Peter Øvig Knudsen: »Begrebet folkelighed fylder ikke noget, når jeg skriver«

poevig855x485.jpg

Peter Øvig Knudsen. Foto: Maj-Britt Boa
Peter Øvig Knudsen. Foto: Maj-Britt Boa
Læs Sørine Gotfredsens interview med Peter Øvig Knudsen om folkelighed og menneskets behov for fællesskaber fra debatmagasinet SUPER FOLKELIG?
af Sørine Gotfredsen (sognepræst i Jesuskirken)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Begrebet folkelighed er svært at definere. Måske mærker man det som en slags tryghed i sig selv, eller måske lægger man instinktivt afstand til fænomenet, men tanken om at mange mennesker grundlæggende har behov for at være del af et fællesskab er svær at komme udenom.

I særlig grad har den gennem årene optaget journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen, der fik sit store gennembrud med beretningen om Blekingegadebanden. Og som i det forgangne efterår udgav sit andet bind om den danske hippiebevægelse.

Peter Øvig Knudsen

f. 1961 i Holme ved Århus. Uddannet journalist i 1987 og blandt andet ansat ved Information, Weekendavisen og DR . Udover bøgerne om Blekingegadebanden (2007-2008) og Hippiebevægelsen (2011 og 2012) har Øvig Knudsen blandt andet skrevet Efter drabet (2001) om modstandsbevægelsens likvideringer. Han har modtaget flere priser, heriblandt DR ’s Rosenkjærprisen og Cavlingprisen.

Jeg bruger ikke selv ordet folkelighed. Der er en tendens til, at begrebet anvendes af mennesker, der tilhører en bestemt gråhåret bekymret humanist-type

En rød tråd for én af landets mest succesfulde og prisbelønnede formidlere består af en kredsen om menneskets trang til i flok at skabe mening i verden.

"Det lidt uhyggelige ved mennesket er vores angst for at stå alene med synspunkter og livsværdier. Der findes en stor længsel efter at få livsværdierne sat på formel, og så mødes man om en slags pakkeløsning i et fællesskab, hvor man tror, at man har fundet den rigtige vej. Det sundeste og smukkeste er at antage sine egne livsværdier og ikke indgå i et rigoristisk fællesskab, der jo kan medføre eksklusion af dem, der har en anden opfattelse. Enhver skillelinje mellem mennesker er i mine øjne fiktiv."

Men det er vel naturligt gerne at ville føle sig som del af noget – for eksempel et folkeligt fællesskab?

"Jeg bruger ikke selv ordet folkelighed. Der er en tendens til, at begrebet anvendes af mennesker, der tilhører en bestemt gråhåret bekymret humanist-type, der synes, at ungdommen er af lave og føler sig lidt hævet over dem, de taler om. Man møder de bekymrede på højskoler og i forfatterkredse og sikkert også i kirkesammenhænge. Og jeg møder dem blandt mine læsere. Begrebet folkelighed fylder ikke noget, når jeg skriver. Jeg skriver til hiin enkelte og forestiller mig ikke en flok eller en fællesnævner. Men hvis man ser det folkelige som noget, der står i modsætning til en akademisk tone, kan man godt sige, at jeg på en vis måde står på folkelighedens side. Jeg er mere interesseret i folkeoplysning end
i akademisk afklaring, for jeg kommunikerer med folk i al almindelighed."

Knudsens bøger om Blekingegadebanden har solgt sensationelt godt – over 350.000 eksemplarer. Danskerne vil gerne kende til den dramatiske terrorist-historie, og også om hippiernes bevægelse, for tilsyneladende vil de gerne vide mere om de kræfter, der også her i landet kan fødes gennem gruppefølelsen.

Har længslen efter at tilhøre en gruppe at gøre med en slags rådvildhed eller angst for tomhed?

"Det er det svære spørgsmål. Blekingegadebanden handlede om nogle gymnasieelever, der mente, at verden er uretfærdigt skruet sammen. Så i udgangspunktet er handlekraften idealistisk, men når der tilføres en ideologisk overbygning, kan fællesskabet blive eksplosionsfarligt. Problemet opstår, når den enkelte ikke magter at hvile i sin egen forståelse af verden, men mere og mere trækkes hen imod en dogmatisk fællesforståelse.

Jeg bliver altid mistænkelig overfor mig selv, hvis jeg føler mig meget enig med dem, jeg er sammen med. Som 3. g,er blev jeg medlem af KAP og mærkede efterhånden den fundamentalistiske rus i mig selv. Jeg overtog det hele, og en kritik af gruppen var også en kritik af mig. At have overbevisningen sammen med andre gjorde, at jeg ikke var bevidst om faktisk at være fundamentalist."

Hvornår føler du dig mest folkelig?

- Jeg føler mig meget folkelig, når jeg har kørt i tog gennem regnen og ankommer til Fåborg, hvor jeg skal holde foredrag.

Og jeg får at vide, at det er blevet flyttet til gymnasiet, fordi der er så mange fra byen, der vil høre om Blekingegadebanden.

De er kommet for at lytte til en mand, der står og taler på en scene i to timer. Det er folkelighed på den gode måde.

Rummer det også en bevidst afstandstagen fra det etablerede, når man på den måde bliver del af en gruppe?

"De to bevægelser, jeg senest har beskæftiget mig med, har begge rødder i 68, men de repræsenterer helt modsatrettede ting. Den marxistiske retning er autoritær og optaget af konfrontation, mens hippierne som udgangspunkt havde en meget kompleks tankegang, der var inkluderende. De talte om menneskene som dem, der kunne holde op med at gøre uhensigtsmæssige ting. Som når John Lennon mente, at det onde i verden kan være slut, hvis alle bare beslutter det på én gang.

Samfundet havde behov for hippiebevægelsen, og den sejrede med sin nedbrydning af autoriteter. Hverken mig som far, dig som præst, politibetjenten eller statsministeren er i dag en autoritet, men angående det anti-materialistiske har hippierne ikke sejret, og hvis man skulle tænke sig det næste oprør mod det etablerede, måtte det være i den iklædning. Tanken om at sætte levestandarden ned findes ikke på Christiansborg, og der må på et tidspunkt opstå en ung modbevægelse, for unge mennesker ser ofte verden med klare øjne."

Peter Øvig Knudsen, der selv er 50 år gammel, nævner i løbet af samtalen, at man ofte med alderen bevæger sig væk fra den tilstand, hvor man med brændende flokidentitet kan udføre de mest grænseoverskridende ting. Dermed vel også sagt, at man som et modent menneske bliver bedre til på nuanceret vis at vurdere det store
folkelige fællesskab, som man måske engang så sig selv stående i opposition til.

Hvad synes du præger det fællesskab, vi har i dette land nu?

Jeg bliver altid mistænkelig overfor mig selv, hvis jeg føler mig meget enig med dem, jeg er sammen med

"Jeg går en lille omvej med mit svar. Noget af det interessante ved hippiernes sociale eksperiment i Thy-lejren i sommeren 1970 var, at de blev taget så godt imod af de lokale. I en periode udviste Thyboerne stor åbenhed overfor hippierne, selv om de lige så godt kunne være kommet fra en anden planet. Den åbenhed håber jeg er et dansk særkende. Fordomsfrihed og nysgerrighed.

De samme egenskaber, der kendetegner mennesker, der bliver gamle på en flot måde. Jeg tror stadig, at åbenheden eksisterer i nære relationer, men ellers udtrykker jeg det nok mest som et håb om, hvad der kendetegner noget fælles hos os. Til gengæld savner jeg i dag taknemmelighed hos mit folk. Både materielt og demokratisk lever vi meget privilegeret, og det klæder ingen fortsat at have begær efter mere. Behovstilfredsstillelsen er overskredet, og hvis ikke modbevægelsen opstår, kan det i længden blive usundt for folkeligheden."

Så du mener, at folket i disse år formes af overflod?

"Ja, men vi skal huske, at min daglige erfaring er præget af, at jeg bor i Gentofte. Jeg synes, at de børn, der vokser op her, vænner sig til et velstandsniveau, der er helt hysterisk. Jeg tror ikke uden videre på, at der er sammenhæng mellem velstand og glæde, og derfor tror jeg også, at der kommer en modreaktion."

Skulle en sådan opstå vil Peter Øvig Knudsen utvivlsomt på et tidspunkt være den rette til at beskrive den. Og vi har brug for fortællingerne om dem, der bryder med det etablerede. For de er med til at gøre det klart for os, hvad det store fællesskab består af.

Tags: