Interview med en trofast kirkegænger. Særdeles trofast endda

simon_forside_1.jpg

Simon Ankjær Andersen besøger kirker på skift her er det Christianskirken
Søndag den 17. december besøger Simon Ankjær Andersen Christianskirken på Christianshavn. Foto: Henrik Dons Christensen
Simon Ankjær Andersen er presserådgiver i kirkeministeriet og har været til gudstjeneste i samtlige kirker i København. I alfabetisk rækkefølge. Og nu gør han det sørme én gang til. Fra Aalholm til Vor Frue.

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst: Freelancejournalist Jacob Lybek 

Hvis du går i kirke om søndagen i København, på Amager eller Frederiksberg, og møder en 53-årig mand med gråt strithår, azurblå øjne, briller med sort stel, en moderigtig skjorte og et nybarberet ansigt– ja, så er det ikke umuligt, at det er Simon Ankjær Andersen, du har mødt. 

Denne mand har nemlig været til gudstjeneste i samtlige sognekirker i Københavns Stift – af geografiske årsager dog ikke i Bornholm Provsti, som også er en del af stiftet. 

Vi taler om mere end 80 kirker – helt nøjagtigt 84 – kirker, hvor han har været til gudstjeneste. 

”Det er simpelt hen en af mit livs bedste ideer at gå i kirke,” udbryder Simon Ankjær Andersen som noget af det første, da vi møder ham til et interview om den højst usædvanlige kirkemaraton, som blev afsluttet i efteråret.

”Ja, så kort kan det faktisk siges. Gudstjenesten kan selv ikke en dårlig præst gøre til en dårlig oplevelse. Den har sin egen suveræne rytme, og det er altid er godt at komme, selv om man ved, hvad man får. Og det er jo egentlig ret tankevækkende: Vi jagter jo som regel det nye og det overraskende – det mærkelige med gudstjenesten er, at den er ingen af delene men alligevel meget givende.” 

Oplever du, at der er forskel på gudstjenester afhængig af, i hvilke provstier kirkerne ligger i? 

”Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det er ikke sådan, at du f.eks. er til gudstjeneste i en kirke på Frederiksberg og så sidder og tænker, at det er da også er en typisk måde at gøre tingene på i netop Frederiksberg Provsti. Jeg oplever omvendt, at de enkelte sogne er meget forskellige, og det gælder i alle provstierne. Det er jo nok fordi, det er sognene og menighederne, der er rygraden for kirkelivet i den enkelte kirke og ikke så meget provstierne og stifterne.” 

Det begyndte i Berlingeren

Gudstjenesten kan selv ikke en dårlig præst gøre til en dårlig oplevelse.

Det hele begyndte en lørdag for lidt over to et halvt år siden, hvor A-mennesket Simon Ankjær Andersen en tidlig lørdag morgen over kaffen på vanlig vis sad og bladrede rundt i Berlingske. 

Avisen bringer hver lørdag en liste over kommende gudstjenester, og da han netop denne lørdag kastede et blik på listen, fik han ideen: At gå til gudstjeneste i samtlige kirker inden for folkekirken i Københavns Stift i alfabetisk rækkefølge. Alle hver og én! Og allerede dagen efter gik han i gang med sit projekt, som han nåede til ende med i september 2017. 

”Turen endte med at tage over to et halvt år. For enkelte gange har jeg været forhindret f.eks. på grund af familiesammenkomster - og en enkelt gang på grund af en vigtig fodboldkamp, som FCK skulle spille mod Brøndby. Politiet mente, det var bedst, det foregik kl. 12 – og så kneb det med at nå i Parken fra en kirke på Vesterbro. Og jeg er helst til stede i Parken, når FCK spiller. Men ellers har det været hver søndag og helligdage.” 

En runde mere

Og som om det ikke kunne være nok med den overståede maraton, er han nu – tro det eller ej –gået i gang med en runde 2. En runde, som han satser på at afslutte medio 2020. 

”Nu går jeg alfabetisk frem efter listen, som er på hjemmesiden for Københavns Stift.” fortæller Simon Ankjær Andersen. 

”I runde to er jeg i gang med B - altså Bellahøj Kirke, Brønshøj Kirke samt de to Nørrebrokirker Bethlehemskirken og Brorsons Kirke. Kirker med det samme forbogstav og beliggende i cykelafstand fra hinanden men med hver deres indretning og meget forskellige måde at holde gudstjeneste på. Det ene sted er menigheden med til at læse tekster og bønner op, og orglet er afløst af klaver og guitar. Det andet er mere karismatisk, og i Brorsons kirke er der ungdomskirke med bøn, jazz og brunch, mens det i Brønshøj er mere traditionelt. Forskelligheder er der masser af – bare inden for de fire kirker, der begynder med B,” siger Simon Ankjær Andersen og fortsætter:  

”I nogle af kirkerne giver kirkegængerne hånd til hinanden efter den apostolske velsignelse, mens det i andre kirker ikke er en del af kulturen. Gudstjenesten varer alt fra ca. 55 minutter til ca. 90 minutter. Så der er masser af bredde. Det viser, at gudstjenesten bliver afholdt på mange forskellige måder – der er frihed inden for rammerne. Det hedder jo netop også FOLKE-kirken.” siger Simon Ankjær Andersen, der er presserådgiver i Kirkeministeriet.  

”Jamen, jeg gør det igen i runde to, da det har været en af de bedste idéer i mit liv med denne her kirketur. Det er noget, der er kommet med alderen, og det er blevet et eksistentielt holdepunkt for mig. Tidligere var det ca. hver fjortende dag, at jeg gik til gudstjeneste, men nu er det altså så vidt muligt hver uge. Det vil jeg fortsætte med, når jeg en dag er færdig med runde to.” 

Der er rum i kirken

Du nævner rummeligheden, men bør man ikke forvente en nogenlunde ensartet oplevelse, når man går ind i en dansk folkekirke, uanset hvor den ligger? 

”Liturgien er grundlæggende den samme, og salmerne kommer – næsten altid – fra salmebogen. Jeg er mest glad for en helt klassisk gudstjeneste og behøver ingen eksperimenter. Men jeg tror, det er sundt at udsætte sig selv for at opleve, at det ikke er alle, der synes det samme. Nogle vil gerne eksperimentere mere end andre – det skal der også være plads til. Og man kan jo hurtigt nok komme frem til at blive indsnævret i sine egne fordomme.”

”Det sker, at jeg hører kirkegængere sige, at der er kirker, hvor de bestemt ikke kommer af den ene eller anden grund. Måske bryder de sig ikke om præsten, musikken eller menigheden. Der er selvfølgelig også noget, jeg bedre kan lide end andet. Jeg synes f.eks. godt, det eksperimenterende kan gøre gudstjenesten til en lidt for profan oplevelse, og det er ikke lige min kop te. Men når man så møder op med alle sine fordomme, sker der jo altid det, at en eller flere fordomme alligevel viser sig at blive gjort til skamme.” 

”Det lyder nørdet med det alfabetiske system, men pointen er netop dette: At opleve gudstjeneste i så mange forskellige kirker som muligt. Jeg tror på, man bliver mere åben af at prøve forskellige måder at lave gudstjeneste på. Og jeg ser mere af min by, oplever nye menigheder og præster på den måde, så det er også lidt af et sociologisk studie,” siger Simon Andersen og fortsætter: 

”Der er selvfølgelig stadig salmer og bønner, som jeg forsat ikke kender, men gerne vil lære. Og jeg er  systemmenneske, når jeg sætter mig noget for. Sandsynligheden for at gennemføre et projekt bliver meget større, hvis du har nogle lister og en kalender at gå ud fra. Sådan fungerer det i hvert fald for mig. Vi taler altid om det evigt frie valg, og det er jeg da også tilhænger af i al almindelighed. Men det gælder jo ikke altid, hvis man vil være grundig. Hvis man vil løbe et maraton må man træne i system. Hvis man vil være god i et køkken, må man have overblik og øve sig på det, man ikke er god til. Det gør formentlig også et eller andet ved en, at man varierer sin kirkegang. Det er ikke altid det frie valg, der bringer de største erkendelser og oplevelser.”

Så jeg siger til folk: Gå mere i kirke og vær lidt mindre på Facebook.

Hvorfor holder du dig ikke til din lokale sognekirke? 

”Jeg er et storbymenneske, og som mange andre storbymennesker har jeg ikke nogen tæt relation til den lokale kirke og menighedslivet. For mig er det ikke den lokale forankring og den fysiske beliggenhed, der er det vigtigste. Det er selve det at gå til gudstjeneste, der betyder mest for mig. Men jeg er helt klar over, at det ikke er en kirkegang som min, der holder liv i det lokale kirkeliv ugen igennem – for der foregår jo så meget andet end lige gudstjenesten om søndagen, og det deltager jeg sjældent i,” siger Simon Ankjær Andersen, der er opvokset på Sydsjælland, hvor hans forældre var lærere, og faren senere forstander, på Haslev Højskole.  

Hvad siger folk, når du fortæller om dit projekt? 

”Jeg synes, at jeg får positiv respons på det. Både med hensyn til selve substansen i det, men også i forhold til det sjove i at gå efter alfabetet, som jo på en eller anden måde er lidt nørdet. Men som jeg plejer at sige: I øvrigt er jeg helt normal.” 

”Jeg fortæller gerne vidt og bredt om min kirkegang. Jeg anbefaler folk at gå mere i kirke, for det er groft undervurderet, synes jeg. Det er vist Søren Ulrik Thomsen, der har kaldt gudstjenesten en nulstilling – det er en fin beskrivelse, synes jeg. Man får mentalt trykket på Ctrl+Alt+Delete.  Og jeg vil gerne sige, at man skal være direkte kristendomsforskrækket, for ikke at få noget ud af at gå i kirke og høre en prædiken. Det er højt begavede mennesker, der står og taler, og der vil altid være noget tænksomt at lytte til. Så jeg siger til folk: Gå mere i kirke og vær lidt mindre på Facebook.” 

Flere i kirken end på stadion

Hvad har du har oplevet på turen? 

”Mange ting. Blandt andet, at det billede, som ind imellem frembringes i medierne om, at de københavnske kirker står tomme hen om søndagen er noget ren sludder. Der er er da masser af mennesker, der går til gudstjeneste. Faktisk er der flere i kirke om søndagen end til en superligarunde i fodbold. Det er det, jeg oplever. Jeg har på min tur rundt heller ikke oplevet, at der var messefald. Så man skal altså ikke nødvendigvis altid tro på det, som man læser i aviserne,” siger Simon Ankjær Andersen, der tidligere har været journalist på bl.a. TV Avisen, Radioavisen, Magasinet Penge samt DR’s trosredaktion.  

En opgørelse fra Københavns Stift bekræfter Simon Ankjær Andersens iagttagelser, da der i 2016 i gennemsnit var 68,59 deltagere per højmesse. Og ud af samtlige 10.810 gudstjenester blev kun 13 af dem aflyst.     

Har du planer om at gennemføre en runde 3, når din runde 2 bliver færdig i løbet af 2020? 

”Ikke umiddelbart. Jeg er færdig med runde 1, og er nu i gang med runde 2. Og når den er overstået, så må det også være det for som sagt: I alle de mangfoldige udtryk er der naturligvis noget, jeg bedre kan lide end andet. Alvor, højtidelighed, gentagelse og eftertænksomhed – en præst og en kirke der har gjort sig umage med det klassiske. Jeg vil fremadrettet nok begrænse mig til en 12-15 kirker, hvor jeg vil gå til gudstjenester, jeg synes, matcher det ønske. Dem er der heldigvis mange af.  Og den alfabetiske galskab må jo trods alt også få en ende på et tidspunkt,” smiler Simon Ankjær Andersen.

Er der noget, som du synes, at folkekirken kan blive bedre til? 

”Det siges ofte, at folkekirken skal følge med tiden. Jeg synes, at kirken og dens gudstjenester er alt for værdifulde til at skulle underlægge sig det tidstypiske eller det såkaldt moderne. Man kan kunne omvendt spørge, om det ikke snarere er tiden, der skal følge med kirken.” 

Tak fordi du ville medvirke i interviewet!

”Selv tak.”

Fakta: Simon Ankjær Andersen

Født i 1964, bor på ydre Østerbro med sin kæreste og har to voksne børn. 

Siden marts 2015 ansat som informationskonsulent i Kirkeministeriet.

Har tidligere arbejdet hos bl.a. Lokalradioernes Nyhedstjeneste og på DR: Radio-og TV-avisen, Magasinet Penge og senest DR Tro, hvor han blandt andet lavede en dokumentarserie om folkekirkens økonomi.

Tags: