Vi skal vogte os for vreden - især når den får et religiøst eller et ideologisk udtryk

ground_zero_-_9-17-01.jpg

'Når man nærmer sig Golgata, altså dødens sted, hersker tavsheden. Mennesker forsvinder ind i sig selv', skriver biskop Peter Skov-Jakobsen i sin blog om vredens sprog og påsken. Foto: Wikimedia Commons
'Når man nærmer sig Golgata, altså dødens sted, hersker tavsheden. Mennesker forsvinder ind i sig selv', skriver biskop Peter Skov-Jakobsen i sin blog om vredens sprog og påsken. Foto: Wikimedia Commons
Det er ikke altid, man skal svare på det sprog, man bliver tiltalt. Det er dét, påsken handler om, skriver Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

For et par uger siden stod jeg ved Ground Zero. Min indlevelse og fantasi strækker ikke til at forestille mig, hvilken skræk og forfærdelse mennesker må have oplevet den dag. Efterhånden har jeg været på nogle af gruens steder: Ground Zero, Auschwitz, Hohenschönhausen, Sachsenhausen.

Når man nærmer sig Golgata, altså dødens sted, hersker tavsheden. Mennesker forsvinder ind i sig selv.

I St. Paul’s Chapel ved Ground Zero fik jeg lov til at gå rundt og opleve, hvordan det havde været i New York i de dage i september måned 2001. Der kom ansigter på tragedien. Alle slags ansigter. Alle mulige liv. Fælles for dem alle var, at de havde været udsat for vreden.

Den ufattelige vrede, som kan tårne sig op i mennesker, og til sidst griber de så til vanviddet og udfolder deres vrede mod menneskeheden.

Dem, der sad i cockpittet den dag, sad og råbte religiøst sprog til hinanden. De opgejlede sig i religionens eller guds navn, for de mente, at de gik evighedens ærinde. Som troende er det ikke til at holde ud at tænke på, at det religiøse sprog kan bruges på den måde.

Selv har jeg meget vanskelig ved at blive fornærmet på Guds vegne. Kirken kan af humoren, kritikken og satiren få nogle ordentlige nogen på frakken. At slå i kødet med jomfru Maria eller spise kiks af en tallerken prydet af biskoppen af Roms portræt, det er det rene ingenting, når man ser tidlige tiders hånske satire.

Kærlighedens sprog udfoldede sig også den dag. Nogle af passagererne nåede et opkald eller en sms. Mig bekendt er der endnu ikke fundet en eneste hadefuld sætning. Her var det kærligheden, håbet, livet, taknemmeligheden og hengivelsen der fik ord med på vejen. Det ganske almindelige sprog gemte alle disse kærlighedsytringer i sig.

Verden har også ved den lejlighed lært, at vi skal vogte os for vreden. Især skal vi vogte os, når den får et religiøst eller et ideologisk udtryk. Pludselig kan vreden gøre mennesker blinde, døve, ufølsomme og vanvittige.

Selv har jeg meget vanskelig ved at blive fornærmet på Guds vegne. Kirken kan af humoren, kritikken og satiren få nogle ordentlige nogen på frakken. At slå i kødet med jomfru Maria eller spise kiks af en tallerken prydet af biskoppen af Roms portræt, det er det rene ingenting, når man ser tidlige tiders hånske satire. Kirken har altid gjort sig fortjent til den omgang, og dér, hvor troen var grundfæstet, kunne man sagtens le med.

Jeg ved ikke, hvad det er, men siden korsfæstelsen, siden den hændelse, har jeg en fornemmelse af, at karikaturen og vreden er blevet opløst indefra.

Vanviddet og hånen var så massiv og så livsødelæggende, og der kan intet tilføjes – slet ikke, hvis man kommer i tanker om, at livet netop ikke kunne knuses, begraves og lægges bagved en sten.

I påsken minder vi altid hinanden om, at der for et par tusind år siden vandrede en mand på jorden, som gav os sit liv, hele sin opmærksomhed, og provokerede den politiske og religiøse korrekthed. Han gjorde det for livets skyld. Han tilpassede sig ikke den politiske, økonomiske og militære nødvendighed. Mens han levede, hævdede han, at der kun findes et modersmål og én nødvendighed, og det er kærligheden. Den kærlighed, som overvinder griskhed, frygt, ondskab og dumhed.

Kærlighed er ikke, at de andre tror som mig, ligner mig, gør som jeg siger og retter ind efter mine normer. Kærlighed er ikke en anerkendelse af, at de andre er ligesom jeg er. Siden han vandrede rundt på jorden har vi lært, at kærlighed er at elske den, vi ser.

Man skal tage sig i agt for vrede mennesker. Vrede kan flå en sjæl itu, og den sætter sine spor i dårligt humør og hadefuldhed – i en retfærdig hadefuldhed – og så slipper den alverdens ulykker ud over menneskene. Religionerne har alle vist, hvordan man kan retfærdiggøre sine egne tanker med gud. Ideologierne har også vist det i løbet af det 20. århundrede.

Derfor bliver jeg også så træt af fornærmede kristne, af mennesker der kender gud så godt, at de også ved, hvorfor det blæser på Filippinerne eller surmuler over et par mandfolks hurtige bemærkninger. Herregud hvad er det mod al den politiske fortræd vi påfører hinanden, fordi vi ikke vil dele verdens rigdom.

Men man skal tage sig i agt for vrede mennesker. Vrede kan flå en sjæl itu, og den sætter sine spor i dårligt humør og hadefuldhed – i en retfærdig hadefuldhed – og så slipper den alverdens ulykker ud over menneskene. Religionerne har alle vist, hvordan man kan retfærdiggøre sine egne tanker med gud. Ideologierne har også vist det i løbet af det 20. århundrede.

Hadets sprog ser vi hele vejen rundt om os. Vi ser også fornærmelsens sprog og vrantne væsen.

Den vrede og den, der hævder om sig selv, at han går rundt med nej-hatten på hovedet, skal man tage sig i agt for.

Nej-hatte er altid så store, at de når ned over øjne og ører, og derfor taler den vrede også altid om det, han så – altså sidst han så det – og det kan være lang tid siden. Han taler også om det, han hørte. Nu hverken hører eller ser han noget mere, men taler højere og højere, som de gør, der har noget for ørerne. Men vis medfølelse. Der er tale om mennesker, som føler, at hele deres tilværelse rutscher. De har hverken tillid til tro eller argument og hæver derfor hele tiden røsten.

De føler, at de er på tynd is og råber nok egentlig om hjælp.

Det er ikke altid, man skal svare på det sprog, man bliver tiltalt. Dybest set er det dét, påske handler om. Mennesket kan blive befriet, livet kan opstå, kærligheden er den eneste kraft, som kan skabe. Tillidens sprog er anderledes end vredens.

Tags: