Min kirke: Martin Lidegaard

martin_lidegaard.jpg

Den radikale folketingspolitiker og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard i Brønshøj Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen
Den radikale folketingspolitiker Martin Lidegaard i Brønshøj Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen
Den radikale folketingspolitiker og tidligere minister Martin Lidegaard bor kun to-tre minutter på cykel fra Brønshøj Kirke. Her møder vi ham en mandag formiddag til et interview til serien ’Min kirke’, hvor en række mennesker fortæller om deres tro og forhold til folkekirken
af Jacob Lybek (Presserådgiver i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvilket forhold har du til Brønshøj Kirke? 

”Det er jo min kirke, jeg bor lige rundt om hjørnet. Vores datter er døbt her i kirken, og det er her, at min kone og jeg blev gift. Når vores kommende barn skal døbes, skal det selvfølgelig også være her. Det er i hvert fald planen. Jeg elsker at komme her i det svungne, hvide kirkerum med alle de gamle mursten. Jeg har i øvrigt selv holdt et oplæg i forbindelse med et aftenarrangement i kirken, hvor vi var nogle stykker, der skulle fortælle om vores yndlingssalme.”

Og hvad er din yndlingssalme? 

”Det er ’Skyerne gråner’ af Grundtvig. Jeg er meget betaget af hans salmer, og jeg er generelt vild med salmer. Salmer kan på én gang give mig tårer i øjnene og samtidig være til trøst. Derhjemme synger vi også salmer, f.eks. i forbindelse med adventssøndagene. Jeg kan også finde på at synge en salme under bruseren.”

Hvor ofte går du i kirke? 

”Ja, jeg kan jo ikke ligefrem påstå, at det er hver søndag. Ud over påsken og julen, hvor jeg altid går i kirke, er det vel en tre-fire-fem gange om året. Og så kommer der jo dåb, bryllupper, bisættelser og begravelser oveni.  Men alt andet lige er det jo altså sjældent, jeg får det gjort,” fortæller 50-årige Martin Lidegaard.

Læs også: Min kirke: Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind

Hvem går du i kirke med?

”Det afhænger af situationen, men det er typisk med familie. Til jul er det f.eks. med min kone, min mor, min yngste bror og min ældste datter. ” 

Martin Lidegaard er opvokset på Krogerup Højskole i Humlebæk, hvor han boede hele sin barndom. Hans far, Mads Lidegaard, der var uddannet teolog, var ansat som lærer på højskolen. Inden Martin Lidegaard blev født, var faren præst i Grønland i en årrække. 

Hvis folk forsøger at sælge mig et færdiglavet verdensbillede eller hævder at have patent på én sandhed eller en bestemt fortolkning af kristendom, så får jeg det svært.

”Kirke, tro og salmer fyldte en del i mit barndomshjem. Vi talte meget om, hvad kristendom er, og hvad den ikke er. Min far gik ofte i kirke, mens vi fire brødre var med en fem-seks gange om året eller sådan noget. Så det er jo ikke fordi, at vi i tide og utide blev slæbt med derhen. Vores far forsøgte i det hele taget aldrig at trække kirken ned over hovedet på os. Han havde en meget grundtvisk tilgang til tingene, som helt klart har påvirket og inspireret mig.”

Martin Lidegaard gik, på samme måde som hans tre storebrødre havde gjort det, til konfirmationsforberedelse hos faren. 

”Et stykke henne i forløbet kom jeg i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig ville konfirmeres, og jeg talte med min far om det. Han sagde, at jeg ikke skulle gøre det for hans skyld – og heller ikke for Vorherres. Og det hele endte med, at jeg valgte ikke at blive konfirmeret. Min ældste datter kom i øvrigt tilsvarende til mig med sin tvivl, da hun selv gik til konfirmationsforberedelse. Jeg gav hende det samme svar, som min far i sin tid havde givet mig. Og ligesom jeg, valgte hun ikke at blive konfirmeret.”

Læs også: Min kirke: Krimiforfatter Pernille Boelskov 

Hvad tænker du om kristendommen og folkekirken? 

”For mig repræsenterer folkekirken muligheden for at være med i et fællesskab, som anerkender, at livet er større og mere uforklarligt end den fysiske virkelighed, vi oplever i vores jordiske liv. Det er et fællesskab, der giver mig glæde. Kirken er det rum, som vi har til at dvæle ved dette, at der er noget, der er større end os selv. For mig er det ikke de enkelte ord i Bibelen, som har den største betydning. Jeg bryder mig ikke om, hvis det hele skal tolkes for bogstaveligt. Det er mere kristendommen som en helt grundlæggende fortælling om liv og død og det gode og det onde, der fylder hos mig. Hvordan man så udlægger hele pakken, er en personlig sag,” siger Martin Lidegaard og peger hen på kirkens romanske døbefont i granit, der menes at være lige så gammel som selve kirken. 

”Det er jo dybt fascinerende, at denne døbefont har været brugt gennem 800 år. På den måde er der et fællesskab mellem de forskellige generationer. På samme måde som de fleste af salmerne har været sunget af vores forfædre. Når man bliver gift eller går til en begravelse, ved man, at det er noget, der er blevet gjort på samme måde et uendeligt antal gange. Tænk engang, hvor mange mennesker, som har gennemlevet de samme glæder og de samme smerter. På den måde er generationerne bundet sammen. Det er ligesom at stå i en elevator, der kører op og ned i tid. Det giver en følelse af evighed, og det trøster og opmuntrer.”

Er der noget, som du tænker, at folkekirken anno 2017 bør lave om eller kunne blive bedre til? 

”Det synes jeg faktisk er et meget svært spørgsmål. Jeg er ikke så sikker på, hvad jeg mener om det. Faktum er jo, at mange i disse år forlader folkekirken, så det kan jo være relevant at diskutere dette. Men hvad man skal gøre, ved jeg ikke. Der findes givetvis ingen hurtige og nemme løsninger, og jeg tror i hvert fald ikke, at det er en god idé at prøve at være mere underholdende. Og som jeg ser det, er det bestemt heller ikke en løsning at skrue op for missionsknappen. Hvis folk forsøger at sælge mig et færdiglavet verdensbillede eller hævder at have patent på én sandhed eller en bestemt fortolkning af kristendom, så får jeg det svært. Det gør mig forstemt, når nogen vil låse min tro fast i en meget konkret og endegyldig form. Jeg ønsker ikke at blive påduttet noget. Og de her ting gælder uanset, om det er en præst eller en ateist, der gør det,” fortæller Martin Lidegaard, hvis private omgangskreds spænder vidt med både præster og ateister. 

For mig repræsenterer folkekirken muligheden for at være med i et fællesskab, som anerkender, at livet er større og mere uforklarligt end den fysiske virkelighed.

Læs også: Min kirke: Cykeldirektør Brian Holm

Et sidste spørgsmål: Mange radikale vil gerne adskille kirken og staten. Hvor står du i denne diskussion? 

”Det synes jeg også er et svært spørgsmål. Jeg kan se både fordele og ulemper ved en adskillelse. Fordelen ved at være bundet op på staten, at folkekirken ikke bliver for politisk, sådan som vi ser det i Sverige og til dels også i England. Kirken skal ikke være politisk. Vi lever i et af verdens vel nok mest sekulariserede samfund, og det er godt. Jeg tænker, at folkekirken har den plads i Danmark, som den skal have, og hvorfor så egentlig lave noget om, f.eks. ved at adskille den fra staten? Omvendt kan jeg også se en række grunde til, at man kunne adskille kirken fra staten. Jeg har bl.a. svært ved at se, hvorfor staten skal betale præsters lønninger, når vi nu lever i et sekulært samfund med religionsfrihed, herunder friheden til at være ikke-troende? Det virker også besynderligt, at en ikke-kristen dansker, f.eks. en jøde eller en muslim, skal i dialog med kirkekontoret i forbindelse med navngivning af sit barn. Opgaven med navneregistrering synes jeg ligger mere naturligt hos kommunen end i folkekirken”, siger Martin Lidegaard og tilføjer:  

”Samtidig kan kirkens ægteskab med staten signalere, at en del af vores medborgere ikke rigtig er en del af samfundet. For selv om Danmark er et kristent land, betyder det ikke, at alle danskere er eller skal være kristne. Det er alt i alt et meget svært spørgsmål, om det er en god idé at adskille staten fra kirken. Jeg har simpelt hen ikke et facit.”

Tak fordi du ville være med i dette interview til serien ’Min kirke’!

”Ja, helt sikkert, det var så lidt.”

Fakta: Marin Lidegaard

martin_lidegaard_2.jpg

 Henrik Dons Christensen
Martin Lidegaard i Brønshøj Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen

 
  • Politisk karriere: Medlem af Folketinget og næstformand for Radikale Venstres folketingsgruppe siden 2015. Ordfører for bl.a. finanspolitik, udenrigspolitik, udviklingspolitik og forsvarspolitik. Også medlem af Folketinget i årene 2001-2007. Tidl. udenrigsminister (2014-2015) og klima, energi og bygningsminister (2011-2014). 
  • Uddannelse: Cand.comm fra Roskilde Universitetscenter (1993). Student fra Helsingør Gymnasium (1985)
  • Født 1966. Opvokset på Krogerup Højskole i Humlebæk, hvor hans far var lærer.
  • Gift med Astrid Rathe, som han en datter sammen med. Er også far til datteren Barbara, som han har sammen med sin ekskone. 
  • Bopæl: Hus i Brønshøj. 

Fakta: Brønshøj Kirke

martin_lidegaard_3.jpg

 Henrik Dons Christensen
Folketingsmedlem Martin Lidegaard (RV) på kirkegården ved Brønshøj Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen

 

Brønshøj Kirke er en af de meget få københavnske kirker, der ligger omkranset af en kirkegård. Kirken blev opført i slutningen af 1100-tallet af byens grundlægger, biskop Absalon, 
og er både byens ældste kirke og byens ældste bygningsværk. 

Kirken har gennemlevet en dramatisk historie, idet den hele to gang har været indtaget af fremmede magter. Den første gang under Svenskekrigene (1658-60), da den svenske konge, Karl Gustav X, slog sin lejr op i Brønshøj. I den forbindelse blev kirken omdannet til våbenarsenal og ammunitionslager. Den anden gang var i 1807, hvor kirken blev indtaget af engelske tropper, der brugte kirkens tårn som udkigspost for artilleriet.  

Besøg kirkens hjemmeside her

Tags: