Tale til konfirmanderne i 2018: Christina Mertz Fundrup

Hvad giver en præst de unge med videre i talen i kirken, når de bliver konfirmeret? Læs Christina Mertz Fundrups tale til konfirmanderne i Godthaabskirken på Frederiksberg her.
Henrik Dons Christensens billede
af Henrik Dons Christensen (Digital kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Christina Mertz Fundrup har været præst i Godthaabskirken og Sankt Thomas Kirke på Frederiksberg siden 2014:

"Når jeg holder taler, så tænker jeg meget over, hvem der er modtageren, og jeg prøver så vidt muligt at se talen som om det var mig, der sad og hørte den. Det er nemlig vigtigt for mig, at konfirmanderne og deres forældre ikke bare står af og tænker, at de under talen har en pause på ti minutter, for så er det hele lige meget."

"Det er blevet lettere for mig at holde talen til konfirmanderne. For ti år siden, da jeg startede som præst, var min tale nærmest renset for religiøst indhold, men nu lægger jeg benspænd ind, så talen tager udgangspunkt i evangeliet."

"Jeg tror, at folk godt forstår indholdet, selv om det religiøse er holdt subtilt. Så man behøver ikke nævne Gud og tro hele tiden. I stedet er det vigtigt, at formidle stoffet med alvor, og så have fokus på sproget og at få en god connection, for menigheden kan godt lide, at præsten gør indholdet relevant og medinddragende."

Christina Mertz Fundrup

Præst i Sankt Thomas Kirke og Godthaabskirken på Frederiksberg

Talen til konfirmanderne

Kære konfirmander!

Som I måske kunne registrere, så drejer teksten fra det Nye Testamente, som jeg lige har læst højt, den drejer sig om kærlighed og om sårbarhed. 
Jeg fornemmer, at det er to begreber, som er vedkommende for jeres liv, lige dér, hvor I står nu.

Og derfor er det relevant at tage udgangspunkt i lige netop dén tekst i dag, hvor I skal konfirmeres.

Kærlighed og sårbarhed…

Ja, måske er det ikke lige de to begreber, der sprang mig mest i øjnene de lørdag morgener, vi mødtes søvndrukne for at tale sammen om kristendom, tro og eksistens.
Der har jo været en overvægt af drenge på holdet, drenge, der godt kunne lide korporligt at flytte rundt på hinanden og at kæmpe i al venskabelighed, når vi holdt pause.
Som var utroligt talende – også når jeg for 117. gang havde bedt om ro. Og som lidt kluntet forsøgte at gemme mobilen under bordet i timerne, for dog alligevel at være online. – Det kan jo godt føles som om, at det er dér, ude i cyberspace, det virkelige liv leves. Dér hvor det vigtige og interessante sker…

Men da vi efterhånden lærte hinanden bedre at kende, så mødte jeg også de gode hjerter, jeres fine personlighed under teenageoverfladen, fortroligheden – og sårbarheden…

Og netop sårbarheden har vi en stor forståelse og respekt for her i kirken. Ja, faktisk er den et utrolig vigtigt fundament for, at vi overhovedet forstår det kristne budskab, og kan tage det til os. At erkende sin menneskelige sårbarhed er et adelsmærke her.
Og hvis man ikke har andre steder at gå hen med sin sorg, sin frygt for ikke at slå til, at høre til nogen steder eller sine natlige grublerier, så har man det her sted – kirken, hvor man ikke skal være bange for at se sårbarheden i øjnene eller at gå ind i den.

... så har man det her sted – kirken, hvor man ikke skal være bange for at se sårbarheden i øjnene

Og hvis I konfirmander – mod alle forventninger – ellers har glemt alle de vigtige ting, vi har talt om i undervisningen, så håber jeg virkelig, I vil huske på den ene ting: at I altid er velkomne her i kirken eller til en samtale med mig, også når livet er svært, og det er alt andet end en dans på roser.

Den helt særlige måde at se på mennesket på, udspringer blandt andet af den tekst, jeg startede med at læse.


Teksten hvor Jesus gentagende gange spørger til disciplen Peters følelser for ham.

Elsker du mig? Jamen svar mig nu! Elsker du mig virkelig? Kom nu! Kan jeg ikke bare liste en enkel, lille følelse ud af dig?
Spørger Jesus Peter.

Altså, efter min bedste overbevisning og min erfaring med kærlighedsforhold, så virker det her slet, slet ikke. Det der med at hive en kærlighedserklæring ud af et andet menneske. Det får nærmest den modsatte effekt. – Selvom man virkelig godt kan have lyst til at få det der bevis på kærligheden.
Det er såre menneskeligt at have det sådan.

Men Jesus gør det. Han spørger til kærligheden. Han insisterer på kærligheden. Og viser dermed sin menneskelighed.

Beretningen fortæller ikke nødvendigvis, hvordan vi skal gøre, men den fortæller, at vi i kristendommen - med manden på korset - har fået en Gud, der ikke alene tør vise sin sårbarhed, men også er lidenskabeligt interesseret i at være i tæt forbindelse med os mennesker. Selvom Gud ikke går lyslevende rundt blandt os her på jorden mere, så har han ikke glemt sin menneskelighed!

Da jeg for nogle år tilbage rejste rundt og bl.a. besøgte Bali, deltog jeg i flere hinduistiske ceremonier. Det var både enormt spændende, farverigt og fremmedartet. Jeg forsøgte at forstå den spiritualitet, der ligger bag ved dette - for mig - fremmede univers. Men i stedet for at finde ro, blev jeg egentlig bare mere og mere foruroliget. Jeg spekulerede over, hvordan det kunne være, imens jeg betragtede guderne, der var formet som elefanter, aber og flerhovedede væsener. 

Og pludselig forstod jeg, at det, der giver mig tryghed og ro ved kristendommen, er, at når jeg henvender mig til Gud i den kristne tradition, så henvender jeg mig til en kraft, der ved lige præcis, hvordan det er at være mig. – et menneske som begår fejl, som ikke altid slår til, som er kikset og sårbart.

Gud forstår det – for han har været der selv. I kærligheden og sårbarheden.

Gud forstår det – for han har været der selv. I kærligheden og sårbarheden.

Da vi mødtes her sidste gang for at forberede de sidste ting til den store dag – i dag, var der en af jer konfirmander, der spurgte mig, hvorfor vi egentlig havde været i teateret sammen for at se forestillingen ”SKAM”.
Og ud over, det var hyggeligt at gå i teateret med jer, så havde det naturligvis også et formål i forbindelse med jeres konfirmandundervisning.
Den norske tv-serie, som er omsat til teater og som følger en gruppe unge mennesker, deres liv, forviklinger og kærlighed, behandler netop den sårbarhed, som vi mennesker er sat i, her i verden.

Forestillingen berører de menneskelige grundvilkår, som især bliver tydelige i jeres aldersgruppe.  

Det handler om den unge tids søgen efter identitet og at kunne føle sig hjemme i sin egen krop. At forlige sig med sig selv.

Det handler om den verden, som de voksne ikke kender til… - eller har glemt – for vi har jo alle været der – stået i den samme skrøbelighed, hvor vi har oplevet problemerne med kærligheden, venskaberne, mobning, kravene fra omverden – og én selv.

Netop fordi Gud og menneske er så tæt forbundet i kristendommen, har alle disse spørgsmål, som SKAM belyser, også relevans for os i en religiøs sammenhæng. 

Vi kan godt prøve at lede efter Gud ude blandt fjerne stjerner. Vi kan synes, at det med Gud kun spiller en rolle, når vores liv her på jorden er slut, at Gud sidder og slumrer i de evige boliger på den anden side af den her verden.

Men når alt kommer til alt, er det lige her i vores liv, vi finder ham. Og man kan roligt blande ham ind i både kærestesorger, karakterræs og vilde teenagedrømme.

Der var to helt grundlæggende ting, jeg har bedt jer om at lære her i forbindelse med undervisningen; Trosbekendelsen og Fadervor.

Som andre, tidligere konfirmander har I set helt panikslagne ud ved tanken om, at I skulle stå helt solo og fremsige begge dele her til konfirmationen i dag. Sådan gør vi det ikke mere i den moderne kirke. Jeg har ikke lyst til at udstille jer, eller banke kristendommen ind i jer med frygt. 

Men jeg har haft lyst til at vise jer, hvor værdifuld kristendommen kan være for den, der helhjertet opsøger den.

At den kan give trøst, ro, tryghed, glæde og styrke til at leve frimodigt på jeres livsvandring.

Jeg har også sagt til jer, at hvis jeg nu skulle være helt ærlig, så er det aller- allervigtigste, at I kan jeres Fadervor.

Ikke for at være nogle fromme englebørn. Men fordi I i lige præcis dén bøn kan vise jeres sårbarhed til Gud. For der henvender I jer til Gud som til en kærlig far, der vil jer det bedste, og som kender jer helt ind i jeres inderste  - i det som ligger skjult for alle andre – men som er helt åbenbart for ham. 

Tag dén bøn med jer! Brug den. Slid på den. Find hvile i den!

Om lidt skal I komme op til alteret og sige ”ja” til, at I vil konfirmeres i den kristne tro. Men samtidig, når jeres ”ja” lyder højt og tydeligt, så lyder der også et ”ja” fra Gud til jer. 

”Ja, jeg kendte dig allerede, da jeg flettede dig sammen i din mors liv, jeg tog imod dig som mit barn, da du blev båret til dåben. Og jeg vil fortsætte med at følge dig på din vej videre i livet – indtil verdens ende!”, lyder det fra Gud til hver enkelt af jer i dag.

Amen

Du kan læse tekststykket fra Johannesevangeliet om Jesus og Peter her.


 

Læs også natkirkepræst Christian Monrads tale til konfirmanderne i Vor Frue Kirke her

Læs også sognepræst Lars Ottosens tale til konfirmanderne i Sankt Jakobs Kirke her.

Tags: