»Det er vildt at opleve, at børn på et kvarter bliver trygge ved at tænde et bål«

adam_wass_fdf_lundehus_kirke.jpg

Den 22-årige elektrikerlærling Adam Wass er frivillig leder i FDF i Lundehus Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen
Den 22-årige elektrikerlærling Adam Wass er frivillig leder i FDF i Lundehus Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen
At være frivillig leder er at være til stede for andre, mener Adam Wass, som er aktiv FDF'er i Lundehus Kirke. Hans engagement kommer af at give børn succesoplevelser og være en del af et stærkt fællesskab
af Henrik Dons Christensen (Digital kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Han er populær, Adam Wass, som han står der ved bålfadet på en græsplæne ved Lundehus Kirke. Han har ti børn sværmende omkring sig, og iklædt en lyseblå skjorte med mærker til højre og venstre viser den 22-årige FDF-leder, hvordan man tænder et bål. 

Hver onsdag i 15 år har lederen, som til daglig arbejder som elektrikerlærling, haft sin vante gang i gruppen ved kirken ikke så langt fra Emdrup Sø. Og fra engang selv at have været den lille med tændstikken, er det nu ham, der viser andre, hvordan en ildtænder skal stryges. 

"Jeg startede i FDF, fordi det var her, mine venner var. Årsagen til, at jeg forsatte, da jeg blev ældre, var det netværk af voksne, der kunne hjælpe os med at lave ting, som børnene syntes var sjove. Ting som de ikke prøver i skolen og andre steder. Nu er jeg her som voksen, fordi jeg vil give børnene et ståsted at møde verden fra, også de socialt udsatte børn," fortæller Adam Wass. 

Glimtet i øjnene giver gejst 

Med alderen blev det naturligt, at Adam selv gav sine færdigheder videre. Drengen, der i hele sit liv har boet i Emdrup, kendte alle i gruppen og vidste, at det var et specielt fællesskab, hvor det var vigtigt at hjælpe til som frivillig.  

"Jeg kan huske, at vi som små på skoleudflugter havde alt for få voksne til at være der for alle børnene. Nogle gange føltes det som om, der var en og måske to voksne til 20-25 børn. Hernede er vi mindst tre voksne til 15-20 børn, så her er der meget mere tid til børnene og tid til at opleve deres glæde. Når der er noget nyt, der går op for et barn, fx under en aktivitet, de ikke har prøvet før. At se det glimt i deres øjne. Det er fantastisk og sjovt," fortæller den unge FDF'er. 

Adam Wass kan huske, hvordan, hans viden ved juletid gjorde en forskel for de yngste. Der handlede om at gøre dem trygge ved ild. 

"Vi stod fem børn og en voksen om et bålfad, og børnene lærte at tænde en enkelt tændstik. Den første tændstik var utroligt farlig at tænde, men efter nummer to og tre var de mere trygge. Det er vildt at opleve, hvordan de på et kvarter bliver trygge ved bålet. Det glimt oplever man ikke mange andre steder." 

Frivilligt arbejde er mere end arbejde 

At være en del af FDF er meget mere end at tænde bål. For Adam Wass er det et også et stort netværk, der består af andre ledere fra det meste af Nordsjælland. Han møder ofte andre FDF'ere på gaden eller ved fællesspisninger i FDF's hus i Rysensteensgade ved Langebro. 

"Der er plads til utroligt mange forskellige mennesker i FDF. Her er det ens venner, man laver noget frivilligt med og hygger sig med," siger Adam Wass, der opfordrer både unge og ældre til at prøve kræfter med livet som friluftsmenneske. 

"Hvis man vil starte i FDF og vil opleve et fællesskab, der går helt til grænsen, så skal man egentlig bare dukke op. Det er altid federe, når vi er flere, så vi siger aldrig nej til frivillige ledere,"  siger Adam Wass.

Folkekirkens frivillige

At hjælpe andre og gøre en forskel, er den vigtigste årsag til, at danskerne engagerer sig i frivilligt arbejde. Og det gør de i stor stil, fremgår det af Center for frivilligt arbejdes Frivilligrapporten 2016-2018. Ifølge den, udfører 39% af danskerne over 16 år frivilligt arbejde.

Frivilligrapporten viser også, at 10% af de frivillige lægger deres arbejde i religiøse samfund, herunder Folkekirken.

For tiden kan du her på siden møde nogle af de mange frivillige, der lægger en indsats i kirkerne i København.

Tags: