Mads Axelsen: »Frihed er også at lære at sige fra«

Mads Axelsen

Mads Axelsen er vært på Det Elektriske Barometer på P3 - et arbejde, hvor han finder stor frihed, selvom han skal blotte sig over for lytterne. Foto: Mathias Bojesen
Mads Axelsen er vært på Det Elektriske Barometer på P3 - et arbejde, hvor han finder stor frihed, selvom han skal blotte sig over for lytterne. Foto: Mathias Bojesen
P3-værten Mads Axelsen finder frihed i at kunne definere sig selv. Trods tvivl, frygt og risikoen for at falde undervejs
Lars Erik Franks billede
af Lars Erik Frank (Digital redaktør)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvordan definerer du frihed?

“Frihed for mig er selv at kunne definere, hvem jeg har lyst til at være og elske, hvordan jeg ser ud og hvad jeg arbejder med. Det er muligheden for at danne mit eget liv og min identitet.

Frihed er også at lære at sige fra, glemme andres forventninger, og tage ansvar for mine beslutninger, også selvom jeg falder undervejs.

Jeg valgte at droppe ud af 2.G og flytte til Aarhus for at arbejde i en tøjbutik og få tid til at gå i byen og til koncerter. Uddannelse var noget, man bare gjorde i Thisted, hvor jeg kommer fra. Men jeg følte mig ufri og er glad for, at jeg vandt over min tvivl og frygt og gjorde det.”

Frihed for mig er selv at kunne definere, hvem jeg har lyst til at være og elske.

Hvornår oplever du friheden?

“I mit arbejde faktisk. Her formidler jeg musik til rigtig mange mennesker gennem mine egne og personlige historier.

Det gør jeg fx på Det Elektriske Barometer, hvor jeg har frihed til at vælge de nye numre ud, som måske kommer på listen. Musik er så følelsesmæssigt og personligt, og min opgave er at give noget af mig selv og fortælle min historie om, hvorfor en sang er værd at høre. Der er en enorm frihed i at få lov til at blotte mig på den måde. “

Hvad er du bundet af?

“Mit job er forbundet med et stort ansvar over for dem, der lytter med. De har meninger og forventninger, men det er et pres, jeg gerne tager på mig.

Det højner min arbejdsmoral, og giver mig lyst til at sige: ”Det her kan jeg sgu godt klare.” Også selvom det er krævende at skulle levere hver gang og finde ud af at gøre musikken – og ikke mig – til stjernen i programmerne.“

Læs også: Josefine Winding: Frihed og fællesskab skaber engagement

Hvornår er du mest fri?

“Den mest unikke frihedsfølelse, jeg har haft, var i toget den dag, da jeg flyttede fra Aarhus til København. Jeg sitrede og havde kvalme af forventninger og nervøsitet. Men jeg var alligevel fuldstændigt fri, fordi storbyen med et kulturelt pulserende liv var mit eget valg og jeg gik efter min drøm.“

DEBATmagasinet: Friheden flyver 

Artiklen stammer fra DEBATmagasinet, som Københavns Stift – folkekirken i København – udgiver en gang om året. 

Med undertitlen ”Friheden flyver” stiller DEBATmagasinet i 2015 skarpt på begrebet frihed. Det belyses gennem artikler og interviews med markante personligheder og meningsdannere som musikeren Kristian Leth, samfundsdebattøren Eva Selsing, juristen Jacob Mchangama og fodboldspilleren William Kvist.

Læs DEBATmagasinet ”Friheden flyver” i en online version her

Tags: