Malerkunst og musik mødes i kirken

dorthe_zielke_og_soeren_johannsen.jpg

Dorthe Zielke og Søren Johannsen
Dorthe Zielke og Søren Johannsen. Foto: Rigmor & Martin Mydtskov
I næsten 20 år har trompetist Dorthe Zielke og organist Søren Johannsen spillet kirkekoncerter sammen. Gerne i nye formsprog, der forener deres kærlighed til musik med billeder og ord

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst af Jannie Elisa Fjordside

De lyssindede toner fra Bachs ’Jesus bleibet meine Freude’ danser om sig selv, mens rulleteksterne paraderer hen over lærredet. Musikken bevæger sig ned gennem det lavloftede kirkerum, ned gennem de fyldte bænkerækker.

Dorthe Zielke sænker sin trompet, og ved orglet lader Søren Johannsen den sidste tone i efterspillet klinge af. Publikum er musestille. 

Musikerne har været nervøse for projektet; ideen – at markere 500-års jubilæet for Reformationen med en koncert suppleret med billeder og ord på storskærm – har længe været undervejs i tankerne; de første spadestik i projektet blev taget under en menighedstur om Luther og Reformationen med Jesuskirken i Valby, og efter flere måneders arbejde var konceptet en realitet. 

Nu har de netop opført koncerten ”Luther Musik” for første gang. Stedet er Raklev Kirke – den første landsbykirke, der blev bygget efter Reformationen – og her har de taget publikum med gennem 500 års musikhistorie. Efter sidste tone dirrer stilheden mellem kirkens hvidkalkede vægge, og Dorthe Zielke når akkurat at mærke tvivlen. Indtil alle i kirken rejser sig og klapper taktfast. 

”Efter de mange måneders arbejde med projektet var det et meget stort øjeblik for mig,” siger Dorthe Zielke.

Da Bach fik farve på

I næsten 20 år har Dorthe Zielke og Søren Johannsen spillet kirkekoncerter sammen.

Duoen, som også privat danner par, har spillet i mere end 400 danske kirker og flere steder i udlandet, og i mange år var det traditionelle koncerter for orgel og trompet, de lod fylde de mange kirkerum.

Men siden 2012 har de udviklet på et koncept, hvor musikken forenes med billeder og ord på storskærm. Reformationskoncerten, der blev opført første gang i Raklev Kirke, var parrets fjerde koncertarrangement af denne slags. Ideen blev født under indspilningen til parrets tredje cd for trompet og orgel. 

”Vi var i gang med at indspille Bachs Matthæuspassion og fik kaffebesøg af biskop Erik Normann Svendsen (biskop i Københavns Stift 1992-2009, red.). Med sig havde han Bibelselskabets udgivelse ’Den Store Passion’ – en samling af Arne Haugen Sørensens passionsbilleder. Og jeg tænkte, at de billeder passede perfekt til vores musik,” fortæller Dorthe Zielke. 

Billedkunstneren, der siden 1980erne har manifesteret sig som det helt store navn inden for kunstnerisk fortolkning af Bibelens tekster, tog pænt imod forespørgslen; og efter et halvt års arbejde med billederne, som involverede indførsel i et videoredigeringsprogram samt indkøb af projektor og lærred, smeltede billeder og musik, og Bach fik farve på i musikerparrets første visuelle fortællekoncert, ’Bach & Billeder’.

”Da Arne Haugen Sørensen havde oplevet ’Bach & Billeder’ for første gang, fortalte han, at han ofte hører musik af Händel, når han arbejder i sit atelier i Sydspanien,” fortæller Søren Johannsen.

Dermed var ideen for deres næste fælles projekt grundlagt: ’Händel & Haugen’, som er udvalgte satser fra Händels Messias, arrangeret for trompet og orgel, i samspil med Arne Haugen Sørensens motiver af hele Jesu liv.

Arbejdsfordelingen mellem musikerne er enkel; Søren Johannsen arrangerer musikken – udvælger enkelte værker og transskriberer dem fra deres originalform til parrets to instrumenter – mens Dorthe Zielke forbinder det musikalske udtryk med den visuelle og tekstuelle formidling. 

Sammen skaber de fortællinger.

Den store fortælling fødes på en bjergtop

Den seneste af slagsen er ’Den Store Fortælling’, som parret indtil videre har delt med menigheder fra København til Skagen.

Billedkoncerten bærer samme titel som Arne Haugen Sørensens hidtil største værk, som blev skabt for Århus Valgmenighed i 2017.

Opgaven bestod i at male hele bibelhistorien, og det valgte kunstneren at gøre gennem syv udvalgte fortællinger, som hver især formede deres eget motiv. Til hvert motiv har Søren Johannsen nøje udvalgt musikalske mesterværker og arrangeret dem for trompet for orgel. 

”Det er klart, at for nogle kirkers vedkommende, vil lyden simpelthen være ’for stor’ til rummet – eller orglet for småt til, at musikken kan få den kraft, den fortjener. Men kombinationen af trompet og orgel giver en stor frihedsramme, som kan passes ind i mange kirkerum – trompeten kan både spilles meget svagt, men den kan også spille op til orglets kraft,” fortæller Søren Johannsen om erfaringerne, de har gjort sig.

Sammenhængen mellem musik, billeder og ord har det med på en forunderlig måde at give sig selv, gang på gang. Først skal det hele pilles fra hinanden; musikken skal tænkes ind i historien, de visuelle elementer skal findes og ordene koges ned. Men så pludselig går det op. 

Hvad angår ’Den Store Fortælling’, så faldt det hele på plads under et ganske særligt ophold i Sydspanien. Det professionelle samarbejde med Arne Haugen Sørensen udviklede sig hurtigt til et varmt venskab mellem kunstmaleren og musikerparret, og det har givet anledning til flere ture til Sydspanien, hvor Arne Haugen Sørensen bor. Det var her, på terrassen og til lyden af græssende geder og udsigt over bjergtoppene og havet i det fjerne, at billeder og tekst i løbet af nogle ugers intenst arbejde blev forenet til ’Den Store Fortælling’.

”Jeg sidder dér og er helt grebet af stemningen – jeg kan blive ved og ved med at arbejde, og jeg når til det punkt i fortællingen, hvor det bliver så dramatisk, til korsfæstelsen og derefter opstandelsen. Jeg tænker, ’yes, det her bliver godt’, og jeg er næsten rørt til tårer. For det her er jo ikke bare musik med visuelle elementer – det er jo formidling af et budskab, som er vigtig for os,” slutter Dorthe Zielke.

Oplev 'Den Store Fortælling'

Du kan opleve Dorthe Zielke og Søren Johannsen fremføre Den Store Fortælling i Margrethekirken, Kirsebærhaven 10 i Valby.

Det sker ved en koncert lørdag den 16. marts 2019, kl. 11.00. Der er gratis adgang.

Du kan finde flere kirkekoncerter med Dorthe Zielke og Søren Johannsen på duoens hjemmeside her.

Interviewet med Dorthe Zielke og Søren Johannsen er lavet af kommunikationsmedarbejder Jannie Elisa Fjordside, Chrisians Kirke

Tags: