Bibliotek med konfirmationstøj skal klæde byens unge på til forårets store fest

konfirmationskjoler_i_kristkirken.jpg

Med en ny metrostation i baghaven håber sognepræst Mette Gramstrup, at københavnere vil låne konfirmationstøj i kirken. Foto Henrik Dons Christensen
Kristkirken på Vesterbro samler konfirmationstøj, og du kan hjælpe. Håbet er, at næste års konfirmander kan låne tøjet frem for at købe en helt ny kjole, der kun bliver brugt en enkel dag.

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Klimaet, social ulighed og større kropsbevidsthed. 

Det er tre ting, som sognepræst fra Kristkirken, Mette Gramstrup håber at kunne rette lidt op på med Vesterbrokirkens nye initiativ. Inspirationen er fundet i Vejlå Kirke i Ishøj, der gik viralt på Facebook tidligere på året. Her bliver konfirmationstøj lige nu indsamlet til senere udlån.

"Det er en drøm, at vi kan bruge tøjet i konfirmationsundervisningen, for det vil være et utroligt godt oplæg til at snakke tradition, krop og fællesskab. Hvis vi kan dele vores tøj, kan vi også skabe et stærkere fællesskab," siger Mette Gramstrup og fortsætter:

"Det er også en mulighed for at tale om klimaet. Jeg synes det er klamt, at man kan købe tøj til ingen penge på wish.com. Hvem har produceret tøjet, og hvilke forhold er det fremstillet under? Nogen betaler jo prisen for, at vi kan købe tøj billigt," siger hun.

Alle har ret til flot tøj

Tanken er, at unge fra hele København - og ikke blot Vesterbro -  skal kunne låne eller leje konfirmationstøjet i kirken.  Med en metrostation, der åbner senere på året, er vejen banet for udlån.

"Jeg oplever ofte, at det ofte er dem med færrest penge, som bruger flest penge på tøj, fordi andre ikke må se, at man ikke har råd," siger præsten, der håber, at muligheden for at låne tøj også kan skabe gode fester for dem, der ikke kører på 1. klasse i bydelen, hvor velstanden gennem de seneste 20 år er steget betragteligt.

Hvor kommer tøjet fra?

Kjolebiblioteket er under opbygning i kirken, og der er allerede samlet et par håndfulde hvide kjoler sammen. 

Mette Gramstrup håber, at det til næste år bliver muligt at låne og leje kjoler ud, men det betyder, at flere kjoler og med tiden også jakkesæt skal indleveres. Også gerne utraditionelt konfirmationstøj.

"Jeg er begyndt at sige til mine piger, at de kan komme forbi med konfirmantionstøjet, for vi vil rigtigt gerne låne det. Hvis der er kjoler i andre farver, som de ikke bruger mere, kunne vi også godt tænke og låne dem ud. Det meste af det, vi har modtaget, er i den meget traditionelle stil," siger vesterbropræsten, der tror, at der hænger mange konfirmationskjoler i de københavnske tøjskabe.

Positivt at kirken viser vejen

På Designskolen i Kolding forsker Else Skjold i mode og bæredygtighed. Hun ser ikke genbrugstensens som en kortvarig dille.

"Vi har nu set et massivt overforbrug af tøj gennem de sidste årtier og en udpræget brug-og-smid-væk kultur, og det udgør et kæmpe problem i forhold til klimaet. Dermed er genbrug ikke blot en dille, men en del af fremtidens løsninger. Det er helt klart, at den unge generation er vokset op med både klimadiskussion og ‘fast fashion’, og det gør en stor forskel, at de har haft om bæredygtighed igennem hele deres skoletid. Det havde vi andre bestemt ikke på samme måde." siger Else Skjold.

"Jeg synes, det er rigtigt godt, at netop kirken går ind og promoverer brugt tøj, som både socialt og miljømæssigt er en rigtig god idé. Det gør helt klart en forskel at være med til at fortælle historien om, at genbrug kan være mindst lige så smart som nyt - eller måske smartere, fordi man på den måde viser, man er bevidst omkring bæredygtighed, samtidigt med at man har sin egen stil og ikke lader sig diktere af de konstant skiftende modetrends."

Hvis du ønsker at indlevere en konfirmationskjole, kan du læse mere på kirkens hjemmeside.

Læs også: Genbrug og design går op i en højere enhed i Sydhavnen

Tags: