Min kirke: Anna Libak

anna_libak_i_jesuskirken_i_valby.jpg

Samfundsdebattør og skribent Anna Libak i Jesuskirken i Valby, hvor hun ofte går til gudstjenester. Foto: Henrik Dons Christensen
Samfundsdebattør og skribent Anna Libak i Jesuskirken i Valby, hvor hun ofte går til gudstjenester. Foto: Henrik Dons Christensen
Samfundsdebattør, skribent og foredragsholder Anna Libak er en hyppig gæst i Jesuskirken i Valby. Hun har en baggrund som redaktør på Berlingske og Weekendavisen og peger i dette interview på en ny tendens, hvor det ”er blevet mere og mere acceptabelt og udbredt at tale om kirke og tro.”
af Jacob Lybek (Presserådgiver i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Med Søndermarken, de gamle Carlsberg-bygninger og også den nye Carlsberg Byen som nogle af de nærmeste naboer ligger den pompøse og sydeuropæisk inspirerede Jesuskirken oppe på Valby Bakke. Midt i et stille villakvarter, men samtidig tæt på den trafikerede Valby Langgade, der binder Vesterbro, Frederiksberg og Valby sammen i en treenighed. 

Det er en kirke, der fylder meget i Anna Libak bevidsthed, siger hun, for hvis man glemmer den, så skal den nok give lyd fra sig:

”Den slår kvarters slag selv om natten, det er meget hyggeligt, når man først har vænnet sig til det. Desuden kan jeg se kirken og kampanilen (det fritstående klokketårn, red.) fra køkkenet og badeværelset, da vores hus jo kun ligger et stenkast fra kirken. Men jeg nøjes nu ikke med at kigge på den. Indimellem går jeg også til gudstjeneste, i nogle perioder mere end andre. Formentlig er jeg der i snit en gang hver anden måned,” fortæller 49-årige Anna Libak, da Københavns Stift en tirsdag efterårseftermiddag møder hende i kirken til et interview til serien ’Min kirke’.  

”Det er også her, at vores yngste datter på otte år er døbt, og min søn konfirmeret, og vi kommer ofte i sognegården lige over for vores hus i forskellige sammenhænge. Vores datter går til FDF dér ligesom de to store børn har gjort det tidligere, og nogle gange er vi til Sankthans eller til et foredrag. Og så bor en af præsterne ved kirken, nemlig Hanne Lise Rosenberg, to huse fra os.”

”Jeg synes, det er en svimlende smuk kirke. Det er i sig selv en æstetisk oplevelse at være her. Man kan jo ikke ligefrem sige, at det er en særlig luthersk indrettet kirke med alle dens søjler, relieffer, ikonerne med apostlene, ja det giver jo nærmest indtryk af noget katolsk. Virkelig et pompøst kirkerum, der taler til sanserne.” 

Hvem går du i kirke med? 

Kirken har det her evighedens perspektiv, der for en stund opløser ens egne problemer og sorger.

”Jamen, typisk sammen er det jo sammen med min datter og min mand, der kommer fra en præsteslægt og selv har siddet i kirkens menighedsråd. Men jeg går også nogle gange til højmesse alene. Det er nok sådan fifty-fifty af gangene, at jeg går til gudstjeneste alene. Det kan f.eks. være i forbindelse med, at jeg er ked af det, eller hvis jeg er vidne til – eller selv oplever – en krise.

Kirken har det her evighedens perspektiv, der for en stund opløser ens egne problemer og sorger. Pludselig virker ens problemer så små og ligegyldige. Det får dig til at glemme dig selv. Så sidder jeg bare på en af bænkene og nyder salmerne. Jeg bliver mindet om,
hvor mange mennesker, der har været her før mig, og hvor mange, der kommer efter. Jeg er jo bare lille mig.”

Kirkegang og kristendom fyldte meget i Anna Libaks barndom. Men ikke just i regi af den danske folkekirke. Hendes far var lutheraner, men kom primært i den norske sømandskirke på Amager, hvor hun ofte var med. Og hendes mor var knyttet til Den Nye Kirke i Rødovre, hvor morens bror var præst. Den Nye Kirke er en swedenborgiansk frikirke. Swedenborgianismen, der på mange punkter adskiller sig fra de lutherske kirker, er grundlagt af svenskeren Emanuel Swedenborg i 1700-tallet og har især vundet fodfæste i USA. 

Læs også: ’Min kirke’: Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind 

Hvordan vil du beskrive din tro?

”Jeg er kristen, og det har jeg været siden jeg var lille. Jeg har aldrig været i tvivl om, at lyset vinder over mørket, og at verden er skabt af Gud. Mine forældre blev skilt, da jeg startede i skole, og min bror og jeg flyttede sammen med min mor. Så det var hendes kristne tro, som påvirkede mig i barndommen. Jeg er f.eks. opdraget med, at Luther var en skrækkelig type, som ansporede folk til ikke at handle godt, fordi man lige så godt kunne opgive at retfærdiggøre sig i Guds øjne.”

For bare få år siden kunne folk jo hurtigt blive opfattet som lidt af en af en freak, hvis man gik rundt og fortalte, at man var kristen. 

”Ifølge swedenborgianismen står efterlivet centralt, og man har i sit jordiske liv pligt til at vise – og bevise – med sine handlinger, at man er kristen, hvor det jo i protestantismen er troen, der er det væsentlige. Selv om jeg i dag er en glad folkekirkekristen, kan jeg alligevel mærke, at jeg stadig er præget af Den Nye Kirkes trosforestillinger. F.eks. får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg går forbi en hjemløs eller en tigger, uden at give ham penge,” fortæller Anna Libak, der bl.a. har været konstitueret chefredaktør på Berlingske, hvor hun også har været udlandsredaktør og Ruslands-korrespondent. 

”Men det er ikke sådan, at jeg har været fast kirkegænger hele mit liv. Da jeg skulle i 3. klasse flyttede vi til Dianalund med min mor, og der var ikke nogen Ny Kirke. Så frem til jeg selv fik børn, mange år senere, gik jeg vel højst i kirke et par gange om året ved juletid. Det var ikke noget jeg savnede. Måske fordi den Ny Kirke absolut ikke billigede sex før ægteskabet, og jeg er jo altså født i 1968, og synes derfor, at det var ret normalt at have en kæreste, uden at man behøvede at gifte sig med ham."

Men senere kom kristendommen og kirken tilbage i mit liv igen, og det kom den faktisk med Jesuskirken. Meget muligt, fordi vi kom til at bo klods op af den. Jeg tror, at det er helt almindeligt, at det religiøse kommer til at fylde med alderen, hvor man jo typisk begynder at forholde sig til, hvorfor man lever,” lyder det fra Anna Libak, der aktuelt turnerer rundt i landet med foredraget ’Libaks katekismus’, hvor hun trækker en linje fra Luther og Grundtvig til det moderne danske samfunds værdier. Den 8. november er hun i øvrigt gæsteprædikant i Sct. Thomas Kirke på Frederiksberg.

Beder du somme tider en bøn? 

”Ja, og jeg ser ikke det med bønnen som noget, der er så avanceret eller mystisk. Man gør det jo helt automatisk til gudstjenesterne. Og jeg kan også sagtens finde på at bede en bøn, når jeg er hjemme, men altså det er ikke noget, jeg gør hver aften. I bønnen erkender man, at der er noget, der er større end dig selv, og at du ikke selv er herre over, hvad der vil ske, men at du kan kaste dine sorger på Gud.”

Læs også: ’Min kirke’: Overborgmester Frank Jensen 

Tidligere reklamerede Anna Libak ikke just med sin tro, men hun er en af dem, der i løbet af de seneste år har åbnet op og fortalt om sit forhold til kirke og kristendom. 

Du har tidligere sagt i DR’s tv-program ’Aftenshowet’, at man i andres øjne ligefrem fremstår som direkte ’taberagtig’, hvis man i et land som Danmark siger, at man er kristen. Hvordan skal det forstås? 

”Jamen, altså for bare få år siden kunne folk jo hurtigt blive opfattet som lidt af en af en freak, hvis man gik rundt og fortalte, at man var kristen. Du kunne meget nemt blive rubriceret som en person, der er fordømmende og dogmatisk – og som en, der troede, at hun havde en højere moral end andre. Eller alternativt som en, der var bange for at tænke selvstændigt og frit, hvilket jo er noget sludder. Jeg kender det fra mig selv, og tidligere har der været mange sammenhænge, hvor kristendommen har været til diskussion, uden at jeg lige har fået nævnt, at jeg var kristen,” fortæller Anna Libak og uddyber: 

Mange, som jeg egentlig havde troet var ateister, står frem og fortæller, at de går i kirke.

”F.eks. hvis jeg en tidlig søndag var på vej til højmesse mødte nogen, jeg kendte, på vej herhen, fik jeg straks paraderne op. Hvordan jeg kunne undgå at fortælle dem om mit ærinde? Jeg prøvede at slå det hen eller – som en afledningsmanøvre – at dreje snakken over på noget andet. Altså, det kunne jeg ikke drømme om at gøre i dag. Og hvis jeg hører folk ved et middagsselskab sige, at de synes, det er latterligt, så kan jeg finde på at læne mig ind over bordet og forsøge at forklare, hvorfor det ikke er så latterligt. Det ville jeg ikke have gjort tidligere.” 

”Det er jo så ved at ændre sig i disse år. I dag ser vi, at flere og flere kendte mennesker står frem og fortæller om deres kristne tro og forhold til folkekirken. Og mange, som jeg egentlig havde troet var ateister, står frem og fortæller, at de går i kirke. Det er ikke længere noget, folk skammer sig over, og det synes jeg er positivt. Det, at DR nu er begyndt at vise en tv-serie som ’Herrens Veje’ hver søndag aften, er vel også et eksempel på, at det er blevet mere acceptabelt at tale om tro.” 

Læs også: ’Min kirke’: Cykeldirektør Brian Holm 

Hvorfor tror du, at der er sket den udvikling? 

”Det er svært at svare på, der kan være mange faktorer. Men jeg tror i hvert fald, at det handler meget om globalisering. Når du møder folk, der kommer med en anderledes kulturel baggrund end dig selv, så begynder du at blive interesseret i, ikke bare hvem de er, men også hvem du selv er. Her kommer bl.a. religion ind i billedet.”

Vi plejer afslutningsvis at spørge om følgende: Er der noget, som du synes, at folkekirken kunne blive bedre til? 

”Så skulle det være, at man lige satte alle salmerne en halv tone ned, da mange, inklusive mig selv, har svært ved at synge i et så højt toneleje, som de ligger i. Dette er det absolut mest presserende for folkekirken,” smiler Anna Libak og fortsætter: 

”Nej, jeg synes faktisk ikke, at man hele tiden skal slå folkekirken oven i hovedet og råbe på nye og flere forandringer. Folkekirken har strakt sig langt i forhold til at komme folk i møde. F.eks. med hensyn at kunne blive viet uden for det kirkelige rum – og i forhold til at facilitere babysalmesang, koncerter, foredrag osv. Jeg synes ikke, at kirken skal mase sig ind på folk og få alt for travlt med at missionere. Det, tror jeg, hurtigt, vil kunne skubbe en masse mennesker væk, for i Danmark lever vi altså i et af verdens mest verdslige samfund, og sådan er det.” 

Tak fordi du ville medvirke i dette interview til serien ’Min kirke’!

”Det er mig, der takker!” 

Læs også: ‘Min kirke’: Teaterdirektør Jon Stephensen

Fakta: Anna Libak

  • Karriere: Debattør, skribent og foredragsholder. Medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget for Det Udenrigspolitiske Selskab. Bestyrelsesmedlem i arkitektfirmaet Schønherr.
  • Lang karriere i mediebranchen, herunder konstitueret chefredaktør, udlandsredaktør og lederskribent på Berlingske. Tidl. samfunds- og litteraturredaktør på Weekendavisen, Ruslandskorrespondent for Berlingske og journalist på Information.
  • Forfatter til digtsamlingen ’Poesi for Papfamilier’ (2010) og bogen ’Rusland på Røde Plader’ (2004).
  • Tidligere sprogofficer i Forsvaret.
  • Uddannelse: Cand. mag i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet samt sprogofficer i russisk fra Forsvaret.
  • Født 1968. Opvokset i København, Dianalund og Høng. 
  • Gift, og har sammen med sin mand tre børn på 24, 19 og 8 år.
  • Bopæl: Hus i Valby.

Fakta: Jesuskirken

  • Jesuskirken, der sidste år kunne 125 års jubilæum, er en stor kirke med over 500 siddepladser, Den er en af de kirker i Danmark, hvor der flest dåb og vielser.
  • Kirken er grundlagt af brygger Carl Jacobsen (søn af Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen), som gav den til Valby-borgerne. Brygger Carl Jacobsen og familie er stedt til hvile i kirkens krypt. 
  • Det er arkitekt Vilhelm Dahlerup, der også har stået bag flere andre markante bygninger i København – som f.eks. Glyptoteket og Det Kgl. Teater – der har tegnet Jesuskirken. 
  • Kirken er bygget med de gamle, italienske katedraler som forbillede.
  • Besøg kirkens hjemmeside her 

Tags: