Læseferie: Lulu Marie Pedersen anbefaler bøger

lulu_marie_pedersen.jpg

Lulu Marie. Foto: Sille Arendt
Lulu Marie. Foto: Sille Arendt
For mange betyder sommerferie, at der er lidt bedre tid til at få læst nogle bøger. Det gælder også for forfatter Lulu Marie, der netop har udsendt kortprosa og lyrik-bogen I kræets top bor en storm på forlaget Escho

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Her anbefaler forfatteren Lulu Marie en lille stak bøger, som hun mener, det er værd at sætte sig godt til rette med på stranden, terrassen, i forteltet, en bænk, lufthavnen, eller hvor nu sommerferielæsningen kommer til at foregå i år.

En omvendt amerikansk drøm

Atticus Lish: Forberedelse til næste liv, udkommet på Politikens Forlag, 2016

Forberedelse til næste liv handler om umulig kærlighed, som alligevel spirer. Og så handler den om de segmenter, der tavse og oversete knokler i ufaglærte jobs for at skaffe penge til mad og tag over hovedet. Og de der kæmper, hjemvendt med krigstraumer og højt medicinforbrug, i et samfund, der ikke tager sig råd og tid til at tage sig af dem, når de er nede. 

En fantastisk kærlighedshistorie, der kredser om det store spørgsmål: Hvorfor er vi her? Og hvorfor holder vi os i live? Og med hvilket formål? Og hvorfor er nogle mennesker åbne og nogle lukkede over for andres hudfarve, religion, humor, fysik, fremtoning eller psykiske tilstand.

Som bogens bagsidetekst opsummerer: ”Den amerikanske drøm vendes på hovedet i dette medrivende samfundsportræt, hvis dybeste, bankende hjerte er en inderlig kærlighedshistorie.”

Læs også: Læseferie: Chris Pedersen anbefaler bøger

En ordentlig eg på kaffebordet

Jens Blendstrup og Lejbach: Ege-ekspeditioner, udkommet ved Fuglsang Kunstmuseum, 2015

Jeg lægger ud med et citat: ”Her er en eg. Her er en vej. Her er et job. Her er et liv. Her er en eftertid. Her er en start. Her er en slutning. Her er en sol. Her er et glas med vand. Jeg har set verden fortynde.”

Ege-ekspeditioner er en kæmpe-coffee-table-bog. Den skal læses med en stor pude på maven til støtte. Det er en hyldest til egetræet. Endda med Google Earth-koordinater. Du lærer fx Valdemarsegen i Corselitze på Østfalster at kende – Danmarks største træ. 

Der er en blyantstegninger af billedkunstner Ole Lajbach til hvert prosastykke eller digt skrevet af Jens Blendstrup, som er en af mine yndlingsforfattere. Han har humor i alvoren. Og opfinder nye ordstillinger, så man griner og lever. Er den for stor til kufferten, vil jeg anbefale Blendstrups lille roman Gud taler ud (Rosinante, 2004), som barskt men kærligt handler om hans dominerende far. Det er en lille livsbibel. Simpelthen guddommelig læsning. 

Her lidt fra bogflappen: ”Gud bor i et parcelhus i Risskov med sin kone og deres fire sønner. Nu har den yngste af dem skrevet en roman om sin far. Det er blevet en bog, hvor Gud går igen på det groveste og tysteste.”

Se også: Fotos: Hallgrimskirken på Island

Hooked efter en enkelt historie

Bo Reinholdt: Øjets Purpur, udkommet hos Centrum, 1996

Den her har jeg netop lånt på biblioteket. Det er noveller og prosastykker. Jeg mødte forfatteren Bo Reinholdt til min seneste oplæsning, vi er begge på forlaget Escho. Og nu vil jeg lære hans bøger at kende. 

Allerede efter første historie Kamysen er jeg hooked. Den handler om drengen Gunnar og hans familie som er på vej på ferie: 

”Når han så på verden – rigtig så, var det gennem det røde glas.” 
”Mange dage hen på sommeren havde han stået med sit glas og bearbejdet verden.” 

Det er så smukt beskrevet, at jeg må tie. Bliver nødt til at skaffe bogen antikvarisk, så jeg kan strege de sætninger over, som jeg vil huske. Og læse igen og igen, når hjernen er klar til at blive fyldt med det smukkeste i verden, ord som ryster billeddatabasen.  

Et citat fra bagsideteksten rammer det hele ind:”Øjets purpur er en bog om billeder – fra dem vi opfatter og glemmer, til dem vi gemmer og atter drager frem”. 

Læs også: Læseferie: Jørgen Skov Sørensen anbefaler bøger

Tøj, musik og drenge i stærkt tidsportræt

Viv Albertine: Clothes, Clothes, Clothes, Music, Music, Music, Boys, Boys, Boys, udkommet hos Faber and Faber Ltd., 2014

En memoir om at vokse op som kvindelig musiker i sen-70ernes og 80ernes kaotiske London. Ærligt fortæller Viv Albertine fra pige-punk-gruppen The Slits (1976-1982) om sin ungdom i en tid, hvor hun fx ikke turde tage toget hjem til forstaden om natten i fare for at få tæsk for sit udseende. Hun overnattede hos venner og kærester. Mange af dem med navne kendt fra musikscenen: The Clash, Buzzcocks, Sex Pistols og flere. 

Bogen er også værd at læse for indblikket i en tidslomme via Vivs uprætentiøse beskrivelser af tøjvalg, koncerter, turneer, forældre, arbejderklassen og boligforhold. 

Der er noget at lære. For det handler altid om dem, der huskede at række en hånd ud. Og gav kærlighed, venskab, et måltid mad, en togbillet, en druktur, en guitarstreng, en smøg eller en seng at sove i. Minderne kredser om dem, der gav og prøver at glemme at være bitter på dem, der skred i svinget eller ikke opførte sig ordentligt. Et stærkt portræt af en tid med mange muligheder, men også udpræget fattigdom.

Hør bare her: ”Every cell in my body was steeped in music, but it never occurred to me that I could be in a band, not in a million years - why would it? Who’d done it before me? There was no one I could identify with. No girls played electric guitar. Especially not ordinary girls like me.”

Læs mere om Lulu Maries bog I kræets top bor en storm og hendes andre udgivelser på Dansk Forfatterforenings hjemmeside

Tags: