Min kirke: Olav Hesseldahl

olav_hesseldahl_1.jpg

Olav Hesseldahl, 33 år, ved Sankt Markus Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen
Olav Hesseldahl, 33 år, ved Sankt Markus Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen
Ungdomsbureauets Olav Hesseldahl opfordrer og udfordrer unge til at tage aktivt del i samfundet. I det arbejde ser han folkekirken som en vigtig allieret, som kan få unge til at give sig i kast med de store, eksistentielle spørgsmål og skærpe deres evne til at tænke selv.
Elsebeth Grummesgaard Gjesings billede
af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvilken kirke vil du kalde ’din kirke’?

Sankt Markus Kirke vil jeg kalde min kirke, for det er min lokale folkekirke på Frederiksberg, hvor jeg bor.

I mit arbejde på Ungdomsbureauet, er det uKirke på Vesterbro og samarbejdet med Thomas Nedergaard, som er ungdomspræst der. Jeg har også haft en del møder med Niels Grønkjær, der er præst i Vartov, jeg har brugt nogle af hans prædikener i undervisning af unge, og har en plan om at skulle i kirke hos ham en dag, men det med at komme afsted søndag formiddag er en udfordring i børnefamilien, så det er ikke sket endnu.

Jeg kommer fra Bagsværd med den smukke Utzonkirke, som har et lysindfald, der er helt magisk. Indimellem kommer vi der til jul, hvis det passer ind i programmet, men tit har vi ikke købt juletræet før den 24. og så fortaber vi os i det.

Hvordan bruger du din lokale kirke?

Henne i Sankt Markus har jeg oplevet nogle sindssygt gode ting hos præsten Signe Danielsen, sammen med mine børn, fx luciaoptog med børnehaven og skolen eller deres fastelavnsgudstjeneste.

Hver gang har jeg oplevet, at hun er meget udogmatisk i sin tilgang. ’Nede på jorden’ lyder jo helt corny, men det passer, for hun er virkelig i øjenhøjde med børnene, går fysisk ned på hug, når de selv sidder på hug, og så taler hun bare på en spændende og levende måde, der gør, at ikke kun børnene, men også alle vi voksne, bliver draget ind i de fortællinger, hun kommer med.

Der er ikke noget fordømmende eller ’man skal tro på hele pakken’, men man kan lade sig inspirere af det – det er i hvert fald det, jeg oplever, hun gør med mig og dem, som jeg er der med. Hun inspirerer enormt meget med det, hun siger, og så slutter hun af med trosbekendelsen, men på en afvæbnende og tilgængelig måde, og hvor børnene siger lidt med på den, og man ikke føler sig forkert, fordi man ikke kan den.

Ikke vokset op med kristendommen

Hvilken rolle har kirken spillet i din opvækst?

Jeg ved ikke, hvad en kulturkristen egentlig er, men jeg tror, det er det, jeg er. Jeg lever kristendommen, men jeg kan ikke trosbekendelsen til ende og er ikke troende ind i kernen. Jeg er ikke vokset op med kristendommen tæt på og er hverken døbt eller konfirmeret. Selvom jeg har en lang videregående uddannelse og måske kunne være disponeret for at vide alt om hele pakken, så ved jeg ret lidt.

Jeg kan huske nogle ting fra skolen, fx skabelsesberetningen, men det er meget fragmenteret.

Min mor var en del af den lokale valgmenighed på Fyn, og jeg var med et par gange som barn, men husker mest, at orglet var lidt skræmmende. Min fars familie er socialdemokrater på fagforeningsmåden, og var ikke kristne.

Jeg har været til en række begravelser på Fyn i familiens ældre generation for nogle år tilbage. Præsten havde en meget elitær facon og sagde alt muligt, jeg ikke forstod. Jeg følte mig helt kulturdum og derfor har jeg været enormt fremmedgjort over ’hvad er koderne her, og hvorfor skal man sige amen og dit og dat?’.

Der har jeg oplevet det stik modsatte både med Signe og med Thomas fra uKirke.

De store eksistentielle spørgsmål har kirken tænkt over i over 2.000 år, og de har vist sig at være aktuelle alle de år

Når jeg har holdt møder med Thomas om forskellige samarbejder, kommer det altid til at handle om mere. Ikke på en udflydende måde, men på en substantiel måde, hvor han kommer med nogle spørgsmål, og holder fast, indtil jeg har givet et svar, jeg selv er tilfreds med. Han er undersøgende, og derfor er det en kæmpe fornøjelse at tale med ham.

I mit fortravlede småbørnsliv kommer jeg altid ud til ham med skuldrene oppe, fordi jeg skulle skynde mig, og logistikken skal hænge sammen med noget A til B, men når jeg har haft møde med ham, så er skuldrene bare nede. Jeg ved ikke helt, hvad det er han gør, men han stiller nogle spørgsmål, jeg ellers ikke møder i min hverdag. Det er noget andet i det, end når jeg holder møde med en fra erhvervslivet eller et politisk parti, hvor det hurtigt kommer til at handle om noget instrumentelt og ’to do’.

Kirken kan stille de spørgsmål, som de unge har brug for

Hvad kan unge bruge folkekirken til?

Ungdommen kan bruge folkekirken til at få stillet eller formulere spørgsmål om de allermest eksistentielle ting – hvad kærlighed er, hvad tro er. 

Jeg har selv prøvet at spørge nogle venner ’er du bange for døden?’, og så bliver det hurtigt sådan lidt ’wow, hvor er du prætentiøs. Det er fordi du har læst filosofi’.

Det er ikke let at stille de spørgsmål, uden at det virker enten kikset eller bedrevidende, og her kommer sådan en som Thomas fra uKirke ind i billedet, for han gør det bare på en totalt ligeværdig måde. Spørgsmålet: ’Er du bange for døden?’ tager jo ikke hensyn til modtageren og det kræver situationen.

Der er behov for noget menneskeligt knofedt, som kan modellere de store spørgsmål til den enkelte situation, for folk har jo alt muligt i bagagen, måske har de lige mistet nogen, og er ikke klar til at tale om det.

De store eksistentielle spørgsmål har kirken tænkt over i over 2.000 år, og de har vist sig at være aktuelle alle de år. Der skal kirken bare ikke være bange for at insistere på, at den har et veludviklet tankesæt som kan udfordre og inspirere folk.

Jeg er helt med på, at kirken laver pasta og stiller en DJ op, at det kan være en måde, at få unge indenfor. Det kan bare ikke stå alene, og det er noget af det, Thomas gør godt, for han stiller sig op i baren og taler med de unge. Det synes jeg er opskriften på, hvordan man skal gøre.

Folkekirken har været repræsenteret på demokratifestivalen Ungdommens Folkemøde hvert år, og I har været meget opmærksomme på at invitere og sætte samarbejder op. Hvordan kan det være?

Det skyldes, at jeg gennem mange år har haft en oplevelse af, at unge var lidt mekaniske i deres adfærd. Hvis jeg må sætte det lidt på spidsen, var det som om, der kørte kalkuler i deres hoveder: ’hvad er det bedste, jeg kan gøre her, for at få den højeste løn’.

Fejlkultur, usikkerhed og søgen er ikke blevet hyldet uddannelsessystemet, og det er helt tilbage til børnehaven, hvor man lærer bogstaver og tal i stedet for at lege frit uden voksenopsyn. Den tænkning sætter spor hos ungdommen i alle situationer. Det hele bliver mindre levende og hjertebåret, men mere drevet af fornuft og rationaletænkning.

Når det gælder Ungdommens Folkemøde, vil vi gerne have allierede i at udfordre den tænkning. Nogen, som kan træne de unge i at tænke selv og stille spørgsmål, og her stiller folkekirken og kristendommen flere spørgsmål, end den giver svar. Det er for mig at se så vigtigt.

Der er så mange dybt eksistentielle spørgsmål, de unge ikke har stillet sig selv. Hver gang, jeg er til en begravelse i en kirke, bliver jeg så sindssygt berørt, for jeg er nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv synes om døden, for døden er lige i det her rum. Kirken kan håndtere død på en værdig måde, og på en måde, hvor man tør tale om det – tale om den døde. Folk tør sjældent tale om dem, de savner, men det er ok at gøre dér.

Store og dybe spørgsmål uden rigtige svar, er ikke det, der karakteriserer sådan et PISA-belagt uddannelsessystem, hvor alt skal testes og vejes. På Ungdommens Folkemøde ligger folkekirken på min mentale top fem, over de institutioner, som kan inspirere og provokere. Statens Museum for Kunst og Højskolerne er andre, som falder i samme kategori og udfordrer unges verdenssyn.

Hvad skal der til, for at samtalerne om de store spørgsmål fungerer?

Vi havde for fire-fem år siden en bus fuld af præster med på Roskilde Festival for at lave en samtalesalon om de store spørgsmål. Her placerede vi præster på den ene side af bordet og festivalgæster på den anden. De unge på Roskilde er i min optik de bedste versioner af sig selv, fordi de smider deres facader og forståelser af, hvad de selv er og ikke er. De er meget mere umiddelbare og mindre fordømmende overfor andre.

Det var helt vildt magisk at samle de der præster, og der var også en rabbiner og en imam. Vi kunne have gentaget det hver time, for der var mange, der ikke kom til.

Der er et umættet marked dér. De unge er podet til at have de samtaler i sådan en sammenhæng. Jeg tænker, at folkekirken i al dens flor og fauna må se et potentiale der: hvis man kan få barberet noget af hverdagen af unge, så er de virkelig klar til at tale. I det her instrumentaliserede samfund er der hårdt brug for det.

Olav Hesseldahls kirker

Sankt Markus Kirke er en sognekirke ved Forum på Frederiksberg

uKirke er en del af Vesterbro sogn og henvender sig specifikt til unge: 

Se folkekirkens program for 2018 (program for 2019 kommer snarest): 

Tags: