Flere københavnske kirker bliver grønne

groenkirke.jpg

Bellahøj Kirke er den seneste kirke, der er med på den grønne bølge
Bellahøj Kirke er den seneste kirke, der er med på den grønne bølge. Foto: Bellahøj Kirke
Bellahøj Kirke er blevet en del af de 21 kirker i Københavns Stift, som har papir på, at de er en grøn kirke. Tidligere i år kom Brorsons Kirke og Korsvejskirken med på listen

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

”Selvfølgelig skal der mere til for at redde verden, end at Bellahøj Kirke affaldssorterer og lader bedene gro lidt vildt. Men ved at gøre hvad vi kan i hverdagen, er vi med til at insistere på håbet om, at det er muligt at gøre fremtiden mere lys for vores klode og fremtidige generationer”, siger Hanna Smidt, der har stået i spidsen for det grønne udvalg i Bellahøj Kirke. 

Bellahøj Kirke er den seneste på stammen af grønne kirker. Et netværk af kirker, som har klimaet og Guds skaberværk i baghovedet, når der arrangeres gudstjenester, koncerter og foredrag i kirken. 

Tidligere i år kom Korsvejskirken og Brorsons Kirke med på den grønne liste, som du kan finde her

Grøn kirke fra top til tå 

For at blive Grøn Kirke har Bellahøj Kirkes grønne udvalg gennem de sidste 6 måneder arbejdet med en tjekliste, som Danske Kirkers Råd står bag. Danske Kirkers råd oplyser, at der er stor interesse blandt kirker for at blive en del at netværket, der allerede består af langt over 100 kirker.

Tjeklisten, som du kan finde her, har 48 punkter inden for 6 kategorier. For at blive registreret som Grøn Kirke skal kirken kunne sætte kryds ved mindst 25 punkter og mindst 2 i hver kategori. Nu kan Bellahøj Kirke så sætte 39 krydser.  

Bellahøj Kirke vil også gerne hjælpe andre til at tænke mere bæredygtigt.  

”Vi har sat kasser op til indsamling af stearinstumper, briller, frimærker, mobiltelefoner – ting vi måske ellers ville smide væk, men som faktisk kan bruges til gavn for f.eks. befolkninger i verdens fattigste områder. Vi vil gerne sørge for, at disse indsamlede ting kommer steder hen, hvor folk kan bruge dem,” fortæller Hanna Smidt. 

Grønne gudstjenester og reception 

Frem til 4. oktober er temaet i kirken ”Skabelsestid”. I disse uger vil gudstjenesterne bære præg af et fokus på Guds skaberværk.  

Her kan man opleve udendørs gudstjenester, og musikken vil også skille sig ud i forhold til hverdagen. Kirkens høstfest d. 22. september vil bære præg af det grønne fokus – bl.a. med en grøn bod og indsamling til et vandprojekt i Malawi, hvor mange lider under klimaforandringerne. 

Tags: