Livet mellem husene

Bydelen Tingbjerg er både berømt og berygtet og opført i den socialdemokratiske ånd, som har præget københavnsk politik i over 100 år. Mød kommunalpolitiker Jesper Christensen og salmedigter Hans Anker Jørgensen, der begge har et forhold til området i byens nordvestlige udkant.

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tilbage i 1950’erne blev boligområdet Tingbjerg planlagt som en socialdemokratisk mønsterby, der skulle være med til at afhjælpe boligmanglen i hovedstaden. Folk skulle ud af de faldefærdige slumbygninger i indre by og ud i det nye flotte byggeri, der blev bygget på bare marker 10 kilometer fra Rådhuspladsen. Her var der vand, el og masser af lys og luft.

Københavnerånd

Artiklen er også udgivet i DEBATmagasinet fra Københavns Stift, der i 2018 sætter fokus på ånden i København.

Der var dog ikke kun tænkt på mursten og veje, men også på livet mellem husene. Og det var dette liv, der var en væsentlig del af den særlige ånd, der herskede i mange år i Tingbjerg.

Det store boligområde, der ligger omkranset af Utterslev Mose og Vestvolden, er i dag mest kendt for bandekonflikt, skyderier og socialt armod- Tingbjerg er – som det lyder i en rapport fra Københavns Kommune fra 2012 – ”præget af fattigdom, arbejdsløshed, dårlig sundhed, kriminalitet, et dårligt image”

Boligområdet var dog fra starten planlagt som et sted, hvor der skulle være liv mellem husene. Således skrev den danske arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen tilbage i 1963 om den mønsterby, han havde tegnet:

”Mennesket er først og fremmest et selskabeligt væsen, og for at den enkelte skal kunne udvikle sig, må han føle sig i kontakt med andre, lære af andre, påvirkes og påvirke andre.” Beboerne skulle danne naboskaber, og det krævede luft, rum og naturlige mødesteder, såsom et handelsstrøg og legepladser. Det krævede også institutioner, skoler og ikke mindst en kirke, ”der også har funktioner ud over søndagen”, som Rasmussen beskriver det og derefter tilføjer: ”Kirken er ikke længere den centrale bygning og slet ikke den dominerende, men den er stadig en del af byen.”

En anden ting, som den tidligere professor på Kunstakademiets arkitektskole lagde vægt på, var, at der var byrum til mennesker i alle aldre: spædbørn, børn, unge, voksne og ældre. Og Rasmussen var ganske optimistisk i forhold til Tingbjergs fremtid, for boligområdet ”har en så smuk beliggenhed og er så gunstigt placeret i forhold til byens centrum, at man let skulle kunne få beboere af mange forskellige professioner derud”.

Tingbjerg er stadig smukt beliggende, men det har vist sig svært at lokke nye beboere ud til mønsterbyen i Brønshøj. Det skyldes blandt andet Tingbjergs ry som en ghetto præget af fattigdom, vold og sociale problemer. 

Ensartetheden gjorde tryg

Men har der nogensinde været et liv mellem husene i Tingbjerg? Ja, siger Jesper Christensen, der har været aktiv i københavnsk kommunalpolitik i mange år, blandt andet som socialborgmester.

Han har boet i Tingbjerg hele sit liv. Og ifølge ham har livet mellem husene »været en forudsætning for, at Tingbjerg i sine velmagtsdage har klaret sig så godt og har været så attraktivt, som jeg synes, det har været.«  

Det handlede blandt andet om de relationer, der blev skabt mellem beboerne, hvis baggrund ofte var den samme: »Der flyttede nogle mennesker ind, som var meget ens, kom fra de samme steder, havde de samme drømme, håb og forventninger,« siger Jesper Christensen.

Ensartetheden mærkede den socialdemokratiske politiker i sin opvækst: 

»Jeg synes, at min egen opvækst har været både tryg og rar på grund af ensartetheden. Mødrene kendte hinanden. De mødtes i vaskekældrene. De talte sammen. De kom i de samme foreninger, så der var jo en høj grad af fællesskab.« 

Og dette fællesskab blev understøttet af det store engagement blandt beboerne: 

»Det, at der var nogen, der gik forrest og tog nogle af slåskampene og interesserede sig for det sociale liv, har været en ekstrem styrke for Tingbjerg. En by er jo ikke bare et sted, man bor; det er ikke bare nogle huse; nej, en by er først og fremmest det liv, vi har med hinanden. Tingbjerg var jo netop bygget med de her rum, hvor der var plads til leg og liv mellem husene.«

Der er ingen tvivl om, at Jesper Christensen sætter pris på arkitekt Steen Eiler Rasmussens visioner for boligområdet, der var tænkt og tegnet ind i byggeriet:

»Der var en rummelighed, der stort set kunne bruges til alt. Der var en natur midt i byen, hvor alt stort set kunne lade sig gøre, og hvor man kunne fantasere sig til hvad som helst. Det tror jeg, var en stor værdi.« 

Dette skabte også fællesskab – mellem børnene og mellem deres forældre. 

Det at bruge et helt boligområde som et gidsel i en politisk diskussion, det synes jeg, er ærgerligt. - Jesper Christensen

Ordet fællesskab bruger Jesper Christensen i det hele taget flere gange, når han passioneret beskriver sin barndom i Tingbjerg, hvor der var en række traditioner, såsom fastelavnsfest, juletræsfest, sankthansfest, der var store trækplastre, og som netop understøttede fællesskabet, idet man oplevede at have noget sammen.

Byggeriet var også præget af den socialdemokratiske bolig- og socialpolitik, for når »der bor 12.000 mennesker i et område bygget på bar mark af Københavns Kommune som et mønsterområde, så er det jo et ærkeeksempel på den bolig- og socialpolitik, der var på det tidspunkt, og bærer derfor noget af den identitet med sig,« som Jesper Christensen formulerer det.

Fællesskaber og socialt pres

Men Tingbjerg, der er klassificeret som en bebyggelse med høj bevaringsværdi, har ændret sig siden Jesper Christensens barndom og ungdom. Nye befolkningsgrupper er rykket ind, og andre er flyttet ud. Fællesskaberne finder man dog stadig: 

»Jeg oplever heldigvis nye fællesskaber blandt de nye beboere, der er kommet. Nye fællesinteresser og nye traditioner.«

 

Men disse forandringer oplever andre bydele også ifølge socialborgmesteren, der peger på Vesterbro som et godt eksempel. Denne bydel var for bare få år tilbage noget helt andet, end den er i dag, men har alligevel i hans øjne forstået at bevare et miks og en stærk solidaritetsfølelse. 

Generelt oplever Jesper Christensen et stort ønske om fællesskaber i hovedstaden: 

»Både København og Tingbjerg har lysten til et stærkt fællesskab, også selvom dette fællesskab ikke altid er så nemt og selvfølgeligt, og også selvom det bliver udfordret af sprogbarrierer og forskellige kulturelle baggrunde, der mødes med de udfordringer, det giver,« siger Jesper Christensen.

Udfordringer har Tingbjerg haft masser af, særligt socialt. Området har været presset. Og dette pres skyldtes ifølge Jesper Christensen ikke Tingbjerg selv: 

»Det er ikke nok at sige: ’Vi byggede Tingbjerg fra 1957 til 1970. Nu er den der.’ Hvordan er det, man med bolig- og anvisningspolitik sørger for, hvem det er, der bor der? Hvornår tipper balancen? Der har Tingbjerg været udsat for et pres,« siger Jesper Christensen.

Det sociale pres på bydelen mærkede salmedigter Hans Anker Jørgensen i 1980’erne, hvor han var sognepræst i Tingbjerg Kirke. Et eksempel står særlig klart for ham. Til en gudstjeneste sang de en salme, hvor et af versene lyder således:

”Herre, fordi du/var hos de pinte her/var hos de dømte,/ved vi, at ingen ensomhed findes mer’.”

En kirkegænger kom over til præsten og sagde: »Hans Anker, det kan vi da ikke synge! At ingen ensomhed findes mere! Du har lige begravet en mand, der har ligget død i sin lejlighed i 18 måneder, før han blev fundet.«

Et af de hyppige sociale problemer i Tingbjerg var alkoholisme. 

»Man så druk på gaden. Det oplevede folk i Tingbjerg,« mindes Hans Anker og citerer fra sin salme ”Morgensang”: 

»En dranker ta’r en dram i morgendisen. En langtidsledig venter på avisen. Nu føler mange sig som små fortabte reservedele i et stort maskineri, som Fanden skabte.«

Men, understreger han, Tingbjerg var også relationer. Det kunne man blandt andet mærke i bussen: 

»I bus 8, der kørte mellem Christianshavn og Tingbjerg, blev der snakket mere og mere mellem folk, når man kom ud mod Tingbjerg. Det var hjem til landsbyen-bussen«

Bandekonflikt og politisk gidsel 

I dag er det mere bandekonflikten, der fylder, når talen falder på Tingbjerg. I 2013 blev det midt under den verserende konflikt foreslået, at der skulle bygges en politistation i bydelen, men, siger Jesper Christensen:

»Diskussionen om politistationen er jo ikke ny. I 1974 diskuterede man det også. Men alle de unge dengang var jo ærkedanske, og deres forældre var det samme, så disse diskussioner har der altid været.«

Det er ikke nok med en vej eller noget belysning på en sti. Først og fremmest handler det om, hvordan vi lever med hinanden. - Jesper Christensen

Beskrivelserne af Tingbjerg som bandekonfliktens arnested og som en social ghetto er i det hele taget problematisk: 

»Det at bruge et helt boligområde som et gidsel i en politisk diskussion, det synes jeg, er ærgerligt. Der synes jeg, at man har et ansvar på det politiske niveau i forhold til at være nuanceret. Folk føler sig jo stemplede,« siger Jesper Christensen.

Behovet for et mere nuanceret syn på Tingbjerg – og dets beboere – fremgår også af en kommunal helhedsplan for boligområdet, hvori der står, at ”områdets image udadtil smitter af på beboernes selvopfattelse og skaber utryghed. Nogle beboere føler, at deres boligområde er en direkte barriere i deres jobsøgning, og mange føler, at de er nødt til at forklare og forsvare sig, når de skal fortælle, at de bor i Tingbjerg,” og at der derfor er ”brug for en fortsat proaktiv pressestrategi, som skal formidle et mere nuanceret og retvisende billede af bydelen”, som det hedder i rapporten.

Menneskerne i vores opgang

Tingbjerg har altså i de seneste år været udfordret af sociale forhold, men også af det billede, som bliver fremmanet i medierne af bydelen. Og hvad gør det ved livet mellem husene? Forsvinder det? Ja, medmindre man får brudt de tabuer, der hæmmer relationer, og dermed livet mellem husene. Det er naivt at tro, at byplanlægning og arkitektur alene kan klare problemerne. Det handler nemlig ikke kun om bygninger, infrastruktur og indfaldsveje, men i lige så høj grad om tillid: 

»Når relationer bliver udfordret af samfundsudviklingen, så er det, vi skal være gode til at passe på dem og understøtte dem. Det er ikke nok med en vej eller noget belysning på en sti. Først og fremmest handler det om, hvordan vi lever med hinanden og om vores tillid til hinanden; om man tør ringe på hos naboen, hvis man er i tvivl, om vedkommende har en psykisk lidelse. Hvad gør man så? Ringer man til politiet, eller ringer man på døren? Det handler jo også om at få brudt nogle af de der tabuer,« siger Jesper Christensen.

Og det er helt nødvendigt, at tabuerne bliver brudt, hvis et område som Tingbjerg skal ind i en positiv udvikling igen, mener den socialdemokratiske politiker: 

»For at det skal lykkes, for at et område som Tingbjerg – og en by som København – hvor vi bor rigtig tæt, er relationerne, og hvordan vi har det med menneskerne i vores opgang, vigtige. Om man hilser på hinanden. Om det er hjemmeplejen, der skal finde en, der har ligget død i en lejlighed i alt for lang tid, eller om det sådan set er os selv, fordi vi kerer os om hinanden. Der synes jeg, at vi lever i en tid – måske også på baggrund af en krise – hvor nysgerrigheden for hinanden og følelsen af ansvar over for hinanden heldigvis vokser lidt. Både Tingbjerg og København rummer nogle mennesker, som virkelig tager på sig at bære det ansvar, at vi gerne vil være en by, hvor vi kan være sammen med hinanden,« siger Jesper Christensen.

Hvor bliver livet af?

Jesper Christensen mener også, at andre byområder og kvarterer rent faktisk kan lære af Tingbjerg, for eksempel de nye bydele på Amager: 

»Ørestaden er jo også omdiskuteret, for hvor bliver livet af? Jamen livet kommer jo først, når der er mennesker nok, der laver noget med hinanden,« siger han med henvisning til Tingbjerg, der var og er rig på mennesker, der ønsker at lave noget med hinanden. 

»I Tingbjerg har der været mennesker, som syntes, det var fantastisk at have en frimærkeklub eller en amatørradioklub, og som dermed kunne understøtte et stærkt fællesskab og et stærkt liv mellem husene. Det er jo først og fremmest menneskerne, der bor der, der skal finde disse fællesskaber.«

Fællesskaber er vigtige for Jesper Christensen, Hans Anker Jørgensen – ligesom de er det for Muhammed, Peter, Ulla og Aisha – for fællesskaberne og relationerne er med til at skabe det, der er København og byens ånd, nemlig livet mellem husene. Mellem husene, der ligger på Nørrebrogade, Gothersgade, Gråbrødre Torv, Vesterbrogade, Nansensgade og ikke mindst Arkaderne i Tingbjerg. Livet mellem husene.

Fakta: Jesper Christensen og Hans Anker Jørgensen

  • Jesper Christensen (født 1962) er født og opvokset i Tingbjerg. Han blev først valgt til Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet i 2001, har tidligere siddet i socialborgmesterstolen. I 1985 var Jesper Christensen med til at starte en af de første lokale tv-stationer, hvilket også foregik i Tingbjerg, hvor programmerne blev produceret sammen med børn og unge fra området. Siden arbejdede han med it og regnskab, blandt andet i Foreningen Socialt Boligbyggeris Ungdomsklubber.
  • Hans Anker Jørgensen (født 1945 i Kongens Tisted i Himmerland) er vokset op i Vallekilde i Odsherred. Han studerede ved Det Teologiske Fakultet, København, hvorfra han blev cand.theol. i 1974. Han har været ansat som præst ved flere københavnske kirker, blandt andet Tingbjerg Kirke 1983-1991 og Hans Tausens Kirke på Islands Brygge 1994-2004. Hans Anker Jørgensen har skrevet tekster til flere salmer, heriblandt ”Du, som gir os liv og gør os glade” fra 1982 og ”Se, hvilket menneske” fra 1987.

Tags: