København – jeg frygter dig, og jeg elsker dig

peter_skov-jakobsen_raadhuspladsen_i_koebenhavn.jpg

Biskop Peter Skov-Jakobsen er fascineret af storbyen, som han tydeligst mærker på Rådhuspladsen i København.
Biskop Peter Skov-Jakobsen er fascineret af storbyen, som han tydeligst mærker på Rådhuspladsen i København. Foto: Henrik Dons Christensen
”Din dumhed gør mig kold – din visdom giver kinderne varme.” Peter Skov-Jakobsen skriver til den by, han har været biskop i siden 2009. Og fascineret af siden en regnvejrsdag på Jagtvej for mange år siden.
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Panden lå helt tæt mod vinduet. Regnen trillede ned over mit ansigt på ydersiden af ruden. Nede fra Jagtvejen steg en lyd op, som nu er kendt, men dengang var helt fremmed: biler, der kørte i regn. De ziiislede hen over asfalten. Selvom det var mørkt, var der lys overalt. I ny og næ hørte man et horn, og lidt længere væk hørte jeg en anden fremmed lyd: sporvognens rumlen og hvinen i sporene.

Københavnerånd

Artiklen er også udgivet i DEBATmagasinet fra Københavns Stift, der i 2018 sætter fokus på ånden i København.

Her boede mennesker oven på hinanden og ved siden af hinanden. De myldrede. 

Panden mod vinduet er min første københavnererindring; og der fødtes ved den lejlighed en drøm inden i den seksårige dreng fra Fyn, at verden en dag ville hedde København. 

Mine forældre tog os med ud for at se Maskinmesterskolen og Farmaceuthøjskolen og fortalte om dengang, de havde været unge i byen. Det var en fortælling om en truende, stor, uoverkommelig by, hvor de engang havde levet i landflygtighed, heldigvis endte det lykkeligt, og de var kommet hjem.

Men mine fastre var blevet fanget af byens charme og blevet der. Min ene faster og hendes mand bestyrede Folkets Hus på Jagtvejen, og at gå rundt i de mange sale i det store hus var med til at rodfæste mit barndomsbillede af København: Det var et eventyr. 

Eventyret starter

Eventyrets første indledende linjer havde lydt i mit sind, og nu handlede det bare om, at tiden skulle komme. Det gjorde den 14 år senere. Tyskstudiet kaldte i København. ”Hvorfor ikke Odense?” spurgte mine forældre. ”København!” var svaret. Og eventyret begyndte.

Det var mærkeligt at lukke sin egen dør efter sig. Nu boede også jeg inde mellem de andre. De var på alle sider. Bag ved min dør var der en kold hane i køkkenet, et gaskomfur, som tidligere lejer havde glemt at gøre rent, en petroleumsovn, der skulle holde den toværelses varm. Aflagt porcelæn og grydeskeer hjemmefra, og Ikea-paradiset sad jeg på og i.

Du er det ny Jerusalem, der lukker folk ind i meningsfulde sammenhænge, hvor vi taler, ler og glæder os sammen. Og du er Babel, hvor ordene fyger af sted.

Verden var blevet en anden. Den var uden brusebad og varme radiatorer. Jeg hørte forældre tale til deres børn, som jeg aldrig havde hørt mine forældre tale til dyr. Jeg stod sammen med små tuller ved bageren om morgenen. De kunne ikke nå op til taskehylden og stod med en seddel i hånden. Der stod de, indtil nogen forbarmede sig. ”Hvad med dig, lille ven,” var der så én, der sagde. Bagefter skulle de hen over gaden. Jeg var forfærdet.

Her var der mange mennesker – spændende mennesker – men de gik forbi alle sammen. Mon der nogensinde var én, der ville standse? Mon jeg nogensinde ville komme i en gruppe? Mon jeg ville komme med én ved hånden? Foreløbigt trak jeg bare døren i efter mig.

Da jeg efter en tur hjem et halvt år senere gik hen over Rådhuspladsen, mærkede jeg en dejlig følelse: Du er hjemme nu! Jeg gik ind i strømmen. Byens rytme, byens ansigter, det hele var også blevet mit; pulsen var blevet en del af mig, og jeg var en del af pulsen. De friske råb, højrøstetheden, barnets trætte og opgivende gråd, småskænderierne på gaden, hurtigheden, overfladiskheden, hjerteligheden – jeg var blevet en del af det åndedræt. København var også blevet min, og det er den stadig. 

København. Skræmmende, men smuk

Men København, den dag i dag kan du stadig skræmme livet af mig. Du er det smukkeste, jeg nogensinde har mødt blandt byer. Og du er det mest allerhelvedesgrimme, jeg nogensinde har set. 

Du er det ny Jerusalem, der lukker folk ind i meningsfulde sammenhænge, hvor vi taler, ler og glæder os sammen. Og du er Babel, hvor ordene fyger af sted og skærer bånd over, så vreden og ensomheden får alt for gode vækstbetingelser. Rundtomkring i hele byen dør mennesker midt iblandt os, uden nogen savner dem. Det sidste, de får, er en lang dødsannonce. Det skærer i sjælen hver gang!

Jeg elsker dig, når forårets første sol driver os alle sammen ud for at finde en mur, som vi kan sidde opad med næsen lige op i solen. Men der med næsen i sky glemmer vi alt for ofte at se til siden. Hvor ham på risten sidder alene med sin bajer. Ligesom han gjorde i vinters. Han råber ikke engang mere! Den lange dødsannonce venter på ham.

Mangfoldighedens hovedstad

København – du er en kristen, muslimsk, jødisk by. Du rummer en mangfoldighed og giver os deri mulighed for at blive klogere på os selv og de andre, så længe vi insisterer på samtalen og fredeligt naboskab; men når vi bare råber ad hinanden, gør det os hver især mindre og byen koldere. Hver religion har sine religiøse tosser. De får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. De siger, at de adlyder deres Gud, men de lytter kun til deres eget had. Inde i deres ekkokamre genlyder ikke andet end vreden. De kan ikke se deres medmennesker. De ser kun udyr! 

København – musikken klinger i dit navn. Om sommeren gynger jazzen, der er opera, koncerthus, teatre, biografer. Livet bliver hele tiden taget vare på og udlagt. Dine gallerier og museer minder mig til stadighed om fortid og nutid og får mig til at være rolig og længes efter fremtiden.

København – rundt om hvert hjørne minder du mig om vores lange historie. Amalienborg, Christiansborg, Rosenborg, Arbejdermuseet og alle de andre steder.

Du åbner mit sind for alt det, der har været, og som regel gør du mig stolt ved mit sprog og min kultur. Men der er også steder, der minder mig om småligheden og det lille lands lejlighedsvise beklumrethed. Føj, hvor kan fanden også plage os med sin smålighed og sine skingre råb. Statuer og fontæner spærrer for udsynet.

Nogle tror, andre tvivler

Selvfølgelig betyder dine kirker noget særligt. Her er der som regel højt til loftet. Kun himlen er grænsen for håbet og fantasien. Vi går alle ind under det samme tag.

Nogle tror. Andre tvivler. Nogle bliver forløste, andre bliver rasende. Her kommer mennesker med deres liv, som det nu faldt ud. De fleste af os kan gøre krav på at have levet i hele spektret – fra det latterlige til det ophøjede. Nye og gamle ord ligger og venter på at blive hørt og fundet; men også her skal menneskene vogte sig for det overfladiske, det nemt tænkte!

Kirkerne er den åbne himmel mod verden. Her er man ikke spærret inde i sin tid eller i sin nationalitet. Her behøver man ikke tage sig ud. Skrøbelighed, sårbarhed, gråd, jubel og latter har hjemme i dette hus. Hvem kan se på Kristus uden at se anderledes på menneskene?

København – jeg frygter dig, og jeg elsker dig. Din hæslighed skræmmer mig – men din skønhed bærer et håb frem i mit sind. Din ensomhed er gruopvækkende – men fællesskabet kan få mig til at skoggerle! Din dumhed gør mig kold – din visdom giver kinderne varme.

København – du har lært mig, at provins ikke er noget geografisk, men noget kulturelt! Du har lært mig, at gamle byer bærer over, og metropolens provinsialisme skingre ord kun varer kort – for visdommens skønhed venter og vil sætte sit mærke på menneskene.

Tags: