Drop-in-dåb kommer til Frederiksberg

drop_in_daab.jpg

Ved en drop-in-dåb kan interesserede gå direkte ind fra gaden og blive døbt i kirken
Ved en drop-in-dåb kan interesserede gå direkte ind fra gaden og blive døbt i kirken, Arkivfoto fra drop-in-dåb på Vesterbro: Henrik Dons Chirstensen.
Også på Frederiksberg kan interesserede nu blive døbt uden stort ståhej og forudgående planlægning. Det sker til drop-in-dåb i Lindevang Kirke torsdag den 14. juni.

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Folkekirken på Frederiksberg kommer nu mennesker i møde, som gerne vil døbes uden stort ståhej og forudgående planlægning.

Torsdag d. 14. juni kl. 16.00-20.00 åbner Lindevang Kirke dørene, og alle interesserede kan gå direkte ind fra gaden og blive døbt.

Drop-in-dåb sker med det samme ritual som alle andre dåb i Den Danske Folkekirke, alligevel har denne form for dåb haft stor opmærksomhed i medierne og er blevet diskuteret i brede kredse: Er Drop-in-dåb et overfladisk mediestunt eller et relevant tilbud til det moderne menneske?

Erfaringerne fra tidligere arrangementer med Drop-in-dåb viser, at folk på ingen måde lader sig døbe på grund af en tilfældig indskydelse. De kommer i stedet for at blive døbt af en lang række forskellige årsager: Nogle har længe gerne villet døbes men ønsker, at det sker under mere uformelle rammer. Nogle skal være faddere, men er ikke selv døbt. Nogle forældre fik ikke børnene døbt, mens de var små, fordi der var så meget andet at se til, men har nu fået overskud til en uformel dåb. 

En højtidelig dag

Sognepræst Annette Molin Brautsch er en af de præster, man kan møde i Lindevang Kirke, og hun beskriver Drop-in-dåb således:

”Det er en smuk og helt særlig dag for dig, som af forskellige årsager aldrig er blevet døbt, men længe har gået med de tanker. Den 14. juni møder man blot op med billedlegitimation og bliver døbt efter samtale med en af de tilstedeværende præster i kirken. Hvis man er under 18 år, skal man huske at have sin mor eller far med. Der bliver spillet orgelmusik og skabt en helt speciel højtidelig stemning i kirkerummet”.

Efter dåben byder Folkekirken på Frederiksberg på en sandwich og et glas boblevand til alle dagens kirkegængere for at højtideligholde dåben, uden at det af deltagerne kræver den store planlægning eller en dyr fest efterfølgende.

Se mere om Drop-in-dåb og følg med på Facebook.    

Tags: