Gin, tonic, debat og natkirke

grundtvigs_kirke_symmerti.jpg

Hør Vibeke Bidstrup fortælle om den ny natkirke i videoen her.

Lys, gin & tonics og etiske diskussioner

Ny natkirke i Grundtvigs Kirke kaster sig over etiske dilemmaer, når de ti bud fra GT behandles af ti forskellige gæster over en G&T
Henrik Dons Christensens billede
af Henrik Dons Christensen (Digital kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

GT står i kirkens verden for Det Gamle Testamente, men spørger du sognepræst Vibeke Bidstrup står det også for den klassiske drink, som er god at få en snak over.. 

Gin & Tonic-aftener er en ny form for natkirke i Grundtvigs Kirke, hvor netrop hun er vært.

Ny natkirke i Nordvest

Aftenerne står i oplysningens tegn, og tanken er, at københavnerne sammen skal blive klogere på de etiske dilemmaer, vi som moderne mennesker står i. Netop en ny form for natkirke har været på sognepræstens to-doliste siden hendes ansættelse i 2018.

"Jeg synes, at det er spændende at kombinere stemningen fra natkirken med det grundtvigske, nemlig folkeoplysningen, hvor vi bliver klogere på ting. Det er jo Grundtvigs Kirke, vi sidder i," fortæller Vibeke Bidstrup, der har udarbejdet ideen efter samtaler med byens andre natkirkepræster.

"Jeg fornemmer, at etikken fylder meget i samfundet, og at der er et savn efter at få talt om, hvad der er rigtigt og forkert. De Ti Bud blev med Det Nye Testamente erstattet af næstekærlighedsbuddet, og dermed er det blevet diffust, hvad der er etisk korrekt. Er det for eksempel i orden at yde aktiv dødshjælp, som jo kan være en kærlig handling, selv om det strider mod loven?"

Tydeligt koncept for ny natkirke

Hvor det normalt er lyd og lysinstallationer, der kendetegner natkirken, bliver det i Grundtvigs Kirke det talte ord.

Hver gang inviteres en ny gæst indenfor i den gule mustenskatedral. I den første sæson er temaet De Ti Bud. Ti aftener dedikeret til hvert sit bud. 

Det bliver dog ikke gammeltestamentlig snak, forsikrer Vibeke Bidstrup. Det bliver nutidige tematikker, der bliver behandlet.

Første aften er 9. maj, hvor Martin Herbst, sognepræst i Korsvejskirken og tidligere medlem af Moonbevægelsen, tager det første bud op: Du må ikke have andre guder. Allerede nu kan man stille spørgsmål til gæsten på kirkens hjemmeside

Om natkirken

I programmet for 2019-2020 er oplægget til natkirken således:

I kristendommen bliver alle moselovens bud nedkogt til næstekærlighedsbuddet, der lyder: ”Du skal elske din næste som dig selv”. Det vil altså sige, at vi i den kristne etik skal leve vores liv i næstekærlighed - men hvordan gør vi dét i praksis?

Dette vil vi gerne problematisere og diskutere åbent i Grundtvigs Kirke i en dialog med forskellige samtalepartnere og med udgangspunkt i De Ti Bud. Til hver Gin & Tonic-aften fortolker vi et bud og forsøger at forstå det i en nutidig kontekst. Dette gør vi ved at invitere en særlig samtalepartner til en dialog om aftenens etiske spørgsmål. Undervejs vil kirken være stemningsfuldt belyst, og i pausen bliver der serveret Gin & Tonic. Der vil også være mulighed for at skrive spørgsmål og kommentarer til aftenens emne. Vibeke Bidstrup, sognepræst i Grundtvigs Kirke, er vært.

Torsdag den 9. maj kl. 20

1. bud: Du må ikke have andre guder end mig.

Aftenens samtalepartner er Martin Herbst, der er tidligere medlem af Moon-bevægelsen og nu er sognepræst i Korsvejskirken i Tårnby. Læs mere om aftenen her.

Onsdag den 12. juni kl. 20

2. bud: Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn.

Samtalepartner er filmproducent Peter Aalbæk. Læs mere om aftenen her.

Torsdag den 12. september 2019 kl. 20 

3. bud: Husk sabbatsdagen og hold den hellig.

Aftenens samtalerpartner er metakognitiv psykolog Sisse Find Nielsen.

Torsdag den 10. oktober 2019 kl. 20

4. bud: Ær din far og din mor.

Aftenens samtalepartner er forfatter og debattør Lisbeth Zornig Andersen. 

Torsdag den 14. november 2019 kl. 20

5. bud: Du må ikke begå drab. 

Aftenens samtalepartner er Flemming Schollaart, formand for Foreningen for aktiv dødshjælp. 

Torsdag den 12. december 2019 kl. 20 

6. bud: Du må ikke bryde et ægteskab. 

Aftenens samtalepartner er sexolog Jakob Olrik.

Torsdag den 9. januar 2020 kl. 20 

7. bud: Du må ikke stjæle. 

Aftenens samtalepartner er debattør Emma Holten. 

Torsdag den 13. februar 2020 kl. 20 

8. bud: Du må ikke vidne falsk mod din næste. 

Aftenens samtalepartner er chefredaktør på ZetlandLea Korsgaard.

Torsdag den 12. marts 2020 kl. 20

9. bud: Du må ikke begære din næstes hus. 

Aftenens samtalepartner er balletmester ved Det Kongelige Teater Nikolaj Hübbe

Torsdag den 16. april 2020 kl. 20 

10. bud: Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom. 

Aftenens samtalepartner er professor i filosofi Vincent F. Hendricks.

Tags: