Liv & Lys - prædikener af Anne Vig Skoven

anne_vig_855x485.jpg

Anne Vig Skoven (1958-2013) var sognepræst ved Esajas Kirke på Østerbro. 21. maj udkommer et udvalg af hendes prædikener under titlen Liv & Lys.
Anne Vig Skoven (1958-2013) var sognepræst ved Esajas Kirke på Østerbro. 21. maj udkommer et udvalg af hendes prædikener under titlen Liv & Lys.
'Vend dig om, se dig tilbage, så du ser dig selv – og Gud, der står bag dig. Tænk. Lad være med bare at flyde med, for det er ikke bevægelse. Vend dig om igen, lad fremtiden komme dig i møde', hedder det i denne St. Bededags-prædiken af Anne Vig Skoven, som døde sidste år. Nu udgives et udvalg af hendes prædikener.

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!

Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.

(Matt 3,1-10)

I de dage træder Johannes Døber frem ... sådan introducerer Matthæus Johannes Døberen i sin fortælling. Som om han pludselig dukker frem af ørkendisen. I det ene øjeblik er der ingen – i det næste står Johannes Døber der i levende live og fuldt profetudstyr, kamelhårstøj og læderbælte, og lever af græshopper og vildhonning.

Dukker han bare sådan op ud af det blå? Kommer han virkelig ingen steder fra? Jo, det gør han. Han kommer fra en bog. Han kommer fra profeten Esajas’ bog, fortæller Matthæus. Profeten Esajas talte om en, der råber i ørkenen, og her står han så – Johannes Råberen, Johannes Døberen.

Hans tilsynekomst går ikke upåagtet hen. Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen rejser ud i ørkenen til ham. (For os er de områder blot en plet på verdenskortet, men der er faktisk tale om en massebevægelse – en hel nation, der pludselig drages af dette nye råbende midtpunkt. Ligesom hvis befolkningen fra København og fra hele Sjælland og fra hele Jylland rejste over til Gudenåen).

Bøn er en bevægelse ud af os selv, så vi ikke bliver ved med at rotere rundt derinde.

Alle disse mennesker rejser ud i ørkenen for at høre, hvad det er, han råber. De forstår, at Johannes er en herold, en der kommer for at melde en andens ankomst. Hvem er det da, der kommer? Da de kommer derud, kan de høre det: Det er Himmeriget, der kommer.

Faktisk er det næsten kommet. ”Omvend jer,” råber Johannes til den store menneskemængde dér i ørkenen. ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”

Hvad er det, de skal vende sig om imod? Hvad vil de vende sig væk fra, når de vender sig om?

Fortællingen er fuld af bevægelser: Johannes, der rejser sig fra Esajasbogen og bevæger sig til Jordanfloden, menneskemængden der sættes i bevægelse, bort fra det nationale og religiøse centrum, Jerusalem, og ud til Johannes i ørkenen, Himmeriget der bevæger sig nærmere, og omvendelsens bevægelse: fra et orienteringspunkt til et andet.

Anne Vig Skoven
Liv & Lys. Prædikener
196 sider, 199 kr.
Anis

Udkommer onsdag d. 21. maj 2014

Men midt i denne roterende svimmelhed er der nogle, der ikke lader sig bevæge. Øgleynglen. For i enhver god fortælling er der altid nogle skurke – nogle, der ikke vil det, de skal. Og de er også her, i ørkenen, ved Jordanflodens bred. De vil blive stående, hvor de står, for der står de godt, synes de. De er dog kommet helt derud, de vil også gerne døbes, men værre er det vel heller ikke?

De er jo trods alt Abrahams børn. Det kan Råberen vel ikke nægte dem. Øgleynglen det er farisæerne og saddukæerne, og især de første har evangelisten Matthæus et horn i siden på. De er overbevist om, at hvis de ellers bare fortsætter med at gøre alt det, de mener, Gud vil have, de skal gøre, så skal det nok gå. Forståeligt nok. Men det er ikke nok for Johannes Døberen.

Efter dette øjebliks stilstand starter bevægelsen igen. For stilstand er ikke evighed. Stilstand er den økse, der ligger ved træets fod. Stilstand er nemlig en bevægelse i den forkerte retning. Stilstand er flugt; stilstand betyder, at det er vreden, der kommer i stedet for. Stilstand sætter øksens bevægelse i gang.

Johannes er over dem som en høg. Tror I, I kan flygte? spørger han. Nej, hvorfor skulle de dog det, tænker de nok. De er klar. Himmeriget kan bare komme an. Det kender vel Abrahams børn, når det ser dem.

Men der tager de fejl. Abrahams børn er nemlig ikke en adelsslægt, hvor formuen går i arv. Abrahams børn er hvert eneste menneske, der vender sig om og ser tilbage. Og som derpå bærer frugt. Det er ikke nok bare at vende sig om, siger Johannes. Det gjorde også Lots hustru, dengang Sodoma og Gomorra blev ødelagt, og hun blev til en stenstøtte. Nej, bevægelsen skal ikke standses, men føres videre, der skal sættes frugt, bæres frugt. Træerne vokser ikke ind i himlen, hvis ikke de bærer frugt, siger Johannes.

Men hvad er det for noget med al den bevægelse? Gud er bevægelse. Gud har bevæget sig fra himlen til jorden. I Jesus Kristus og i Helligånden. Guds kærlighed er en bevægelse fra himlen mod jorden. Grundtvig taler om ”den levende Gud” og ”det levende Ord”. Det er en Gud, der involverer sig, blander sig.

Tal med Gud af og til. Lyt til ham. Gud står både bagved dig, ved siden af dig og foran dig.

Det hænder, at vi opdager det. At vi på uforklarlig vis oplever det, som om en usynlig hånd reder trådene ud for os. Det hænder, at vi, når vi beder, rejser os igen med en ny klarhed, eller med nyt mod, ny styrke. Gud vil ikke vores undergang. Han vil ikke, at vi skal slås ud af den modgang og lidelse, vi kommer ud for.

Han vil heller ikke, at vi skal stivne i mistro, snæversyn og selvfedme. Men det kræver altså også noget af os. Nemlig, at vi vender os om, ser tilbage på os selv. Selvrefleksion er også bevægelse – nemlig inden i os selv. Og enhver god bøn indeholder et moment af selvrefleksion under fire øjne, i samtale med Gud. Bøn er en bevægelse ud af os selv, så vi ikke bliver ved med at rotere rundt derinde.

Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær! Ørkenråbet gælder også jer. Vend dig om, se dig tilbage, så du ser dig selv – og Gud, der står bag dig. Tænk. Lad være med bare at flyde med, for det er ikke bevægelse. Vend dig om igen, lad fremtiden komme dig i møde. Spil efter gehør. Spil din egen sang, den der kommer fra dit eget, levende hjerte.

Frys ikke fast i andres forventninger. Håb. Men forvent ikke, at det er dig, der planlægger alt, hvad der skal ske. Tal med Gud af og til. Lyt til ham. Gud står både bagved dig, ved siden af dig og foran dig.

Tags: