Så gør dog noget!

andreas_christensen_855.jpg

Andreas Christensen foran Hellig Kors Kirke på Nørrebro, hvor han er sognepræst. Foto: Lotte Lemche
Andreas Christensen foran Hellig Kors Kirke på Nørrebro, hvor han er sognepræst. Foto: Lotte Lemche
"Som teolog er jeg optaget af at lytte til en-til-en-aktørerne i samfundet." Sognepræst Andreas Christensen fra Hellig Kors Kirke skriver om en indsamling blandt soldater til nødstedte børn. Det var måske ikke den mest effektive, men engagementet fejlede ikke noget

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

For 10 år siden landede jeg i Kabul, Afghanistan med et halvt hundrede hovedsageligt sønderjyske soldater. Temperaturen på Kabulsletten var minus 28 grader celsius om natten og lidt tættere på nul om dagen. Vi var blevet trænet i at modstå kamp og synet af blod – men ikke synet af fattigdom.

Afghanistan er verdens sjettefattigste land og unge mennesker fra et velfærdssamfund kan ikke bare se på børn i frostvejr uden sko og overtøj uden at skride til handling.

Lægen forklarede os nøgletallene for, hvor mange børn, der normalt overlever en vinter i sådanne områder, og også hvad der skal til for at ændre tallene.

Selvom vi ikke kunne ændre statistikken, var vi nødt til at handle.

Jeg har et meget rationelt forhold til godgørenhed. Det er ikke altid den første indskydelse, der er den mest nyttige. Samtidig har jeg en kristen tro, som lytter til andre menneskers behov. Både dem, der er i nød og dem, der er kommet i nød af at se på nøden.

I det Ny Testamente står der ofte ”Han ynkedes”. Det er en lidt ynkelig oversættelse af det græske verbum splanknizomai, som betyder noget i retning af, at indvoldene kommer i bevægelse – eller at et andet menneskes situation tager bolig inde i mig.

De unge soldaters indvolde var kommet i bevægelse – og nu skulle der handles.

Soldaterne iværksatte i samarbejde med forældre og hjemlige boldklubber en tøjindsamling (mest sko) og Forsvaret var behjælpelig med transport. Civile og militære nøglepersoner i området blev konsulteret for at tilsikre, at nødhjælpen ikke blev opfattet som en favorisering af særlige klaner eller stammer.

Snart kunne danske sko ses på lokale børnefødder. Det gav ro i maven. ”Ham der overlever vinteren!”, kunne man sige. Det er det, jeg kalder entil-en-diakoni.

 

Andreas Christensen er sognepræst ved Hellig Kors Kirke på Nørrebro og har været udsendt som feltpræst i Afghanistan.

________________________

Undervejs i processen blev der opfundet mange dybe tallerkener – det vil sige, de aktive unge skulle lære sagsgange og forhold at kende for første gang.

Kigger man på det samlede time- og ressourceforbrug i hele linjen af denne lille indsamling, er det tydeligt, at aktionen kunne have været langt mere effektiv, hvis de samme ressourcer var lagt i hænderne på Røde Kors eller Læger uden Grænser.

Jeg foreslog meget kortvarigt at sætte cigaretprisen op i lejren. 20 Gauloises (et udmærket mærke som også ryges på Amalienborg) kostede 1 Euro. Hvis vi havde sat prisen op til 2 Euro og doneret 1 Euro til Læger uden Grænser, ville vi redde flere liv ved bare at sidde og ryge. Forslaget døde øjeblikkeligt.

Heldigvis. Det var ”Så gør dog noget” og mavefornemmelsen, der vandt. Og hvis det andet forslag er smart, kan jeg jo bare beskatte mig selv.

Det ene udelukker ikke det andet. Som teolog er jeg optaget af at lytte til en-til-en-aktørerne i samfundet, selvom det er organisationerne, der bedre kan ændre statistikken for nød. Jeg lytter, fordi det, der sætter handlingen i gang, er noget, jeg kender fra Det Ny Testamente. ”Splanknizomai” – et udtryk, som beskriver hvad, der rører sig i mig og nok også, hvad, der rører sig i Gud, når Gud ser på mig. 

Som lutheraner kunne jeg også møde disse initiativer med mistro og mene, at de prøver at skabe Himmerige for dem selv – men hertil er udviklingen kommet videre. Empati og følelsen af lykke bliver i dag beskrevet langt mere detaljeret, fysisk og individuelt, end man kunne på Luthers eller Paulus’ tid. Vi kan sagtens gøre os klogere hver dag på at lytte til vores krop og lade være med at gå i vejen for hinanden – og samtidig holde fast i, at evighed ikke er noget, vi laver selv.

Troen og engagementet

Føler det troende menneske sig i ekstra grad forpligtet på at tage del i verden, og hvordan opfatter vi i det hele taget forholdet mellem kristendom og engagement?

Spørgsmålet bliver stillet til tre københavnske præster i 2016-udgaven af DEBATmagasinet fra folkekirken i København, der har engagement som tema.

Svarene bringer os hele vejen fra Afghanistan til Vesterbro og tilbage til den grundtvigske barndomsby.

Andreas Christensen i DEBATmagasinet

Andreas Christensens tekst er også udgivet i DEBATmagasinet fra folkekirken i København, der i 2016 har 'engagement' som tema.

Læs DEBATmagasinet 2016 i en elektronisk udgave her

Tags: