Læseferie: Signe Malene Berg anbefaler bøger

signe_malene_berg.jpg

Signe Malene Berg er præst ved Natkirken i Københavns Domkirke. Foto: Sille Arendt 2014
Signe Malene Berg er præst ved Natkirken i Københavns Domkirke. Foto: Sille Arendt 2014
For mange er sommertid lig med læsetid. Her anbefaler præst ved Natkirken i Københavns Domkirke Signe Malene Berg fire bøger, som det er værd at kaste sig over i solen eller sommerregnen
Lars Erik Franks billede
af Lars Erik Frank (Digital redaktør)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

For mange er ferietid lig med læsetid. Henover sommeren vil forskellige personer med stor læselyst her på siden anbefale både nye og gamle titler - bøger, som de mener, det er værd at kaste sig over på stranden, i haven, i toget, i lufthavnen eller en god stol i sommerhuset.

Herunder kommer der gode bud på bøger til sommerlæsningen fra Signe Malene Berg, der er præst ved Natkirken i Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke.

Råt, usentimentalt og vildt smukt

Ingvild H. Rishøi: Vinternoveller. Oversat af Jannie Jensen.

Udgivet på BATZER & CO i 2015.

Eventyr for voksne, har man kaldt den norske forfatter Ingvild H. Rishøi’s novellesamlinger, hvor Vinternoveller er hendes tredje. Man sluger dem med deres hudløse realisme og impressionistiske stil. Man græder, går med og får håb. Rishøi skriver om de svageste, dem, som politikerne siger, ligger samfundet til byrde. I Vinternoveller får de ikke bare stemme, man får dem helt ind under huden, mærker dem til marven. Det, de bærer på, mutters alene. Uden at det af den grund bliver sovset til i forklaringer og psykologiseringer.

Vinternoveller består af tre noveller, en kort og to lange, som alle tre har barnet som omdrejningspunkt. Det er hjerteskærende fortællinger om udsatte voksne, der på hver deres forpjuskede kejtede facon forsøger at beskytte det barn, de har fået ansvar for.

Vi hører om den enlige mor, der en kold decemberdag henter sin femårige datter i børnehaven. De har tres kroner til resten af weekenden, så de går hjem for at spare busbilletten på femogfyrre kroner. Midtvejs tisser datteren i bukserne og samtidig står en tigger, som datteren vil give penge til. Småpenge er ikke bare småpenge.

I den næste af novellerne møder vi faderen, der har været i fængsel og nu skal have sin søn på besøg. Faderen ønsker så inderligt at gøre det rigtige, men det ramler for ham, da han skal købe en pude til sønnen og i butikken bliver stillet over for alle de valgmuligheder, et sådan køb indebærer.

Og vi følger i den sidste af historierne en syttenårig storesøster, som med sine to mindre halvsøskende i hånden flygter ud i vinterens bidende kulde for at passe på dem. De vil gå under uden hende, men nu vil børneværnet tage hende med sig og skille dem fra hinanden. ’Min frelsende engel’ havde moderen kaldt hende som lille og det er engle, Rishøi også giver os. I skikkelse af helt almindelige mennesker af kød og blod som du og jeg. Der er kærlighed og omsorg ikke bare mellem de voksne og børnene, men også mellem voksne. Godheden findes og gør en forskel. Der findes mennesker, der griber ind der, hvor alt er tabt. Det er blot venligheder, så små handlinger egentlig, at man som læser efter læsningen sidder og tænker: det kunne jo faktisk have været mig, der gjorde det samme.

LÆS OGSÅ: Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen anbefaler bøger til sommerlæsningen

Moulin Rouge i sort udgave

Theis Ørntoft, Digte 2014

Udgivet på Gyldendal i 2014.

I musicalfilmen Moulin Rouge fra 2001 bliver man fra første sekund af blæst omkuld. Og rejser sig sådan set ikke igen før rulleteksterne for længst er overstået. Man rives med og væltes over ende, suges ind i et farvestrålende aktivitetsniveau på grænsen til det groteske. Sådan er Theis Ørntofts Digte 2014. Bare i sort. Som i følgende strofer i kapitlet ’Bølger’, hvor jeg-stemmen takker: 

”/tak til rigsadvokaten der voldtog min mormor/
så der kom lidt jura i min dna/
tak til trafikulykker, medicin og tab, små tab/
uden jer ville jeg ikke være den jeg er/”

Så er der serveret. Man skulle ikke tro, der kunne være så meget livskraft og saft i desillusion og træthed over tingenes tilstand, over den politiske diskurs og vækstideologien. Men det er der. Det er en hvirvelvind af håbløshed og humor, man bliver fanger ind af og man når nærmest ikke at trække vejret, før denne lille sorte dystre sag er læst færdig og man er kastet på land, ør og rundtosset og hvad var det lige, der skete der? Trækker vejret dybt ti gange. Og dykker så ned igen. Tager en tur mere med ordene, der er i vild mutation, smelter sammen og ræser afsted. Forsiden er sort med en hvid cirkel, - jeg får associationer til en solformørkelse.

Theis Ørntoft siger selv, at han med 2014 ville finde ud af, om det er muligt for mennesket – eller for sproget – at befinde sig i en håbløs tilstand. Og han fandt ud af, at det for ham var umuligt at skrive fra dette håbløse sted. Sproget begynder at bevæge sig. Ligesom man som menneske kan have svært ved, ja umuligt ved, at blive ved med at stå stille, når man først står op. Fødderne, benene, begynder at ville bevæge sig, får uro i sig. Hos Ørntoft er det humoren, der sætter ind og hvirvler de sorte blade op.

Der står ’apokalypse’ og ’samfund er døde’ i digtene, og det er der rigtig meget gang i. Vi bliver godt og grundigt rusket igennem med håbløshed. Når der intet håb er, sker der noget, om end det sker på en anderledes måde end ventet. Død er ikke kun destruktionens sted, det er også forvandlingens sted. Med 2014 er vi i fuld fart med kurs mod håbet. 

At leve langsomt gående

Frédéric Gros: gå! En filosofisk fodrejse. Oversat af Lars Bonnevie.

Udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag i 2015.

Frédéric Gros er filosofiprofessor og vandrer i Paris om natten, helst mellem klokken to og tre om morgenen. For som han siger: ”Paris er en af verdens bedste byer til nattevandringer. Der er næsten ingen mennesker på det tidspunkt, og særligt områderne omkring Seinen har en masse gamle smågader, som er enestående.” I 2009 skrev han en bog om det. Om at leve sit liv langsomt gående, helt bogstaveligt på vandring.

Bogen er her i 2015 udkommet på dansk. Vandring er det bedste, man har fundet på for at sætte farten ned, indleder han. Og hylder gennem en 200 siders filosofisk vandring fra antikken til nu langsomheden, det enkle liv og glæden ved de små ting. Uden de sædvanlige klicheer og pegen fingre af det liv, der leves af os mere stillestående postmoderne, der har et sygeligt forhold til krop og skærm, til endelighed og uperfekthed. For det er der ingen tvivl om, at det mener Gros, vi har.

Civilisationskritikken er der, men på den der måde med nåde, hvor man kan holde det ud uden at gå i krig, tværtimod formår han at begejstre og inspirere i sin skildring af de digtere og tænkere, der op gennem historien har tænkt hver tanke i gående tilstand – i den cirkel, der opstår, når man går og går i ét. Natur og væren møder krop, sjæl og ånd – og smelter sammen. Det skete for bl.a. Nietzche, Kierkegaard, Kant, Thoreau, Rousseau, Gandhi og flere – vi hører om dem alle sammen og bliver klogere.

At gå bevæger mennesket åndeligt, så ligetil er det, siger Gros. Vandring er trist og monoton, men aldrig kedelig, argumenterer han. Man kan i lykkelige øjeblikke glemme sig selv såvel som man kan blive sig selv. Vandring kan forandre og har gjort det gennem tiden. Som han siger: ”Vandrere er farlige. Tænk på de græske kynikere, Mahatma Gandhis saltmarcher, formand Mao eller Martin Luther Kings marcher. Vandrerne er mindre føjelige. Den første forfatter, der skrev et filosofisk skrift om vandring, var også den første, der skrev afhandling om civil ulydighed: amerikaneren Henry David Thoreau.”

Vi skal ud af fjerene, op at stå, ud at gå. For det er gennem at gå, vi finder virkeligheden.Jeg skal prøve at huske det, når jeg lige om lidt ligger og solbader i al min kropslige og mentale ladhed på solkysten og kun skal tænke på at gå op efter endnu en is.   

Mystik og vanvid

Mara Lee: Future perfect. Oversat af Camilla Christensen.

Udgivet på Rosinante i 2015.

Den sidste bog, jeg vil anbefale er en, jeg ikke selv har læst endnu. Det er den, jeg selv agter at tage med mig på ferie. Den skulle efter sigende være mere vild end smuk. Det er ’Future perfect’ af Mara Lee, hendes tredje roman på dansk.

Mara Lee er født i 1972 og er sydkoreansk adoptivbarn fra Skåne. Det er fra erfaringerne og livet der, hun henter sit stof, og hun er kendt for en rap tunge og feministisk mod til at udstille seksualitet, pubertet, magtstrukturer og et benhårdt, sårbart pigeliv.

Mara Lee har det med både at kunne afklæde, favne og forsvare det anderledes på samme gang, hvad hun også gør i denne roman. Vi møder fire umage menneskesjæle, af normalsamfundet stemplet som afvigere: mor Dora, syerske og forfører, skør og skøn, alt for klog og ikke rigtig klog. Hendes yngste søn Trip og hans legeveninde Chandra. Dertil den knortede skikkelse Lex, Trips storebror, som lider under ikke selv at ville, at turde være anderledes og derfor er langt mindre set og elsket af den attråede mor. Det er deres liv i hinanden, vi drages ind i og følger i en blanding af mystik og vanvid og med normalitetens ubønhørlige ånde lige i nakken.

LÆS OGSÅ: Boganbefalinger til sommeren fra teologistuderende Louise Dixen Hansen

Tags: