Min kirke: Sys Bjerre

sys_bjerre.jpg

Sys Bjerre
Sys Bjerre. Pressefoto
Som barn skrev Sys Bjerre aftenbønner til sine tøjdyr. På tærsklen til voksenlivet har den 33-årige sangerinde genfundet glæde ved kirkerummet, der for hende både kan være en fysisk bygning og en sindstilstand med plads til ro og store tanker

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst: Jeppe Kiel Revsbech

Hun er formentlig bedst kendt for smittende pophits som ’Malene’ og ’Alle Mine Veninder’, men forrige år tog Sys Bjerre livtag med en helt anden genre, da hun gav sit bud på 12 salmer om det moderne menneske.

Flere af salmerne har siden fundet vej til Kirkesangbogen, mens den produktive sangerinde og sangskriver i 2018 turnerede landets kirker under sin såkaldte ’Salmetour’.

For Sys Bjerre har Sankt Jakobs Kirke på Østerbro imidlertid en ganske særlig status. Læs her om kirken og hendes forhold til kristendommen.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til kristendommen - er du troende, og hvad tror du i så fald på?

”Jeg har altid haft et fint forhold til kristendommen, men jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Jeg er vokset op i en familie, hvor man primært tror på sig selv. Men når jeg ser tilbage, har jeg det som om, der hele tiden var en indre telefon, som ringede. Hele mit ungdomsliv og store dele af mit voksne liv ignorerede jeg den, fordi jeg var bange for, hvad ville der ske. Men i min sjæls mørkeste nat løftede jeg røret, og fra den dag var alt anderledes.”

”Så ja, jeg tror. Jeg tror virkelig meget. Jeg tror på det hele, og jeg tror på, at vi er en del af det hele. Jeg er ligeglad med, hvilke navne vi bruger om dét at tro – jeg kalder det selv alt muligt. Det betyder ikke noget, for ord slår alligevel ikke til. Jeg tror på, at vi alle sammen taler om det samme.”

Man kan være alene i kirke, men man er stadig sammen med andre.

Har du en kirke i København, som du foretrækker at komme i - og hvorfor holder du særligt af den kirke?

”Jeg har været en del i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro. Jeg ved ikke helt, hvordan det er endt sådan, for jeg bor på Amager, men jeg har både spillet der en del gange og optaget en musikvideo derinde. Min trio fik også lov at bruge kirkerummet som øvelokale, da jeg skulle starte min kirketour. Det er en fantastisk kirke, og jeg føler mig virkelig hjemme der. Alle er så søde, og akustikken er utrolig. Jeg er vild med at synge i Sankt Jakobs Kirke.”

Hvor ofte går du i kirke?

”Jeg går ikke særlig tit i kirke i den konventionelle forstand, men jeg går meget ofte ind i kirker. Det er så dejligt, at døren er åben, og jeg nyder den stilhed og ro, der hersker i de smukke rum. På en måde føler jeg, at man kan være alene i kirke, men man er stadig sammen med andre, som også har deres rum, i det store kirkerum, vi deler. Det er smukt.”

Hvad betyder det for dig at gå i kirke?

”Jeg tror, jeg af og til også anser kirken som en sindstilstand – og en meget vigtig en af slagsen. Alle er enige om, at kirken er et sted til fordybelse og store tanker. Både til de tunge ting, men også til trøst og lindring. Jeg bærer det rum med mig. Jeg går derind, så ofte jeg kan. Jeg mediterer og dyrker yoga hver dag. Jeg beder eller laver affirmationer og bruger koncentreret noget tid med mig selv i den samme højtidelige stilhed, som hersker i det fysiske kirkerum.”

Jeg er vild med de koncepter, som kreative præster udtænker, hvor samtaler om eksistens og tro blandes med musik.

”Vi lever i en tid, hvor langt de fleste bruger virkelig mange af deres vågne timer foran en skærm, uanset om det er på jobbet, i skolen, i metroen eller når de har fri. Det kræver en indsats at løsrive sig fra den bedøvende strøm af internetbaseret indhold, men det er heldigvis også ved at komme på mode at tage sig tid til bare at være med sig selv. Det er den slags ting, jeg træner i min egen, lille kirke.”

Hvordan var forholdet til kirken og kristendommen i dit barndomshjem og i din ungdom?

”Jeg begyndte til spejder hos KFUK i Vanløse som niårig og gik der i næsten ti år. Det var mit første møde med kristendommen, og jeg må ærligt indrømme, at vi ikke tog det særlig alvorligt. Vi sang salmer, hvilket jeg elskede, men jeg ’zonede ud’, når vi var med til gudstjeneste. Mine forældre var bestemt ikke troende, og da man jo lærer alt fra dem, var jeg det heller ikke.” 

"Dog kan jeg huske, at jeg i smug skrev min egen aftenbøn, som jeg reciterede for mine sovedyr ved sengetid en overgang. Den var måske lidt en protest eller et forsøg på oprør mod min meget lidt kristne familie. Jeg lagde den i hvert fald engang frit fremme på mit værelse i håbet om, at de voksne ville finde den. Jeg ved ikke, om de gjorde det. De sagde aldrig noget om det.”

Er der noget, du synes, den danske folkekirke kan blive bedre til?

”Jeg synes, den danske folkekirke gør det godt – det er en svær tid at være den i. Men jeg er dybt imponeret, for der sker så mange ting i kirkerne, som man ikke havde forestillet sig, dengang min far var dreng. I kirken over for min lejlighed har de alt fra spaghettigudstjenester til børne-yoga, foredrag og fællessang. Det er strålende. Jeg er også vild med alle de koncepter, som kreative præster udtænker, hvor samtaler om eksistens og tro blandes med musik. Jeg er selv blevet inviteret til et par stykker, og jeg har nydt det meget.” 

FAKTA: Sys Bjerre

  • Dansk sangerinde og sangskriver, som debuterede med sit første album, ’Gør det selv’, tilbage i 2008. Siden har hun udgivet yderligere tre plader i eget navn.
  • I 2016 skrev og komponerede Sys Bjerre 12 nye salmer, hvoraf flere af dem har fundet plads i den seneste udgave af Kirkesangbogen.
  • I det forgange år har hun turneret med salmerne på sin såkaldte ’Salmetour’, hvor hun gav koncerter i kirker landet over.
  • Bor på Amager med sin kæreste.
  • Læs mere om Sys Bjerre her

Tags: