Knud Romer: Et brusebad af skyld og skam

knud_romer.jpg

Foto: Miklos Szabo
Foto: Miklos Szabo
"Skyld og skam? Det er luften, jeg har åndet, så længe jeg husker." Nyt magasin fra Helsingør Stift sætter fokus på skyld og skam. Læs forfatteren Knud Romers bidrag her

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst af Knud Romer, (f. 1960) forfatter, radiovært, debattør og foredragsholder.

Skyld og skam? Det er luften, jeg har åndet, så længe jeg husker - lige fra pottetræningen til det første kys. Seksualmoralen i vores familie kom direkte ud af 1800-tallet, og automaten med pornoblade hos bageren var uimodståelig. Det kunne ikke blive mørkt nok, og jeg var overbevist om, at hele byen ville høre mønterne falde og pege på mig og skrige som i Body Snatchers. Jeg voksede op i skyld og skam – og masser af angst til at fyre op under det.     

Der var altid noget at skamme sig over – især fordi enhver lyst var forbundet med et normbrud, jeg stjal cigaretter og sniffede lightergas og tænkte på pigerne i Ugens Rapport under dynen – og der var røde streger i ens lektier.     

Jeg havde dårlig samvittighed over i det hele taget at være til. Min mor var et tyskersvin, jeg var en bastard, og vi var personligt ansvarlige for 60 millioner menneskers død. ”Ich schäme mich,” sagde hun og drak vodka og guldøl og så på mig med sine ulykkelige øjne.

Jeg studerede hendes ansigt for de mindste tegn, og hun kunne kaste mig i en afgrund med en let modulering af stemmen. Hvis jeg glemte at ringe på Mors dag, var det dødsstraf. 

Læs også: Gertrud Højlund om at miste: »Tiden er et bedrag«

Vi indlever os i de andres ønsker og krav og kritisk bedømmende blik – samvittigheden er et socialt redskab til adfærdsregulering – og min opvækst har sørget for, at jeg lider af paranoia. Mit forhold til andre mennesker er en sammensværgelsesteori, og bag om ryggen kan jeg høre stemmerne, som gør mig til grin.

Det gør det så ikke bedre, at jeg har lidt af tømmermænd og været konstant bagstiv det meste af mit liv – og aldrig er kommet nogen vegne. Jeg var evighedsstuderende på litteraturvidenskab i 17 år uden at tage min afgangseksamen, mens folk omkring mig fik et liv med kone og børn og pension. Mine forældre var fortvivlede og betalte regningerne, og jeg skammede mig og druknede i skyld. 

Det var værst i december, når de holdt julefrokost på arbejdspladserne med hinanden, og jeg sad på samfundets rand med tyske filosoffer og rådnende op. Jeg var ikke blevet til noget og stod så meget i gæld til sidst, at jeg ikke kunne bevæge mig uden at bryde sammen og prøvede at blive af med mig selv – vodka, kokain, amylnitrit - og det lykkedes heller ikke, fordi jeg er en kujon.

Du burde skamme dig, og det gjorde jeg fra morgen til aften. Jeg ville bare have et arbejde. Den første og eneste chance var en stilling på et reklamebureau, og det var stort set det samme som at få en karriere i pornobranchen, hvis man har en onkel, der hedder Ib, når man egentlig havde forestillet sig at blive professor og stor digter i Tyskland.

Læs også: Kristian Ditlev Jensen: »Det utilgivelige overlader jeg til Gud«

Nu stod den på tilbudsannoncer, og der er et ord for sådan en som mig mellem konsulenter: insecure overachiver. En, der arbejder døgnet rundt for en lakridstang og er taknemmelig for overhovedet at have lov til at findes og være en del af det menneskelige fællesskab. Og jeg tjente endelig mine egne penge og kom hjem med en stor julekurv, der var pakket ind i cellofan og skulle gøre godt for det hele. Bolsjer i glas og italienske pølser og cognac: Min uendelige skyld.    

Mor døde, og far kom på plejehjem. Det var min tur til at passe på ham, som han havde passet på mig, og jeg kunne ikke og lod ham sidde og spise vakuumpakket mad i et hamsterbur på 10 kvadratmeter beton, der lugtede af pis.

Det værste, man kan skylde, er ikke penge, og rockerne kan klippe så mange fingre af, som de vil – straffen og ydmygelsen over hvad som helst er intet i forhold til den eneste ting, som betyder noget: At leve op til sit bedste. Det har jeg ikke gjort, og jeg fortjener at få halsen skåret over og dø som en hund – og skammen vil overleve mig.

Folk&Kirke: Forlad os vor skyld

Helsingør Stift udgiver en gang om året magasinet Folk&Kirke.

2016-udgaven er netop udkommet og har skyld og skam som tema.

Ud over Knud Romers bidrag indeholder magasinet blandt andet også fortællingen om en ung piges kamp med kroppen og blikket og et interview med en fængselsindsat om hans arbejde med skyldfølelsen.

Folk&Kirke kan læses i en digital udgave her.

Følg Folk&Kirke på Facebook her

Tags: