Biskoppens hilsen ved moské-indvielse

img_9059_1037x6021.jpg

Hilsen fra Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen blev læst op ved indvielsen af den nye moské på hjørnet af Vingelodden og Rovsingsgade på Ydre Nørrebro. Foto: 2200n.dk
Hilsen fra Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen blev læst op ved indvielsen af den nye moské på hjørnet af Vingelodden og Rovsingsgade på Ydre Nørrebro. Foto: 2200n.dk
”Kirker, synagoger og moskéer er huse, der er vendt ud mod offentligheden.” - ”Tillykke med jeres nye moské.” Læs Københavns biskops hilsen, som blev læst op ved moské-indvielsen torsdag d. 19. juni.
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Danmarks første store moske, beliggende på hjørnet af Vongelodden og Rovsingsgade på Ydre Nørrebro i København, blev indviet torsdag d. 19. juni.

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen var forhindret i at deltage i indvielsen, men blev repræsenteret af Leif Munksgaard fra Københavns Stiftsudvalg for folkekirke og religionsmøde.

Ved indvielsen deltog, fra folkekirkens side, desuden en række præster fra moskéens nabokirker på Nørrebro.

Denne hilsen fra biskoppen blev ved indvielsen læst op af Leif Munksgaard og oversat til arabisk:

”Nåde være med jer og fred!

Tillykke med jeres nye moské. Måtte den blive et bønnens og eftertankens hus – et sted hvor mennesker ønsker hinanden fred.

Vi under jer dette nye og smukke sted.

Vi ved, hvad det betyder at samles på steder, hvor skønheden og sandheden er i centrum, og hvor sprog og tradition kan få lov til at udfolde sig.

Med dette hus ved jeg, at I ønsker at knytte an ved arkitektoniske udtryksmåder fra de nordiske lande, fordi I vil udtrykke respekt for den sammenhæng, hvor I lever.

I er på den måde med til at skabe et nyt udtryk i nordisk arkitektur, ja I viser forståelse for det samfund, som I lever i.

Det er mit inderlige ønske, at vi trods forskelle religionerne imellem må blive gode naboer, der respekterer hinanden. Kirker, synagoger og moskéer er huse, der er vendt ud mod offentligheden.

Vi er mennesker, der tror og er dybt overbeviste om vores religioners sandhed, og vi lever med den særlige forpligtelse i vores samfund at udvise agtelse over for alle borgere.

Det er et stort privilegium for os troende at leve i samfund, hvor ordet er frit, og hvor de forskellige stemmer lyder.

I vores samfund er diskussionen fri. Vi tror på det vi vil.  Som troende nyder vi ikke nogen beskyttelse, men deltager i den offentlige debat, hvor såvel spørgsmål som kritik rejses mod os.

Det er et stort privilegium for os troende at leve i samfund, hvor ordet er frit, og hvor de forskellige stemmer lyder.

”Alt, hvad I vil, mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matthæus 7,12) lærer Jesus fra Nazaret sine troende, og vi håber, at de ord har omsat sig hos os i kærlighed til næsten, barmhjertighed, tålmodighed og ydmyghed.

Jesus lærte os om den agtelse, som vi skylder det menneske, der er skabt i Guds billede – han lærte os at vise en grundlæggende venlighed mod hvert et menneske, og i de bevægende ord søger vi freden i verden.

Måtte dette hus blive jer til velsignelse, og måtte det altid vende sig ud mod samfundet med et hjerteligt ønske om fred i Guds navn.”

Tags: