Klumme: Kristendom og Paradise Hotel

paradise1240x612.jpg

I dette års udgave af Paradise Hotel skal deltagerne afgøre, om de skal spise af æblet på Kundskabens træ eller lade være. Foto: TV3/Lemche&Serup
I dette års udgave af Paradise Hotel skal deltagerne afgøre, om de skal spise af æblet på Kundskabens træ eller lade være. Foto: TV3/Lemche&Serup
Kristendommen er ikke længere en selvfølgelighed, men den er med os hele tiden. Også i Paradise Hotel, skriver sognepræst Anette Sørensen i klummeserien om præster og tro
af Anette Sørensen (sognepræst i Frederiksberg Slotskirke)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Paradise Hotel glider over skærmen. Ind bæres et æbletræ med et æble på. Hvem spiser af æblet? Hvem gør ikke? Og hvorfor? Sidst i udsendelsen viser det sig, at der er en, der har haft det som opgave at friste deltagerne til at spise, mens en anden har skullet overtale dem til at lade være.

Jeg er kristen, fordi...

Siden menighedsrådet i Mejdal i januar søgte efter en troende præst i deres jobopslag, har debatten raset både herhjemme og i udlandet.

Er troen et rent individuelt anliggende? Hvad vil det rent faktisk sige at tro?

Debatten har blotlagt en række grundlæggende brudflader i danskernes forestillinger om tro.

I klummeserien beder vi en række præster i Københavns Stift om at give udtryk for, hvad det for dem vil sige at tro og være kristen i dag. Konkret ved at fortsætte sætningen 'jeg er kristen, fordi...'

Dette er sidste bidrag i serien. Tidligere bidrag fra sognepræsterne Jens Bach Pedersen, Marlene Lindsten og Martin Drengsgaard kan læses via links til højre.

Klummeserien blev indledt med en tekst af lektor ved TPC Løgumkloster Povl Götke, hvor han opregner ti grunde til at være kristen.

Altsammen bygger det på fortællingen om Adam og Eva og æblet på Kundskabens træ. De bibelske fortællinger er alle vegne, i kunsten og sproget f.eks., og nu også i Paradise Hotel.

Bibelhistorie hen over opvaskebaljen

Mange af os i den ældre generation er vokset op med dem. Min mor fortalte bibelhistorie og nordisk mytologi hen over opvaskebaljen, og det var den tid, hvor præsten var født formand for skolekommissionen, som kom til overhøring i skolen en gang om året.

Det kom ikke på tale at være andet end kristen. Kristen, det var man bare. Og jeg er kristen, fordi jeg er døbt og vokset op med de bibelske fortællinger. Det kunne ikke være anderledes.

Hvis nogen spørger: Hvad er kristendom, så er mit svar: Lyt til de bibelske fortællinger. De handler om forholdet mellem Gud og mennesker. De beretter om en gud, der går ind i verden, virker i den, forholder sig til den, har en mening om den og os. Det har med hver af os at gøre.

Kristendom er en relation mellem mennesker og Gud. Man kender mennesker fra forskellige vinkler, og på samme måde kan man kende Gud fra forskellige vinkler, og man kan have et forskelligt forhold til ham på forskellige tidspunkter, men relationen er der.

Vi kan godt vende ryggen til Gud og smække med døren og skride, men han er der hele tiden.

Vi kan godt vende ryggen til Gud og smække med døren og skride, men han er der hele tiden. Derfor dur det ikke, når præsten påskedag går på prædikestolen og uformidlet siger: ”Kristus er opstanden”. Javel ja. Og?

Andre vinkler

De korslagte arme hos mange i menigheden taler deres eget sprog. De siger: Hvordan er det nu, det har noget med mig at gøre? Hvor er der noget opstandelse i mit liv, som jeg kan genkende og hænge forståelsen op på?

De erfaringer skal på bordet, så der bliver noget genkendelse, og så relationen bliver tydelig. Det med Gud skal fortælles, så vi allesammen kan genkende relationen.

Kristendommen bevæger sig nemlig hele tiden sammen med os. Vi bliver aldrig udlærte i eller færdige med livet og med kristendommen. Når vi bliver flyttet på, ser vi fra andre vinkler, så hører og ser vi noget nyt, og så kan vi også høre noget nyt i kristendommen – hvis vi ellers lytter efter.

Og hvor vi end bevæger os hen i livet, så står kristendommen parat med nye forsyninger af svar, input, fortællinger og inspiration til os. Man kan ikke rigtigt høre, hvad kristendommen har at fortælle om det at blive forældre, før man er der. Man kan ikke rigtigt tage ind, hvad den har at sige til os, når vi bliver gamle, før vi er der. Men det er der til os. Det finder man ud af med erfaringen.

Det er ligesom, når en god bog siger en noget forskelligt på forskellige stadier af i livet: Da jeg var barn, var jeg sur på Jesus p.g.a. fortællingen om den fortabte søn. For jeg syntes, at der ikke var plads til det, jeg voksede op med: Jeg genkendte mig selv i sønnen, der blev derhjemme og passede bedriften.

Derfor er jeg kristen

Jeg genkendte de værdier og holdninger, jeg fik indpodet, og jeg kunne kun høre, at den hjemmeboende søn dybest set blev forstødt, overset og slet ikke anerkendt. Men efterhånden som tilværelsen flyttede på mig, kunne jeg godt se, at man også kan forspilde sit liv, når man kun er pligtopfyldende og i så høj grad vil opfylde andres behov og forventninger. Så meget at man helt glemmer og overser, at man også selv har et liv, der skal leves og udfoldes. 

Men efterhånden som tilværelsen flyttede på mig, kunne jeg godt se, at man også kan forspilde sit liv, når man kun er pligtopfyldende og i så høj grad vil opfylde andres behov og forventninger.

Tænk bare på, hvor svært det kan være at vende lidt omsorg mod en selv, så livet kan komme til igen. Og med alderen og erfaringen hører jeg allermest, at der står: ” Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”.

Jeg hører, at jeg er velkommen med alt det, der på godt og ondt er mit. Jeg bliver også inviteret ind til fest. Derfor er jeg kristen. Ikke fordi jeg har besluttet det, men fordi Gud har sagt det.
 

Tags: