Min kirke: Søren Pind

soeren_pind_

Udannelses- og forskningsminister Søren Pind er ofte at finde på kirkebænken i Sankt Pauls Kirke i Nyboder. Foto: Sille Arendt
Udannelses- og forskningsminister Søren Pind er ofte at finde på kirkebænken i Sankt Pauls Kirke i Nyboder. Foto: Sille Arendt
Sankt Pauls Kirke er en af de københavnske kirker, der ofte trækker fulde huse. Én af dem, man kan møde i kirken om søndagen, er uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, der i dette interview fortæller om sin tro og syn på folkekirken anno 2017
af Jacob Lybek (Presserådgiver i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

I det landsbyagtige Nyboder i det centrale København rager Sankt Pauls Kirke op som et fyrtårn blandt de lave, gule bygninger. Her møder vi udannelses- og forskningsminister og folketingsmedlem for Venstre Søren Pind, der ofte kommer i kirken.

”Den har jo et imponerende flot kirkerum, som forekommer storladen i sit udtryk. For mig er det dog ikke indretningen og arkitekturen, der er det afgørende. Det er derimod ordet, ritualerne, salmerne og den måde, evangeliet bliver forkyndt på. Tidligere gik jeg ofte i Kastelskirken på Østerbro, og jeg kommer der stadig væk indimellem. I de seneste tre års tid, efter at jeg har løst sognebånd til sognepræst Kathrine Lilleør, har det dog primært været her i Sankt Pauls Kirke i Nyboder, at jeg går i kirke,” fortæller Søren Pind og fortsætter:

”Jeg synes, det er fantastisk, at her næsten hver søndag kommer mellem 150 og 200 mennesker til højmesse om søndagen. Og nej, det er ikke blot pensionister, du finder på kirkebænkene. Det er lige så meget folk i 30-40 års alderen og deres børn, der kommer her. Det viser jo bare, at kirken og evangeliets glade budskaber er lige så relevante og aktuelle, som de altid har været, også i en tid, hvor de fleste danskere er blevet såkaldt højtidskristne – og også selv om man lever en fortravlet storbytilværelse i København,” lyder det fra den 47-årige minister.

Hvor ofte går du i kirke?

”Nogle gange er det hver fjortende dag, men andre gange er det måske kun en gang hver anden måned. Jeg kan godt lide at gå i kirke. Det er primært søndagshøjmesserne, jeg deltager i. Jeg går stort set altid til alters i kirken. Når jeg går til alters, bliver jeg bl.a. mindet om det at være en del af et fællesskab, som har eksisteret i mere end 2.000 år, hvilket betyder meget for mig.”

Læs også: Min kirke: Overborgmester Frank Jensen 

Er du typen, der har et bestemt sted her i kirken, hvor du altid sidder?

”Nej, det er jeg ikke. Jeg ender ofte med at sidde på en af bænkene sådan cirka midtfor, når jeg er i Sankt Pauls Kirke. Typisk alene af den grund, at det er der, hvor der rent faktisk er plads. Jeg har det nemlig med først at komme lige før gudstjenesten begynder, og så man jo sætte sig dér, hvor der er ledigt.”

Hvem går du i kirke med?

”Til påske og jul er det sammen med mine to sønner. Når det gælder søndagsgudstjenesterne, er det ofte sammen med min gode ven Nicolai. Dette at gå i kirke er noget, vi har dyrket gennem en 15 års tid efterhånden. Jeg går også i kirke alene somme tider.”

Selv om kristendommen har været en tæt følgesvend for Søren Pind gennem det meste af livet – bort set fra en periode i sit voksne liv, hvor han kom alvorligt i tvivl – er det først i de seneste år, at Søren Pind er begyndt at fortælle åbent om sit forhold til kirken og sin tro, som han i øvrigt over for Kristeligt Dagblad har beskrevet som tidehvervsk i en ”glad” og ”blid” version.

”Ja, jeg har tidligere været meget blufærdig om min tro. Men nogle gange må man simpelt hen bare træde frem og vise, hvem man er som menneske og vise flaget. Så der er jeg blevet mere åben. Tro er den største grad af overbevisning og samtidig den dybeste grad af fortvivlelse.”

Jeg har tidligere været meget blufærdig om min tro. Men nogle gange må man simpelt hen bare træde frem og vise, hvem man er som menneske.

Læs også: Min kirke: Forfatter Jens Christian Grøndahl 

I Søren Pinds barndomshjem var kristendom og kirke ikke noget, der fyldte. Da han i en alder af blot fem år lærte at læse, blev børnebiblen ikke desto mindre en af de allerførste bøger, han læste, og som gjorde et meget stort indtryk på ham. På det tidspunkt boede familien i en lejlighed i byen Aigle i Schweiz, hvor faren arbejdede som tandlæge og moren som fysioterapeut, og Søren Pind gik i en katolsk børnehave. En stærkt troende enke fra opgangen, som havde krucifikser hængende overalt på væggene i lejligheden, fortalte ham en dag, hvordan Gud laver omhyggeligt regnskab for det enkelte menneskes gode og onde handlinger og risikoen for at komme i Helvede. Han stiftede også i denne periode med Dantes Inferno. Disse ting var med til at forme hans barnetro, som delvis var præget af mørke associationer og djævlebilleder.

Efter nogle år i Schweiz flyttede familien til Allinge på Bornholm, hvor Søren Pind ofte talte med ægteparret i nabohuset, som var meget troende. Kort før han begyndte på Bornholms Amts Gymnasium i Rønne, blev han kirkesanger i Østermarie Kirke, og sognepræsten Gunnar Strand-Holm, som var grundtvigianer, blev en god samtalepartner. Hvor hans tro før havde handlet meget om frygt for det mørke, kom den bl.a. takket være præsten og nabofamilien meget til at handle om lys, glæde og kristendommens kærlighedsbudskab.

”Min tro er lige så lys som B.S. Ingemanns salmer, som påminder os om, at vi kun er mennesker og ikke guddommelige. Og derved sættes vi fri. Det er ikke meningen, at vi skal være guddommelige. Det indtryk kunne man måske ellers godt få, f.eks. når man ser, hvordan folk fremstiller sig selv på Facebook med fortællinger om det perfekte og ufejlbarlige liv. Vi skal gøre det godt, men vi skal leve med de indbyggede begrænsninger og uundgåelige fejl, det medfører at være menneske. Jeg kommer her til at tænke på Luthers ord om, at man skal synde tappert.”

Læs også: Min kirke: Cykeldirektør Brian Holm 

Beder du en bøn nogle gange?

”Ja, jeg beder faktisk en lille bøn om aftenen. På min egen stille og private måde med foldede hænder og dynen over hovedet.”

Er der noget, som du tænker, at folkekirken kunne blive bedre til eller gøre anderledes?

”Generelt fylder kirken jo mindre og mindre, og det gælder jo ikke mindst her i København, og det er et stort kulturtab. Dér tænker jeg, at folkekirken må være mere aktivistisk, og gå og sprede de glæder, der er i evangeliet, for det er ikke nok at prædike kun for de frelste. Så man må række ud efter befolkningen og simpelthen insistere mere på, at evangeliet har værdi. Og man har jo resurserne til det. Som jeg oplever det, er der i hvert fald en generel søgen efter det rolige, det evige og det sande,” siger Søren Pind.

Bl.a. i København ser vi nu eksempler på, at sognepræsten uopfordret stiger op på cyklen og tager ud til nybagte forældre. De ringer på for at sige tillykke og spørger samtidig, om forældrene har tænkt over, om deres barn skal døbes – synes du, at det er godt eksempel på en mere aktivistisk stil?

”Ja, det synes jeg faktisk. Det er relevant. Jeg synes ikke, at der er noget galt i at missionere. Det er jo det, som dåbsbefalingen handler om; at man skal udbrede kristendommen også til andre folkeslag. Det er min opfattelse, at kirken har en berøringsangst i forhold til mission og at slå på tromme for evangeliet. Og især når det gælder forholdet til islam. Det bliver lidt sådan en ’vi-skal-alle-sammen-være-venner’-teologi. Det er ikke noget galt i at være venner, men man kan omvendt være så bange for at støde nogen, at man ikke tør sige, hvad man står for og tror på. Folkekirken er der for at prædike og sprede kristendom, og ikke for alt muligt andet. Det er sådan, jeg ser det.”

Tak fordi du ville medvirke i interviewet til serien ’Min kirke’!

”Selv tak, det var så lidt.”

Fakta: Søren Pind

  • Politisk karriere: Uddannelses- og forskningsminister siden november 2016 og medlem af Folketinget for Venstre siden 2005. Tidl. justitsminister, minister for flygtninge, indvandrere og integration samt minister for udviklingsbistand. Tidl. bygge- og teknikborgmester i Københavns Kommune og medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
  • Uddannelse: Cand. jur. fra Københavns Universitet (1997). Student fra Bornholms Amtsgymnasium (1988).
  • Født 1969. Opvokset i Videbæk vest for Herning, i Aigle i Schweiz og Østermarie på Bornholm.
  • Far til sønnerne Theodore og Johan-Emil, som han har sammen med sin tidligere hustru Marie-Louise.

Sankt Pauls Kirke


Sankt Pauls Kirke, som lige nu er midt i en større renovering af tårnet, spiret og indgangspartiet, kan til december fejre 140 års jubilæum. Kirken, der står som en kæmpe blandt de små, lave, gule, bygninger midt i byens landsbyagtige Nyboder-kvarter, er en af de kirker i København, som ofte trækker fulde huse om søndagen.

Kirken, der blev indviet 1877, er ved flere lejligheder blevet fremhævet for sin arkitektur i norditaliensk-romansk stil. Et eksempel er i bogen ’Storbyens virkeliggjorte længsler – Kirkerne i København og på Frederiksberg 1860-1940’ ved Anne-Mette Gravgaard, hvor det bl.a. hedder:

”Indvendigt fremstår kirken med sit høje midterskib og de lavere sideskibe, det flade kassetterede loft og lyset, der falder ind gennem midtskibets vinduer, som den mest fuldendte basilika (en bygningstype, som stammer fra det klassiske Rom og Grækenland, red.) i København.

Sideskibene skilles fra midterskibet ved arkaderækker af korinthiske søjler, udført i poleret granit med baser og kapitæler af kalksten. Gennem en triumfbue bemalet med Guds altskuende øje kommer man af den brede, syv trin høje trappe op i koret, som i modsætning til resten af kirken har hvælvinger.”

Besøg kirkens hjemmeside her

Tags: