Mads Geertsen: »I det store billede kan Gud gøre folk modige«

skuespiller_mads_geertsen_ogsaa_kendt_som_onkel_reje._foto_anne_mie_dreves.jpg

Skuespiller Mads Geersten er også kendt som børne-tv-figuren Onkel Reje. Foto: Anne Mie Dreves
Skuespiller Mads Geersten er også kendt som børne-tv-figuren Onkel Reje. Foto: Anne Mie Dreves
Som børnetv-figuren Onkel Reje hopper han ned fra høje ting og tør at gå klædt i lyserødt. Men er skuespiller Mads Geertsen selv modig? Hvem indgyder ham mod, og hvornår svigter det ham?
Elsebeth Grummesgaard Gjesings billede
af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvad er mod for dig?

I den klassiske definition er mod den maskuline dyd, som mænd bliver konfronteret med, om de har eller ej: rejse sig op for noget, sige fra og handle. Det modsatte er fejhed, at se væk, når man burde have grebet ind. Så er der også dag til dag-modet, der handler om, hvad man tør med sit liv – tager man de nemme løsninger? I mit arbejde prøver jeg at opfordre børn til at turde noget og tage de knubs, der følger med.

Hvornår har du været mest modig?

Jeg har aldrig været stor og stærk, så jeg er mest modig, når jeg stiller mig op og blamerer mig og sætter min røv i klaskehøjde. Onkel Reje er mere modig end mig, han hopper ned fra de højeste ting, og han tør også gå i lyserødt og med bar numse, så det handler ikke kun om maskulinitet, men også om køn og handlekraft.

Hvem eller hvad indgyder dig mod?

Mine børn sætter mig jævnligt i situationer, hvor jeg må mande mig op. Mit arbejde indgyder mig også mod, når jeg skal lave noget, jeg ikke helt ved, om jeg kan. Det er lysten til at præstere og få den der ”tapperhedsmedalje” og anerkendelse. I det store billede kan Gud gøre folk modige på en god måde, give nogle holdepunkter, man står på mål for, fordi de er indiskutable. De værdier er ved at erodere i samfundet, hvor mod i dag ikke er funderet i noget fælles, men i ens egne grænser. Det private fylder med ’jeg føler’ i stedet for ’jeg mener’.

Hvornår har dit mod svigtet?

På byture har jeg sjældent haft mod til at stikke snotten frem, når nogen var aggressive. En af de få gange, hvor jeg svarede igen, fik jeg bøllebank ved højlys dag af nogle fulde fiskere, der væltede ud af en Mercedes.

Hvem er modig?

Mønsterbrydere, der kæmper sig op fra bunden mod alle odds, har jeg meget stor sympati for. Min søns mor er sådan en. Hun boede på børnehjem, men fandt selv en plejefamilie, hun kunne være hos, og som fik fat i hende, så hun fik fat i sig selv.

Hvad ville du gøre, hvis du havde modet til det?

Blive stærk og slås, gå ud og i byen og tæske nogen. Altså ikke nogen sagesløse, men være sådan en superhelt, der beskytter de svage.

DEBATmagasinet 2019

Interviewet med Mads Geersten er også udgivet i det årlige DEBATmagasin fra Københavns Stift, der i 2019-udgaven har mod som tema.

Vi udgiver løbende indhold fra magasinet her på siden. Du kan finde det i en online-version her, eller hente et trykt eksemplar i  Københavns Stift, Nørregade 11, i tidsrummet kl. 10-14 på alle hverdage.

 
 

Tags: