Ungdomspræst, hvad vil du her?

ukirke-foto-sille-arendt.jpg

Eigil Pock-Steen Jørgensen, Amalie Svarre Nielsen og Carlo Janusz Becker i uKirke med præst Thomas Nedergaard. Foto: Sille Arendt
At komme ind på de unge er en udfordring, som præst Thomas Nedergaard kender. Foto: Sille Arendt
For første gang er et større værk kommet på dansk om unge og kirke. Vi bringer her et af bogens kapitler, hvor ungdomspræst Thomas Nedergaard diskuterer med professor Niels Henrik Gregersen om, hvordan en kirke kan være til for unge.

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Af journalist og teolog Inge Haandsbæk Jensen 

For at lave kirke for de danske unge, må man forstå deres virkelighed og udfordringer. Skammen er ikke til at komme uden om, og der hersker en fremmedgjorthed over for kirkens liturgi og sprog, som skal adresseres, er ungdomspræst Thomas Nedergaards erfaring. Professor i dogmatik Niels Henrik Gregersen genkender de unges eksistentielle problemer og diskuterer sammen med Thomas Nedergaard, hvordan man kan imødekomme deres længsel og søgen. 

Unge, tro og kirke

Det er 20 år siden, den første ungdomspræst blev ansat i København. I den anledning er der netop udkommet en bog om arbejdet omkring unge, tro og kirke.

”Tror du sådan rigtig på det der med Gud?” spørger Magnus på 19 år Thomas Nedergaard nede i uKirke. 

”Ja, det gør jeg,” svarer han,

”Hvorfor spørger du om det?”

”Jo, jeg vil jo gerne tro, der er noget, men så var jeg i kirke for 14 dage siden til min bonussøsters barnedåb, og det var fandeme kedeligt. Det eneste, præsten talte om, var noget om, at Gud var en far, der ofrede sin egen søn for vores skyld. Hvordan kan du tro på det? Jeg tror måske ikke sådan rigtig, men jeg tror da på, at der er noget, der vil os det godt og ikke noget, der vil, at vi skal føle os fucked og sådan underdanige.” 

Sådan lød en samtale for ikke længe siden mellem ungdomspræst i uKirke på Vesterbro, Thomas Nedergaard, og en af kirkens gæster Magnus på 19 år. Samtalen er med her, fordi den er typisk for den type samtaler, Thomas Nedergaard oplever i uKirke, og fordi samtalen netop fremstiller nogle af de problemstillinger, vi i kirken står over for i dag. Problemstillinger der stadig er aktuelle, selv om det i 2018 er 20 år siden, at man i Brorsons Kirke på Nørrebro oprettede landets første stilling som præst med særligt fokus på ungdomsarbejde. Mange flere ungdomspræster er kommet til over hele landet siden, og gennem initiativer som natkirke og musik- og kunstperformances forsøger præster at åbne kirkens tunge døre for de unge, som tilsyneladende ikke kan finde ud af, hvad kirken kan tilbyde dem. 

Men den klassiske forkyndelse og gudstjenestens liturgi er fortsat en sten i skoen, når det går derudaf med kulturelle initiativer. For under alle de nutidige kulturaktiviteter er der en tro, der skal tages hul på og snakkes om, og et budskab, der er svært at få formidlet, og spørgsmålet står tilbage for den unge: Hvorfor gå i kirke? 

Jeg ved godt, hvorfor jeg selv går i kirke: For at blive opløst.

”Jeg ved godt, hvorfor jeg selv går i kirke: For at blive opløst. Der skal gå hul på mine livsbekymringer, kun herudfra kan jeg blive bygget op igen og løfte blikket. Denne søgen efter opløsning af jeg’ets faste grænser skyldes måske, at jeg selv har levet i slipstrømmen af 1968-generationen,” fortæller Niels Henrik Gregersen.  

Han er professor i systematisk teologi på Københavns Universitet og har gennem årtier været med at udvikle en samtidsteologi, der både skal være eksistentielt vedkommende og være åben for natur- og samfundsvidenskab. Han mødes med Thomas Nedergaard for at tale om, hvilke erfaringer, der her 20 år efter ungdomsteologiens spæde spiren i Danmark kan trækkes på. 

Autencitet og fællesskab 

Ved ungdomsoprøret i 1968 skred jorden under samfundets institutioner, og de unge bød ind med krav om, at de også kunne være med til at definere sandheden om, hvordan man skal leve sit liv. 

Hvor det tidligere lå fast for især danskerne, at man skulle respektere Gud, konge og fædrelandet, og at der var krav i tilværelsen, som man måtte opfylde, gav de unge efter 1968 fingeren til alle etablerede samfundsforhold, besatte universiteterne og sammensatte selv deres egne perfekte familier i kollektiverne, på tværs af køn, alder og andre sociale normer. 

Men alting har en slagside, og som jordemoder og kvindesagsaktivist Karen West måtte indrømme, da hun i efteråret gæstede ”P1 Morgen” til en snak om tilgivelse og finansiel grådighed: 68-generationen ligger og ulmer i baggrunden af den moderne livsførelse. Dengang stod hun forrest i kampen, men hun har i dag indset, forklarede hun i radioen, at oprørets frontfigurer fejlede ved at fjerne alle autoriteter.  

For sammen med autoriteterne forsvandt også bevidstheden om, at ting har konsekvenser.  

Det har præget de unges livssyn lige siden, for de er ubevidst opdraget til at leve som om, at ting ikke har konsekvenser. Uden et grundlæggende ”rigtig og forkert” er alt jo netop lige godt – og så opstår forvirringen om, hvad man skal med et fællesskab. Tilbage står kravene om, at man skal dygtiggøre sig, komme hurtigt igennem uddannelsessystemet og udvikle sig løbende til at blive en bedre og mere konkurrencedygtig version af sig selv. 

”Selv det at gå til fodbold opfatter de unge som en præstationssag. Man er der for at blive dygtigere, for vennerne, dem har man jo på sin telefon. Man mødes måske for at dyrke sin interesse, men man taler ikke om sine følelser”, siger Thomas. 

Alt dette har den amerikanske ungdomsteolog Andrew Root fra Princeton Theological Seminary givet et begreb: ”Det autentiske selv.” Han bruger det til at beskrive den norm, der hersker i vor tid om, at man skal være autentisk og unik i alt, hvad man gør. Andrew Root trækker også tråde tilbage til 1968 og flippernes oprør mod konformitet, fastlåste rammer og ønsker for livet (ægteskab, hus, bil og børn), men erkender slagsiden: At ungdomsoprøret hurtigt inspirerede reklameindustrien til at sælge denne frihedsdrøm til de unges generation med spørgsmålet: Er du unik nok? 

Følger du din drøm, og har du udforsket dit potentiale? Alt sammen for at forbrugerne skulle købe produkter, der kunne hjælpe dem med at udleve denne frihedstrang – produkter, som ville hæve dem over fællesskabet, frem for at være en del af det. 

Forbrugersamfundet peger stadig den dag i dag på vores behov for at købe os til at være autentiske og unikke. Men autencitet er et stort krav, fordi der altid vil være nogen, der har federe ting end én selv, og konsekvensen bliver, at vi alle ender som uautentiske tabere. 

Nutidens unge har fået at vide, at de kan blive lige, hvad de vil. Men alle kan ikke være alt, og derfor bliver skyldfølelsen over alt det, de ikke når, til skam over, at man er et uperfekt menneske, men uden stærke fællesskaber at dele disse nederlag med: 

De unge lever under et enormt krav (...) hvor det er svært at være til, medmindre man er dygtig

”De unge lever under et enormt krav, som næsten ikke kan indfries, i en formløs eksistens, hvor det er svært at være til, medmindre man er dygtig. Derfor lurer en eksistentiel angst, der ’værker’ i dem”, vurderer Niels Henrik Gregersen. 

I uKirke forsøger Thomas Nedergaard at finde en måde, hvor evangeliet kan aktualiseres, så det kommer i spil med unge, som oplever denne eksistentielle angst. Det sker ikke ved almindelige gudstjenester, det har han for længst opgivet, for de er aldrig kommet i kirken med deres forældre, liturgien siger dem ikke noget, og selv når han læser trosbekendelsen til barnedåb, bliver han af og til mødt med en forlegen fnisen hos de unge. 

Men tag ikke fejl, de unge vil kirken. Både i uKirke, hvor en fast skare af over 100 frivillige unge mellem 16 og 25 år deltager i fællesskabet omkring kirkens aktiviteter, der har mellem 70 og 300 unge gæster. 

”Mange undersøgelser viser, at folk tror 15-20 procent mere i dag end for 20 år siden”, understreger Niels Henrik Gregersen. "Så det er ikke troen, der er blevet mindre af. Men troen er helt sikkert blevet mere diffus.”  

Digital skam 

Kravet om autencitet er kun blevet stærkere i den digitale tidsalder, hvor individualismen har overtaget. De stærke fællesskaber er smuldret, mor og far er måske blevet skilt, og tilbage står de unge danskere uden forpligtende og ubestridelige fællesskaber, de kan være sig selv i med alle deres fejl.  

”Hormonerne kører rundt i kroppen i de år, og for de fleste unge ligger der et ønske om, at man senere i livet kan finde en partner at slå sig og skabe et nyt hjem med, end det man er ved at blive afkoblet fra. I mellemtiden skal de finde ud af: Hvem er jeg, og hvad er jeg til? Det er meget krævende at skulle tage det valg, og for at være helt ærlig, så er det nok de færreste, der faktisk træffer individuelle valg” fortæller Niels Henrik Gregersen.  

”Det er som om, at alle siger, at de er individer og endelig også skal være unikke, men faktisk er vi ikke så unikke endda. Det er lidt ligesom i filmen med Monty Python, hvor taleren råber ud til den store forsamling: ’We are all individuals!’ ’Yeahhh’, råber menneskemassen højt, indtil en enkelt rækker armen i vejret og siger, ’I’m not!’. Men det er jo ham, der er den sande individualist.” 

Som eksempel nævner Niels Henrik Gregersen det at have fællesskaber med ligesindede, som man kan dele identitet med. Det kan være alt fra pigegrupper i gymnasiet til Bandidosgrupper, hvor medlemmerne styrker deres egen identitet ved at være en del af et jævnbyrdigt fællesskab, der samtidig er et hierarki, enten synligt eller usynligt. ”Der er sket en svækkelse af selvet i den moderne tidsalder, fordi klassiske fællesskaber som familien er i opbrud. Det fører til, at den enkelte er nødt til at styrke sig selv for at genopbygge selvet”, overvejer Thomas Nedergaard videre.  

Her griber mange i tidens ånd ud efter de digitale fællesskaber til at genopbygge sig selv i en autentisk version. Det foregår blandt andet på Instagram, hvor de unge lægger billeder op af deres liv, venner og kærester for at vise, at de eksisterer. 

”I vores samfund med online-tilstedeværelse er man vævet ind i skammen. Man skal have overskud for at turde blive set som den, man er, med skammen og alt hvad den indeholder”, forklarer Thomas Nedergaard. 

Kirken har en opgave i at formidle, at det autentiske og perfekte liv ikke er et potentiale, vi har.

Niels Henrik Gregersen tilføjer: ”Ja, netop. Den klassiske myte om Narcissos (som narcisismen er opkaldt efter, red.) gik ud på, at han var så selvforelsket, at han kiggede ned på sit eget spejlbillede i en sø, og derfor endte med at falde i vandet og drukne. Det kunne være et billede på 1968-generationen, der var temmelig selvforelskede. Men jeg tror ikke, at børn og unge i dag er særligt selvforelskede. Det kan godt være, at en god del af dem er blevet forkælet hjemmefra. Men det har jo ikke opbygget en stærk selvfølelse hos dem, at mor og far synes, at ligegyldigt hvad de gør, så er de helt fantastiske og helt enestående talentfulde børn. Det tror børnene jo ikke selv på. De tvivler derimod på, om de kan bruges til noget i et samfund, hvor de godt inde i sig selv aner, at der på et tidspunkt kommer en slags kontant afregning. Men også den slags tvivl kan man udskyde, så længe man har café-penge og venner at gå ud med. Så nu får vi den moderne tids Narcissos: Han er ikke forelsket i sig selv, men vil gerne være tæt på perfekt. Han ser derfor kritisk på sig selv i spejlet hver morgen. Hvordan mon han tager sig ud i dag? Han angler efter bekræftelse for at kunne komme uden om sin skam over ikke at være så autentisk og unik, som tidsalderen kræver. Det er en pointe, som den norske psykolog Finn Skårderud har udarbejdet i bogen ’Uro’, der både er en varm og en urovækkende bog”, siger Niels Henrik Gregersen og fortsætter:  

”Som ung kan man kun forebygge den skam, der er forbundet med alt det, man ikke er, ved at være en del af en gruppe eller et fællesskab. Skammen bunder jo i det, at vi er uperfekte (i kirkens sprog: i klemme under syndens magt), og det gør ondt at se det i øjnene. Her har kirken en opgave i at formidle, at det autentiske og perfekte liv ikke er et potentiale, vi har. Du skal acceptere, at du er accepteret, uanset at du er så langt fra perfekt. Det ægte liv ligger uden for os selv – det hører til Gud, men kommer til os ved, at vi kommer til at høre til et sted, høre med i et fællesskab, hvor vi er mere værd, end vi ser ud til.” 

Det holdningsfællesskab på tværs af duelighed og uduelighed tilbyder kirken klassisk ved gudstjenesten. Men så er vi tilbage ved et andet problem: De unge kender ikke gudstjenestens sprog, og de føler sig fremmedgjorte. Man må derfor starte et andet sted, hvis samtalen om tro og eksistens skal give mening. 

Opvaskens teologi 

I arbejdet med at etablere uKirke på Vesterbro er der særligt én erfaring fra Andrew Root, som Thomas Nedergaard har adopteret og givet navnet 'opvaskens teologi'. Det går basalt set ud på, at man for at starte en samtale med de unge om teologi skal skabe relationer i noget andet end teologien – ved at gøre noget aktivt sammen. 

I uKirke er fællesskabet bygget op omkring, at de unge skal have medejerskab over stedet og give en hånd med. På den måde skaber Thomas Nedergaard relationer til de unge over opvasken, eller mens de sammen fejer kirkegulvet. Ganske hurtigt kan den relation udvikle sig til en snak, hvor teologien kan bruges som et resonansrum for fælles erfaringer i livet.  

Niels Henrik Gregersen skyder ind, at der er en higen efter det hverdagsagtige, som måske også kan forklare, hvorfor tv-programmer som ”Bonderøven” og ”Den Store Bagedyst” har hæderkronede dage. 

”De programmer er populære, fordi der er et fællesskab i dem. Den canadiske filosof Charles Taylor taler om ’det autentiske selv’ som en moderne idealforestilling, og det har han ret i. Det er ham, Andrew Root bygger på, og Taylor gør gældende, at ideen om personlig autenticitet kommer fra romantikken, det han kalder ’den romantiske ekspressivisme’.” 

”Men Taylor peger også på to andre sæt af forestillinger, der præger os i dag. Det ene er sansen for naturen og naturens iboende grænser. ”Den naturalistiske tradition” siger, at naturen faktisk betyder noget for os. Det er en tradition, der både kommer fra antikken og fra middelalderen, men det er en tradition, der stadig lever nedenunder alt det andet. Jeg vil tilføje, at der findes en naturspiritualitet, som er både m/k og m/u kirke og som både taler til unge og ældre. Endelig kommer vi til det, som Taylor kalder opvurderingen af hverdagslivet, og som han forbinder navnlig med den protestantiske tradition. Også den lever i bedste velgående. De fleste vil gerne have en kæreste, og de fleste vil også gerne på et tidspunkt leve i et parforhold. Det er genopdagelsen af hverdagslivet og de opbyggende rammer, der også, som jeg ser det, kommer til udtryk i opvaskens teologi.” 

 Når vi gør ting sammen, er jeg ikke kun ’en præst i den sorte, lange kjole’, men et menneske

”Mange unge oplever præstens prædikener som et åg. Men når vi gør ting sammen, er jeg ikke kun ’en præst i den sorte, lange kjole’, men et menneske. De erfaringer, vi deler om livets vilkår, er første base, før man overhovedet kan nå til at tale om Kristus. For udgangspunktet er en fælles erfaring,” forklarer Thomas Nedergaard. 

Derfor har han taget den fremmedgørelse, de unge oplever i kirken, seriøst og forsøger af finde en form, der skaber bånd i stedet for at frastøde og forvirre. 

”Det er jo egentlig skabelsesteologi at være fælles om en erfaring af at være skabt og de erfaringer fra livet, vi deler. Det er ligesom med trosbekendelsen, som får dem til at fnise: De forstår det ikke, så med den får vi ikke sagt det, vi gerne vil sige som kirke”, pointerer Thomas Nedergaard og understreger: 

”Folkekirken har en kæmpe udfordring i at kommunikere troens indhold. Hvis jeg skal forklare dem, hvordan gudstjenesten fungerer, vil det tage tre timer. De unge vil gerne have en eksistentiel platform at stå på, men de kan ikke bruge kirkens udtryk til noget. Unge mennesker i dag er totalt løsrevet fra den kultur, der er i kirken.” 

”Ja, men det må man have et smilende forhold til, for det handler også om modenhed”, svarer Niels Henrik Gregersen.  

”De skal jo da heldigvis ikke bekende sig til ungdomspræsten, for de skal være en del af en større bevægelse, være del af et flow, der rækker ud over deres lille jeg. Her er jeg måske konservativ, vil du sige, men du kan ikke lave om på, at det er Gud Fader, himlens og jordens skaber, vi tror på. Det er i hvert fald ikke os, der har skabt verden, selvom vi kan skabe os nok så meget. Og så tror vi på Jesus som Guds tordenkile, der går hele vejen ned i materien sammen med os. Endelig tror vi på Helligånden som det guddommelige flow, der vil åbne døre for os undervejs – vi ved bare ikke helt hvornår og hvordan. Vi skal ikke have et over-intellektualiseret forhold til trosbekendelsen. Den er mere ligesom en ramme, der rummer det hele, ligesom Fadervor er et slags gentaget mantra, som man trækker vejret ind og ud i takt med”, fortæller Niels Henrik Gregersen. 

”Men dem, der vil være autentiske i dag, kan ikke se sådan på det. De higer efter at blive opløst, og hvis de ord ikke giver mening, så træder de ikke ind i dem”, er Thomas Nedergaards indvending. 

”Det kan vi ikke løse her, og det kan du heller ikke. Det tager et helt liv at forstå. Du må starte med en intuition om, hvor vi står. Derfor er jeg helt enig med dig i, at vi må starte ved opvasken, eller hvor vi nu ellers mødes. Det er det store og vigtige ved skabelsesteologien, uden at vi behøver at sige Grundtvig og Løgstrup hele tiden. Men vores intuitive tilgang skal der så følges op på ved at sige ’Ja, det her er stort, og det tager tid at forstå’. I skal have mod på at sige intuitivt ja til lyset i stedet for mørket, og ja til at være en del af en helhed, himlen og jorden, selvom I ikke forstår den. Der kommer noget ind i vores lille osteklokke, som har lyskraften i sig, og det er dét, I siger ja til”, siger Niels Henrik Gregersen.  

Et eksempel er, at hvis en person dør på Roskilde Festival, så sidder der efterfølgende tusind mennesker i Roskilde Domkirke til begravelse eller til mindeoptog. Danskerne er ikke postkristne, men postsekulære, er Niels Henrik Gregersens pointe. Jævnligt går der hul på sekularitetens boble, så ritualerne og traditionen bobler frem, og troen får plads og pludselig bliver nærmest naturlig.  

”Vores opgave er jo så at styrke platformen for den tro, der kommer frem”, reflekterer Thomas Nedergaard. 

Gud er, at der er mulighed.

Her giver Niels Henrik ham ret.  

”Ja. Vi lever i et flow, der fører os et sted hen, uden at vi kan forstå, hvor vi er på vej hen. Der er ikke som sådan orden på tilværelsen, og den orden, der er, er sekundær i forhold til livet selv. Der er små åbninger, og som filosoffen Søren Kierkegaard sagde: Gud er, at der er mulighed.” 

Tags: