Min kirke: Marianne Eriksen Scott-Hansen

marianne_eriksen_scott_hansen.jpg

Marianne Eriksen Scott-Hansen identificerer sig selv med Sankt Johannes kirke
Foto: Henrik Dons Christensen
Kirken bør ikke please, men være almindelig og stå ved sit indhold. Ligesom os selv, siger kunstner Marianne Eriksen Scott-Hansen. For vi har brug for et anker i en hverdag, hvor det let kan handle om at råbe højest
af Henrik Dons Christensen (Digital kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Man kalder den Nørrebros domkirke. Den store røde kirke med de middelalderlige træk. Kirken med det høje tårn, der knejser over Sankt Hans Torv, når man begiver sig op ad Fælledvej. 

Sankt Johannes kirke har en stor plads i Marianne Eriksen Scott-Hansens hjerte. Papirkunstneren udstillede i julen fire store papirengle, nænsomt bygget op af utallige lag papir, klippet, snittet og samlet til en højere enhed. 

Hvorfor er det netop Sankt Johannes kirke, som er "din"? 

"Det er den her kirke, jeg hører til. Jeg bor lige om hjørnet. Min mand og jeg har boet her siden 1993. Indtil for 20 år siden har vi haft fuldt udsyn til kirken. Vi kan høre klokken ringe hver morgen. Det er en dejlig følelse at bo tæt på sin kirke," fortæller den 54-årige kunstner. 

Hvordan kom I til at bruge Sankt Johannes kirke? 

"Da min mand friede til mig i 2006, begyndte vi at komme i Sankt Johannes kirke. Jeg syntes, at når vi som voksne valgte, at vi ville giftes, så skulle der være en grund til det. Er det fordi, det ville være skidesmukt med i bryllup i »Nørrebros domkirke«, eller betød det mere for os end blot rammerne?", var nogle af parrets overvejelser, fortæller hun. 

"Så vi begyndte at komme her hos Niels Tvilling, en fantastisk præst. Vi kom her hver gang, han prædikede. Jeg husker det i hvert fald som om, at det mere var reglen end undtagelsen." 

Niels Tvilling var præst i kirken i mere end 30 år. Han viste sig at blive en vigtig figur i Mariannes familieliv, hvor moderen til pigerne Sne og Pixi var designer og faderen trommeslager. 

"Jeg har brugt ham og foretrukket ham i perioder, hvor vi måske havde brug for en psykolog, men jeg var mere tryg ved at tale med Niels. Han var ikke fordømmende, og han favnede alle og var en utrolig person," fortæller Marianne Eriksen Scott-Hansen. 

Læs også: Min Kirke: Konservativ minister Mai Mercado

Hvilket forhold havde din familie til kirken? 

"Jeg tror, min mor har foldet sine hænder mange gange i bøn, og det har min far, som var et åndeligt menneske, sikkert også gjort," mindes kunstneren, der kan se paralleller fra barndommen i Flauenskjold i Nordjylland til sit virke i dag. 

Med en mor, der stammer fra en bondefamilie, der levede fra hånden til munden, måtte man være kreativ, hvis der skulle være overskud til også at udvise overskud. 

"Jeg kan huske, at de lavede blonder af avispapir, og at vi gemte metalfolien fra slikpapir, så jeg kunne lave pynt ud af det. Jeg er jo opdraget i almuekulturen. Troen fyldte meget dengang. Vi talte bare ikke om det."  

Kirken skabte overskud i hverdagen

Marianne Eriksen Scott-Hansen blev tøj- og smykkedesigner, men det harmonerede ikke med livssynet. Kirken blev et vigtigt anker, når designeren oplevede medgang og modgang. 

"Det var en periode af mit liv, hvor det så allersortest ud. Men det var nok også dér, hvor jeg følte mig mest ovenpå. Jeg var her i kirken om formiddagen og ude i Vineyard (frikirke på Frederiksberg red.) bagefter. Jeg svævede på en lyserød sky og fik udrettet en masse gode ting, selv om alting sejlede." 

Den 54-årige kunstner sadlede om og vendte tilbage til den papirkunst, hun kunne huske fra bedsteforældrenes hjem i Vendsyssel. Hun måtte være tro mod den person, hun var, og det gav pote. 

Jeg bliver svækket, når jeg ikke kommer i kirke. Jeg kan virkelig mærke, at jeg har brug åndelig føde.

"Da jeg begyndte på min papirkunst, fik jeg pludselig masser af opgaver, noget jeg havde hungret efter og bedt om i mine bønner. Så blev min store prøvelse, når jeg havde travlt, om jeg skulle i kirke eller i mit værksted. Der vidste jeg jo godt, at jeg burde gå i kirke, men ofte så lod jeg være, hvis jeg skulle "slukke en brand" i mit værksted." 

Hvilken betydning har det haft? 

"Jeg kan hurtigt mærke savnet af kirken, for uden den mister jeg min modstandskraft. Jeg bliver svækket, når jeg ikke kommer i kirke. Jeg kan virkelig mærke, at jeg har brug åndelig føde. Man skal jo gøre en del selv, læse og omgås med folk, man deler sine åndelige værdier med, for at ens tro og åndsliv kan næres." 

Den almindelige kirke 

Når Marianne Eriksen Scott-Hansen i dag går i kirke, sætter hun pris på, at kirken kan tale et sprog, danskerne forstår, men ikke for enhver pris. 

Jeg synes, at folkekirken skal stå ved kirken, som den er.

"Der er nogen gange, hvor jeg bliver glad ved at opleve en moderne kirke, men man skal ikke prøve at please folk, for det virker som et tegn på svaghed. Jeg synes, at folkekirken skal stå ved kirken, som den er. Man skal ikke prøve at bløde tingene for meget op." 

Marianne Eriksen Scott-Hansen har set den samme udfordring i sit virke som designer, hvor hun jagtede succes og måtte være højtråbende for at blive set i mængden af designere. 

"Min mand har altid sagt til mig, når jeg har vaklet, at jeg skal huske, hvem jeg er. Mennesker og institutioner, som er ærlige og står ved, hvem de er, kan man godt lide. Jeg kender mennesker, som jeg har været meget uenige med i deres holdninger, men jeg har virkelig godt kunnet lide dem, for jeg vidste, hvad de stod for. Så skal kirken ikke prøve for hårdt på at være noget, den ikke er. Den skal bare være almindelig." 

Læs også: Min kirke: Journalist og samfundsdebattør Anna Libak

Har du en yndlingssalme for tiden? 

"Den salme, jeg har tænkt mest på i den seneste tid, har været den, der blev sunget til sidst ved Prins Henriks bisættelse." 

Du som har tændt millioner af stjerner? 

"Ja, Præcis. Jeg havde helt glemt, at den er så ny. Og så tænkte jeg: »Yes, der er håb forude!« Den salme er så god, fordi den er tidløs. Melodien kunne være skrevet for 100 år siden, men den har et sprog fra i dag. Det er så befriende. Alle forstår den, og man bliver rørt, både over at se andre i sorg, men også fordi man kan forstå og genkende indholdet i teksten." 

Om Marianne Eriksen Scott-Hansen

Født i 1964. Opvokset i Flauenskjold, Vendsyssel 

Bor i dag på Nørrebro, hvor hun også har sit værksted

Gift med Ulf Scott-Hansen, trommeslager 51 år

Børn: Sne 22 år & Pixi 18 år 

Uddannet tøjdesigner fra Danmarks Designskole i 1995 og har senere arbejdet som smykkedesigner.  

De seneste 4 år har Marianne Eriksen Scott-Hansen levet som papirkunstner. 

Om Sankt Johannes kirke

Kirken på Nørrebro var den første kirke, der blev bygget uden for Københavns volde. Den stod færdig i 1861 og blev indviet af grundlovens giver, Frederik den syvende. Efter sigende blev den bygget så storslået, fordi man ville vise befolkningen på indersiden af voldene, at man sagtens kunne bygge en stor kirke uden for byen. 

Det var en tid, hvor befolkningen i sognet eksploderede fra 16.000 til 60.000 på blot fem år, også selv om nye kirker som Stefanskirken og Hellig Kors kirke og Sankt Jakobs gjorde store indhug i sognets størrelse i samme periode 

I dag er 2 præster,  Paul Heden Friis og Marie Jacobsen Damm, tilknyttet kirken, der deler sogn med Simeons Kirke og De Gamles Bys kirke. 

Læs mere på kirkens hjemmeside

Tags: