingslammelse og følelsen af magtløshed. 

Et australsk forskningsprojekt fra 2010 viser, at der er en sammenhæng mellem bekymring for klimaforandringerne og så de symptomer, som ellers indikerer angst og depression.

Studiet peger på, at det især er unge kvinder under 35, som er eksponerede for at mærke følelsen af panik over en klode, der efter alt at dømme er ved at bukke under. 

Det at føle skyldfølelse over for de kommende generationer kan have en skadelig indvirkning på os, er en anden konklusion fra en amerikansk rapport fra 2017, som blandt andre The American Psychological Association står bag.

For Sofie Hviid blev den nyerhvervede viden om - og fokus på - klimaet i første omgang et springbræt ud i en sump af uro og bekymringer, især på sin søns vegne.

Men hjælpen befandt sig paradoksalt nok præcist samme sted: I kærligheden til sin søn. For efter en periode med nervøsitet og mareridt indså hun, at det netop var det skub, hun havde brug for, for at komme videre og se på løsninger på det her problem.

"Det første skridt på vejen var at erkende min tristhed. Det næste skridt var at hanke op i mig selv ved hjælp af et fællesskab, for man kan ikke løfte en tung byrde på sine egne skuldre. Så man kan sige, at jeg heldigvis ikke er alene om at gøre en forskel i verden. Derfor var det vigtigt for mig at tale med andre, som forstod mig, og som ligesom mig var optaget af at diskutere klima – både følelser og konkrete handlemuligheder."

For Sofie Hviid lykkedes det at vende den energi, hun bruger på at være bange, til energisk at engagere sig i den grønne omstilling, både gennem sit arbejde og som motivation for alt, hvad hun ellers foretager sig privat.

"Kan vi overhovedet stille noget op på nuværende tidspunkt? Det er vi jo nødt til at tro på, for ellers er alt meningsløst. Det er en stor skude, der skal vendes, men vi må arbejde hen imod det, vi tror inderligt på. Jeg tror, at løsningen ligger i fællesskabet. Det er ikke selve redningsplanken, men det er en forudsætning for det videre arbejde: Et fællesskab, der arbejder sammen i den rigtige retning. Så tror jeg, hvis ikke på mirakler, så på, at vi kan rykke mere, end vi nogensinde turde forestille os."

Da klimaangsten bunder i en følelse af kontroltab, har hun oplevet, at den kan holdes i ave ved, at hun bidrager aktivt til den udvikling, hun håber på og ønsker at se udfolde sig. Det er også opskriften på at holde de natlige mareridt om at blive skilt fra sin søn fra døren.

"Hvis man handler ud fra kærlighed, så handler man fra et rigtigt sted. Selvom andre mennesker i verden selvfølgelig betyder noget for mig, så er det stadig for min søn, at jeg engagerer mig. For hans fremtid. Han gør det håndgribeligt for mig at kæmpe for det, jeg håber på. Kærligheden er en stærk kraft, som kan bruges som motivation for at engagere sig i klodens fremtid."

Psykologiforskeren om klimaangst

Lektor Simon Elsborg Nygaard, der forsker i bæredygtighedspsykologi, har de senest fem år oplevet et stigende antal yngre mennesker, som kontakter ham med spørgsmål om klima og de følelser, det vækker i dem. Her forklarer han, hvad klimaangsten handler om.

- Mange oplever en uro over klimaets udvikling, fordi de ikke har kontrol over situationen. Den følelse er tæt forbundet med angst og kan gå over i noget, som er destruktivt og ødelæggende for den enkeltes liv.

Det er en forståelig reaktion, men frygten skal erstattes med håb og handlinger, og især håbet gør en verden til forskel. Hvis man skræmmer folk uden at give dem handlemuligheder, får de angst og depression, fordi de føler sig hjælpeløse. Men det er set før, at hvis vi står sammen, kan vi overkomme ufattelige udfordringer.

Tag for eksempel den amerikanske månelanding i 1969. Da amerikanerne var på månen, var det resultatet af en fælles mission i samfundet. Alle amerikanere var med på, at det var vigtigt, og at de gerne ville være de første på månen. Udover at det teknisk var muligt for dem, så skyldtes det i ligeså høj grad, at det lykkedes at mobilisere en hel befolkning. Det viser, at hvis man som fællesskab går sammen og fokuserer på en sag, så kan man udrette de mest utrolige ting. Uroen er jo også en energi, som man kan vende om og bruge til at handle efter.

Om Sofie Hviid 

Sofie Hviid er 35 år og bor på Nørrebro med sin mand Ash på 35 år og søn Neo på 2 år.

Hun er uddannet journalist og arbejder som digital rådgiver, hvor hun hjælper virksomheder, der gerne vil arbejde mere klimavenligt, med at kommunikere dette ud.

Hun er derudover redaktør på Grøn Forskel, som er et site drevet af energiselskabet SEAS-NVE, som også har til formål at inspirere både virksomheder og privatpersoner. Under Roskilde Festivalen arbejder hun desuden som redaktør på Roskilde Festivals daglige avis, som i år har ekstra fokus på bæredygtighed.

Tags: