»Flygtninge er ikke bare brikker, vi kan flytte rundt med«

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen adresserede på forsiden af Berlingske i går den hårde tone i flygtningedebatten. På tirsdag prædiker han i Domkirken ved en lysgudstjeneste med fokus på verdens flygtninge
af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

’Biskop efterlyser empati i flygtningedebat’

”Midt i en flygtningekrise af historiske dimensioner og rekordmange asylansøgere i Danmark efterlyser Københavns biskop mere medmenneskelighed over for de mange flygtninge.”

Sådan lød det på forsiden af Berlingske i går, onsdag d. 26. november, hvor Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen adresserede den hårde tone i flygtningedebatten.

I interviewet udtalte Københavns biskop blandt andet at det er »mærkeligt at være vidne« til en debat i Danmark, der »mere handler om, hvordan vi kan holde flygtninge væk fra vores land, end hvordan vi kan hjælpe dem«. Han efterlyser en debat om, hvordan danskerne i almindelighed og politikerne i særdeleshed tager imod og forholder sig til flygtninge.

Lysgudstjeneste for verdens flygtninge

På verdensplan er der i dag over 51 millioner flygtninge – det højeste antal siden Anden Verdenskrig. Det sættes der fokus på ved en lysgudstjeneste tirsdag den 2. december kl. 17.00 i Københavns Domkirke, hvor alle er meget velkomne.

»Mennesker bliver forfulgt som aldrig før, og vi står over for en flygtningekrise af hidtil uset omfang – ikke bare i Mellemøsten, men også i Afrika. I den sammenhæng kunne jeg godt savne, at vi i vores hjemlige debat viste større imødekommenhed og medmenneskelighed over det, der sker,« sagde Peter Skov-Jakobsen i interviewet.

På tirsdag d. 2. december prædiker Peter Skov-Jakobsen i Københavns Domkirke ved en lysgudstjeneste, som sætter fokus på verdens flygtninge. Gudstjenesten begynder med en procession, hvor asylansøgere og flygtninge fra forskellige lande bærer lys ind i kirken. Efter gudstjenesten serverer Domkirken sammen med herboende flygtninge kaffe, te og kage. Alle er meget velkomne til at deltage.

 

Tags: