Mikael Bertelsen: Engagementets evige dilemma

mikael_bertelsen.jpg

Mikael Bertelsen. Foto: Maj-Britt Boa
Mikael Bertelsen. Foto: Maj-Britt Boa
Drivkraften i et menneske kan udspringe af det helt basale og ønsket om at forstå sig selv. Programchef på Radio24syv Mikael Bertelsen befinder sig i det evige dilemma i forholdet mellem forfængelighed og uselvisk indsats
af Sørine Gotfredsen (sognepræst i Jesuskirken)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tanken kommer til os alle. Før eller siden må man overveje, hvad der egentlig driver én til at gøre og handle og leve, som man gør, og måske vil man komme til at indse, at drivkraften grunder meget dybt. Vi bærer alle på en historie, vores identitet er formet af kræfter, vi kun delvist forstår, og det er ikke ligetil at sætte ord på sit eget engagement.

Jeg har opsøgt journalist Mikael Bertelsen, der gennem årene har talt til os på både provokerende, forbløffende og inspirerende vis. Han blev med egne ord fundet i en papkasse uden for Børneradioen og voksede op som Mowgli i Junglebogen blandt de vilde dyr i Danmarks Radio og fik med tiden en position, hvor han kunne lave programmer som De uaktuelle nyheder, Den 11. time og Læsegruppen Sundholm.

Nu står han sammen med Mads Brügger i spidsen for radiokanalen 24Syv, og med tanke på Mikael Bertelsens varemærke bestående af lige dele intensitet og sarkasme må man spørge, hvad denne mand mon inderst inde drives af?

I samtalen her begynder han dog et helt andet sted, end man skulle tro. Eller også begynder han netop dér, hvor ethvert menneskes drivkraft har sin rod. Ved vort eget ophav.  

Jeg ved, hvordan jeg selv og mange i denne medieverden kan få kraftig respons på ret små ting, og man bliver en pleaser.

”Jeg har mistet begge mine forældre. Min far levede vildt og voldsomt og festligt og blev meget gammel. Min mor var meget asketisk og selvopofrende, og hun blev kun 67. Han blev 82. Helt uretfærdigt, der er ingen logik i det.

Jeg ville ikke have undværet noget af den smerte i min barndom, og det skal ikke lyde, som om min far udlevede én lang deroute. Men han voksede op i et meget religiøst miljø i Nordjylland, og jeg forstår godt, hvad han flygtede fra. Han sagde altid, at hvis jeg ikke røg og drak som et svin som 18-årig, ville jeg ikke få et kørekort.

Nu er jeg voksen, og jeg ryger ikke og drikker meget sjældent, men jeg er blevet et kontrolmenneske på grund af min far og den måde, han var på. Han arbejdede, til han var 81 år, men en nat på vej hjem fra Andys Bar faldt han ned i en kælderskakt og slog sit hoved, og så gik det hurtigt med demens.

På et tidspunkt søgte jeg en plejehjemsplads til ham. Han fik et værelse på Sølund – Danmarks største plejecenter – men få dage før han skulle flytte ind, døde han.”

Læs også: Lea Korsgaard: »Du skal suge marven ud af tilværelsen!«

Engagement og behovet for at forstå

Derfor kom Mikael Bertelsen aldrig til at besøge sin far på plejehjemmet, men forestillingen om det havde sat sig fast, og han besluttede som journalist at finde svar på nogle spørgsmål. Engagementet kan vokse frem gennem behovet for at forstå.

”Det opstår for eksempel, når man har mulighed for at lave radioprogrammer fra et sted, hvor det er svært at finde ud af, hvad man skal fortælle ud over, at én faldt i januar og brækkede hoften. Jeg kan bruge mit arbejde til at finde ud af alt det, jeg mangler at forstå, for min far flyttede jo aldrig på plejehjem, og når jeg taler med folk, der bor på et plejehjem, taler jeg måske ubevidst med min far.”

Så du er i virkeligheden også drevet af trangen til at få indsigt i dig selv?

”Ja, men engagement handler også om evnen til at være til stede i alt, hvad man foretager sig.

Jeg er optaget af, at min far fyldte meget for mange mennesker. Han var beundret og berygtet og byggede huse og byer, mens min mor gik meget op i venskaber og sine børn og mine børn. Hun ville samle mennesker og tale med andre, og det er ikke den slags, der gør, at man får en gade opkaldt efter sig, Min mor underviste i syning og havde som ældre nogle aftenskolehold i Kastrup, og da hun døde, fik jeg et brev fra én af de gamle elever, der skriver: ‘Jeg gik til syning hos din mor i femten år, og du skal vide, at vi er tyve af hendes gamle elever, der stadig mødes en gang om året og taler om din mor.’

Jeg kan sagtens opleve bartenderen på et værtshus klokken fire om natten stå og mindes min far, men det andet gjorde et stort indtryk på mig. Jeg tror, at min mor har været en sjælesørger og et samlingspunkt, og jeg er ikke sikker på, at nogen vil sende sådan et brev til mine børn, når jeg dør.

Jeg tror, at min mor forstod noget, som jeg ikke helt har fattet. Hun gik ikke op i anerkendelse eller anglede efter respons. Jeg ved, hvordan jeg selv og mange i denne medieverden kan få kraftig respons på ret små ting, og man bliver en pleaser, og man vil have det fix, det er, at folk siger, at man er en dygtig dreng. Og måske er det dét, man gerne ville have, at ens far sagde.

Drivkraften kan nok spores tilbage til nogle meget basale ting. Så hvorfor gør man det?

Jeg har oplevet, at jo mere mit udadvendte og offentlige virke kørte på skinner, desto mindre slog jeg til over for mine allernærmeste. Det er meget mærkeligt.

Når jeg lavede tv-programmer, var jeg meget opslugt af det og levede i mine følelsers vold. Det betød, at jeg ikke var helt til stede, når jeg holdt fri. Når noget går godt for én, kan man i virkeligheden være enormt fattig på de indre linjer, fordi man er alt for optaget af sig selv. Jeg fik meget ros, men jeg tror ikke, at dem, jeg var tættest på, synes, at det var så fede perioder.”

Læs også: Puk Damsgård: »Jeg gider, når der er noget på spil«

En bestemt version af sig selv

Mikael Bertelsen er en særdeles elskværdig mand. Han udstråler en pudsig blanding af det lidt gammeldags med jakkesæt og ret ryg og en næsten ydmyg måde at tale på, alt imens han åbent giver sig til kende. Der er intet tilbage af den ironiske dobbelthed, der karakteriserede ham på tv-skærmen.

Han er velvilligheden selv, og det var ikke mig, der lokkede ham til at tale om det forfængelige element ved engagementet. Han tager det selv op, og midt i det hele fortæller han også, at han altid siger nej til at tage telefoner ved store tvindsamlingsshows. Fordi han kommer i tvivl om, hvad den form for engagement egentlig dækker over, og om det i for høj grad rummer det selvdyrkende.

Når noget går godt for én, kan man i virkeligheden være enormt fattig på de indre linjer, fordi man er alt for optaget af sig selv.

”Jeg bliver fanget i et dilemma, hvor man kan vise omverdenen sit fine engagement og samtidig fejre sig selv. Jeg stiller ikke op, for det er et tveægget sværd, og jeg kan ikke overskue, hvorfor jeg skulle gøre det. Er det for at kunne stå frem som en særlig god person? Det ligger meget i vores tid det her med, at man gerne vil udsende en bestemt version af sig selv.”

Men Mikael Bertelsen har faktisk prøvet at sidde med telefonen i hånden. Det gjorde han for første gang nogensinde, da DR og TV 2 i efteråret 2015 samlede ind til syriske flygtninge.

Hvorfor sagde du pludseligt ja til at stille op i den anledning?

”Jeg ved det faktisk ikke. Måske fordi min kone sagde, at jeg skulle gøre det for undtagelsens skyld, eller måske fordi jeg i de foregående uger ikke anede, hvad jeg skulle mene om flygtningesituationen. Jeg havde ikke løftet en finger, men blev i stedet paralyseret af mediernes massive dækning, og så tænkte jeg, at jeg kunne løfte en telefon i stedet.

Og så gjorde jeg det også på grund af nysgerrighed; for at se , hvad det vil sige at deltage, og det var egentlig ikke så kvalmende, som jeg havde frygtet. Man skal også huske, at der inden for de kendte findes et hierarki, og da jeg var én af de mere semikendte, blev jeg sat på bagerste række, hvor jeg i ubemærkethed kunne tale med dem, der ringede ind. Det var en fin oplevelse at tale med folk, som bare gerne ville hjælpe, uden at få nogen særlig opmærksomhed ud af det.”

Læs også: Herbert Pundik: »Tingene bliver bedre og bedre«

Lyden af engagement

Den spontane trang til at gøre verden et lidt bedre findes. Og skønt ens indsats kan virke så forsvindende lille, er det netop håbet om at få folk til at tro på det, der synes at være en del af motivationen for Mikael Bertelsen, der som dreng prøvede at bringe sine vrede adskilte forældre sammen ved at ringe dem op på to forskellige telefoner og tvinge dem til at kommunikere. Det lykkedes ikke, men han har til gengæld som voksen fået sin egen radiokanal, hvor han kan forsøge at få folk til at tale sammen.    

Og hvad er engagementet bag Radio 24Syv?

Vi vil finde dem, der har et enormt engagement, og vi ønsker værter, der kan se op fra manuskriptet og se gæsterne i øjnene og være lyttende og spontane. Det handler om lyden af engagement, og vi startede med næsten kun at ansætte folk, der aldrig før havde lavet radio.”Vi ville bevæge os væk fra den klassiske rollefordeling fra P1 og spurgte: Hvorfor er det ikke forfattere, musikere, akademikere eller præster, der skal have mulighed for at fortælle historier?

2 hurtige om engagement til Bertelsen

Hvornår gider du?

Jeg tænker ikke over, hvornår jeg gider. Jeg er konfliktsky af natur og undgår derfor al for megen polemik og besvær. Jeg forsøger bare at gøre ting, jeg ikke kan lade være med. Eller at sætte mig selv i situationer, hvor jeg lærer noget.

Hvornår giver du op?

Vinteren har de sidste år været ved at få mig ned med nakken, men foråret har reddet mig hver gang. Ellers har jeg ikke de store udsving. Jeg fokuserer på det lange, seje træk og håber, at jeg først giver op, når jeg skal dø.
________________________

 

Det handler om at bevare evnen til at lytte, og der skal skabes plads til, at lytterne selv reagerer.”

Det handler om at skabe bevægelse i andre. Som sy-eleven, der var nødt til at reagere, da Mikael Bertelsens mor døde, for at lade ham vide, hvor meget hun havde betydet for dem.

Eller da tv-seere gav lyd fra sig, da Mikael Bertelsen og Mads Brügger i en programserie lod hjemløse på Sundholm diskutere litteratur, hvilket fik forældre til børn, der var døde af misbrug, til at takke for, at det blev åbenbaret, at de, der har mistet alt, stadig har ressourcer, man sjældent tiltænker dem. Hvis bare ét menneske føler sig styrket og forstået, er det tegn på, at engagementet giver mening.

”Man skal bevare evnen til at lytte. Jeg prøver lige nu i samarbejde med en arkivar på Det Kongelige Bibliotek at lave samtaler med nogle personer, der først skal udsendes ti år efter, at de er døde. Så har samtalen ikke de samme konsekvenser for dem, og de kan med en anden fri gjort ærlighed forklare, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Jeg overvejer også, om de først skal udsendes, når jeg selv ikke er her længere, for så jager heller ikke jeg den her respons, som jeg godt kan være afhængig af.”

Før eller siden må man overveje, hvad der driver én til at gøre, som man gør, og Mikael Bertelsen har øjensynligt overvejet det længe. Både fordi han er opvokset i den mediejungle, der lokker enhver i retning af det selvdyrkende, og fordi han kender til de vidt forskellige former for engagement, der kendetegnede hans forældre.

Alle møder vi netop dér – hos vore forældre – engagementet for første gang. Eller manglen på det. Og resten af livet må vi forsøge at sætte ord på vort eget.

Mikael Bertelsen (født 1967) har ingen officiel uddannelse. I folkeskolen indså én af hans lærere, at Mikael ikke var så god til at skrive, men ikke desto mindre havde en del på hjerte, og han lod ham lave radio på skolens udstyr.

I 1991 indledte Mikael Bertelsen sin autodidakte karriere på DRs Børneradio og har siden stået bag programmer som De uaktuelle nyheder, Bertelsen på Caminoen og Læsegruppen Sundholm. Fra 2003- ­2006 var han på DR2 chef for kunst og humor­programmer, hvorefter han i 2011 forlod DR og sammen med Mads Brügger blev programchef for den ny startede Radio24syv.

Mikael Bertelsen er gift med Malou Aamund og har tre døtre. Hans far, Gunnar Bertelsen, var arkitekt og manden bag blandt andet Café Victor og Café Dagmar i København.

Mikael Bertelsen i DEBATmagasinet

Interviewet med Mikael Bertelsen er også udgivet i DEBATmagasinet fra folkekirken i København, der i 2016 har 'engagement' som tema.

Læs DEBATmagasinet 2016 i en elektronisk udgave her

Tags: