Portræt: Louise Sihm Knudsen

louise_sihm_knudsen_paa_kastellet_i_koebenhavn.jpg

Louise Sihm Knudsen: "I vores verden går herrerne med (præste)kjole og adskillige små drenge bliver døbt i dåbskjole. Omvendt bliver mange brude og konfirmandpiger pyntet, som var de dronningen af Saba." Foto: Sille Arendt
Louise Sihm Knudsen: "I vores verden går herrerne med (præste)kjole og adskillige små drenge bliver døbt i dåbskjole. Omvendt bliver mange brude og konfirmandpiger pyntet, som var de dronningen af Saba." Foto: Sille Arendt
I 1948 blev de første kvindelige præster ansat i den danske folkekirke. Her 70 år efter har vi mødt deres nuværende kollega Louise Sihm Knudsen med kamera og et par spørgsmål om køn og kirke

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

På hvilken måde fylder køn noget i dit arbejde?

Det vil umiddelbart være en køn historie, hvis jeg påstod, at køn overhovedet intet fylder i mit arbejde, og at jeg - når alt kommer til alt - ikke skelner mellem mænd og kvinder. Men i mit arbejde og i mit liv møder jeg – først og sidst - hvert enkelt menneske som menneske - uafhængigt af køn, historie, økonomi eller etnicitet. Forskellige, men alle af kød og blod. I sorg og i glæde.

Ja, nogle gange føles det faktisk, som de kønsdifferentierede barrierer, vi fordomsfuldt mener at kende, helt er ophævet, – for i vores verden går herrerne med (præste)kjole og adskillige små drenge bliver døbt i dåbskjole. Omvendt bliver mange brude og konfirmandpiger pyntet, som var de dronningen af Saba. At ville være kønsneutral er nok en illusion. Det vigtigste er dog at være menneske. Og at møde hinanden som mennesker. 

Mens jeg studerede i slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90´erne, var der en majoritet af mandlige teologistuderende, - i dag er omvendt. Tankevækkende at præstegerningen på mindre end 70 år er blevet kvindedomineret.

Historisk og teologisk skyldes det nok en fundamental ændring i synet på kvinden og på autoriteter i det hele taget. Hvad var der forresten blevet af evangeliet og kristendommen, hvis vi ikke havde haft kvinderne – dengang for næsten 2000 år siden - til at viderebringe budskabet om opstandelsen?  

(Artiklen fortsætter under billedet)

louise_sihm_knudsen_i_kirkerum.jpg

 Sille Arendt
Louise Sihm Knudsen på besøg i Kastelskirken. Foto: Sille Arendt

Nævn en kvinde, du er inspireret af i dit arbejde.

Ikke alene som præst, men også som menneske, er jeg inspireret af passionerede kvinder. Og passion rummer både lidelse og lidenskab.

Jeg beundrer de kvinder, der dedikeret, engageret, dygtigt og modigt sætter en ære i, ja brænder for deres fag og deres sag, selvom de må gå mod strømmen og kæmpe; Koste hvad det koste vil. Det gælder stjerner inden for ballet, musik, kunst, sport og litteratur. 

Særlig har forfatterinderne Karen Blixen, Selma Lagerlöf og Astrid Lindgren hjulpet mig med at åbne øjnene for verden og for livet. Ikke alene de tre livskloge kvinders sprog og stil, men også hver deres livshistorie gør dem til kvindelige evangelister. De er sande budbringere af gode historier, som vi alle kan spejle os i eller tage med os som almenmenneskelig og eksistentiel balsam.

Tænk bare på figurer som Babette, Niels Holgersen og Pippi Langstrømpe. I litteraturen er de bundet til ”en tid og et sted”, men alligevel formår forfatterinderne magisk at forvandle og gøre dem så levende, at de kan bevæge sig væk fra tid og sted – og tale direkte ind i vores hjerter i dag. De gør fortiden eksistentiel. Helt på samme måde som vores evangeliske tekster gør i hver en prædiken.

De tre første kvindelige præster i 1948 var et markant nybrud i folkekirken. Hvor ser du de næste store ændringer?

Jeg tror ikke på de store jordrystende ændringer eller nye reformationer i Folkekirken. Ikke fordi kirken derfor skal ligge brak, være ophøjet eller urørlig. Den skal bevæge sig, – ellers lever den jo ikke; Men jeg mener ikke, at der skal en hellig X-faktor til, at den skal indtræde i showbusiness, imponere, selvpromovere sig eller forandres for forandringens skyld. Måske kirken mere stilfærdigt bør besinde sig på øjeblikket, nærværet, og ufuldkommenheden – både midlertidigt og evigt. Lynhurtigt kan der blive så højt til loftet, og kirkeporten blive så vid, at alt bare fosser ud… 

Vi har en fantastisk folkekirkelig tradition i Danmark, blandt andet båret af vores smukke poetiske bekendelsesskrift, Den Danske Salmebog, som jeg synes, vi skal bruge, bevare og værne om. 

Måske menighedens eksistentielle og vigtigste opgave ligger i at genoptage og genoplade et efterhånden ualmindeligt ”almindeligt” syn på Folkekirken. Så mon ikke en eventuel ændring alligevel ligger lige til højrebenet og handler om at tage den lidt med ro og trække vejret i næstekærlighedens navn – ganske enkelt og ligetil – også uanset vores næstes køn!   

Louise Sihm Knudsen

louise_sihm_knudsen_ved_monument_for_danmarks_internationale_indsats_siden_1948_paa_kastellet.jpg

 Sille Arendt
Louise Sihm Knudsen ved Monument for Danmarks Internationale Indsats siden 1948 på Kastellet. Foto: Sille Arendt
  • 52 år.
  • Teologisk kandidat fra Københavns Universitet 1992.
  • Præstevikar siden december 2015 i bl.a. Sankt Jakobs kirke på Østerbro, Frederiksberg kirke og Slotskirke, Flintholm kirke på Frederiksberg og Sankt Matthæus kirke på Vesterbro.
  • Har undervist som lærer på Institut Sankt Joseph, Østerbro, i 10 år og i en årrække solgt moderne nordisk kunst i privat virksomhed.
  • Er endvidere fagredaktør på kristendom.dk.

Se flere portrætter af kvindelige præster

Tags: