Marianne Jelved: »Folkelighed begynder med, at vi vil hinanden noget«

img_3183.jpg

– Der er mange opgaver, som ligger naturligt hos staten. Men det frivillige engagement kan ikke undværes, fordi det styrker det medmenneskelige i fællesskaberne, fortæller Marianne Jelved. Foto: Sille Arendt 2012
– Der er mange opgaver, som ligger naturligt hos staten. Men det frivillige engagement kan ikke undværes, fordi det styrker det medmenneskelige i fællesskaberne, fortæller Marianne Jelved. Foto: Sille Arendt 2012
Interview. Hvis folket ikke kommer til kirken, må kirken komme til dem, lyder det fra Danmarks nye kulturminister Marianne Jelved.
Christiane Gammeltoft-Hansens billede
af Christiane Gammeltoft-Hansen (sognepræst i Lindevang Kirke)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hun var en af de første til at bruge ordet sammenhængkraft og har i sine mange år i politik været optaget af, hvordan man styrker det aktive demokratiske medborgerskab. Det var derfor naturligt at bede Marianne Jelved om at give sin udlægning af, hvad folkelighed er. På en travl dag på gruppeformandens kontor oppe under taget på Christiansborg blev det til en koncentreret samtale om, hvad det er, der sætter mennesker i bevægelse.

Læs mere

Interviewet med Marianne Jelved trykt i Københavns Stifts nye debatmagasin Super folkelig? og er således gennemført, før hun blev udnævnt til kulturminister.

Magasinet, som bl.a. indeholder interviews af Peter Øvig Knudsen og Ingold Gabold og artikler af Jørgen Carlsen og Iben Krogsdal, kan læses her

– Det begynder med det forpligtende fællesskab. Det gør det i hvert fald for mig. Det begynder med, at man vil hinanden noget, og at man oplever, at man er forbundet med hinanden. Det forpligtende fællesskab opstår, når man bliver grebet af eller optaget af en fælles sag. Og det er ikke bare Bakken jeg taler om, det ville være alt for indskrænket. Der skal mere til for at sætte mennesker i bevægelse. Jeg har oplevet det et par gange i forbindelse med folkeafstemninger – som f.eks. euro-afstemningen.

Det var ligegyldigt, om det var på Kultorvet i København eller gågaden i Hjørring, så var folk dybt optaget af eurospørgsmålet, og man talte sammen om det. Man følte sig forpligtet og tog et ansvar ved at sætte sig ind i, hvad det drejede sig om. Det er det samme, der sker ved folketingsvalg. Alle er optaget af at afgøre sig for, hvor de skal sætte deres kryds. Vores stemmeprocent i Danmark ligger på 80 – 85%. Det er globalt set en meget høj stemmeprocent. I USA f.eks. kan en præsident vælges med under 25% af stemmerne. Det er i mine øjne skræmmende, for det gør legitimiteten bag det fællesskab, der skal binde en nation sammen, meget lille.

Mener du dermed, at folkeligheden har det meget godt i Danmark?

– Ja, ansvaret over for fællesskabet ligger dybt i de fleste. Men når det er sagt, er jeg også godt klar over, at vi står med nogle store udfordringer. Mange af de institutioner, som er med til at styrke det forpligtende fællesskab, er under pres i disse år – f.eks. folkeskolen. Folkeskolen har i mange år bygget på den tanke, at skolen skulle være et sted, hvor man lærer at tage ansvar, og hvor man lærer at respektere hinandens forskelligheder.

I dag har folkeskolen et praktisk mål, nemlig at sikre at alle børn får en ungdomsuddannelse. Man ser dermed ikke folkeskolen som en institution, der har en værdi i sig selv, men som en institution, der skal forsyne staten med nyttige borgere og god arbejdskraft. Succeskriteriet har med andre ord ændret sig, og det gælder ikke kun for folkeskolen. Vi skal være blandt de fem bedste nationer målt i forhold til PISA-testen, vi skal være blandt de ti rigeste nationer i verden, vi skal have et universitet blandt de ti bedste i verden osv.

Det er succeskriterier, hvor vi gør hinanden til konkurrenter i stedet for at se os som demokratisk forpligtede medborgere og verdensborgere, der er afhængige af hinanden – det endda i en grad hvor min sikkerhed er afhængig af de andres sikkerhed, mit miljø er afhængig af de andres miljø, og mit klima er afhængig af alles klima. Jeg er selvfølgelig stadig et enkelt individ, men jeg er også dybt afhængig af fællesskabet. Jeg er sådan set kun noget i kraft af de fællesskaber, jeg er en del af.

– Men når jeg alligevel mener, at der er håb, og at det ikke ser så sort ud, så er det fordi, jeg fornemmer, at rigtig mange gerne vil være med til at løfte en fælles opgave. Der er grøde i det frivillige arbejde. Miljøområdet og det sociale område f.eks. er blevet befolket med mennesker, der føler et ansvar, og som handler på det. Det er en manifestation af, at man hører sammen og en styrkelse af folkeligheden.

– Der er mange opgaver, som ligger naturligt hos staten. Men det frivillige engagement kan ikke undværes, fordi det styrker det medmenneskelige i fællesskaberne. Den frivillige er der ikke som en professionel, men som et medmenneske. Det er for mig en vigtig del af folkeligheden, at vi ikke kun overlader det til de professionelle at gøre en indsats.

Der sker vel så også en udveksling. Man taler om oplysning til folket. Men folket oplyser jo også staten. Hvis der er en stærk græsrodsbevægelse og en stærk frivillighed, så styrker det vel denne oplysning fra folket?

– Ja, det gør det. Folkeoplysningen har været af stor betydning for udviklingen i Danmark siden Grundloven. Det er blandt andet den, der har været med til at sikre minoritetsretten. Det hører til folkeoplysningstanken, at flertallet anerkender, at mindretallet har ret til at forme deres eget liv. Friskolerne er et eksempel på det. Godt nok har vi i en årrække haft svært ved at acceptere, at mindretalsretten gælder alle, der bor i Danmark. Men minoritetsretten er stadig gældende, også selv om der nogle gange bliver lagt hindringer i vejen for den. Det er således glædeligt, at vi har fået muslimske friskoler. Det er god integration, for de muslimske forældre, der har deres børn i en muslimsk friskole oplever, at det danske samfund er et samfund, der anerkender minoriteten, og at det altså er en del af vores folkelighed.

Grundtvig sætter bindestreg i folkelighed: folke-lighed. Og dermed understregede han blandt andet, at folkelighed betyder lighed for folket. Er det også sådan, du forstår folkelighed?

– To ting har været karakteristiske for vores store folkeinstitutioner – folkehøjskolen, folkeskolen, fagbevægelsen, andelsbevægelsen – nemlig forpligtetheden og ligeværdet. Man har mødtes som ligemænd og kvinder og ikke skelet til, om man var en stor eller lille gårdejer. Folkelighed er, at vi er lige. Det er for mig helt afgørende. 

Folkekirken er en af de store folkeinstitutioner. Hvad vil du mene, folkekirken skal gøre for at vedblive med at være et både rummeligt og samlende fællesskab?

– Folkekirken er ikke noget uden de mennesker, den består af, og hvis folket ikke kommer til kirken, må kirken komme til dem. Kirken har et ansvar for at gå ud og opsøge folk. Derfor har jeg heller aldrig forstået de præster, der mener, at folk må komme til dem. At det, de er sat til, er at forkynde i kirken og ikke andet. Man må være opsøgende. For mig er det centrale i kristendommen ansvaret for næsten. Med det som udgangspunkt mener jeg, at man må kunne forvente, at præsten bestræber sig på at være et eksempel – at være et menneske, der går ud og møder næsten. Nogle er selvfølgelig opsøgende, men det er ikke nødvendigvis det generelle billede.

Vi skal lære at skabe de fællesskaber, vi selv synes giver mening. Jeg opfatter kirken i vores samlede institutionsbillede som en institution, der har betydning, fordi den er en af de institutioner, der kan skabe et forpligtende fællesskab. Det synes jeg er værdifuldt, og det siger jeg, også selvom jeg ikke er en del af dette forpligtende fællesskab. Jeg er godt nok medlem, men jeg er ikke aktiv i den forstand. Jeg er aktiv med andre ting, men glad for at der er nogle, der engagerer sig i det kirkelige fællesskab.

Tags: