KøbenhavnerPassionen: Påsken er på gaden igen

koebenhavnerpassionen-2015-foto-sille-arendt_41.jpg

Tuesday Night Brass Band gik også sidste år forrest for KøbenhavnerPassionen. Foto: Sille Arendt
Tuesday Night Brass Band gik også sidste år forrest for KøbenhavnerPassionen. Foto: Sille Arendt
KøbenhavnerPassionen er blevet en påsketradition. Også i 2016 er Vesterbro og Indre By scene for den store gadeevent, der den 25. marts aktualiserer påskens fortælling med jazz, kunst, performance og oplæsning

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Gadeoptog, livemusik teater, dans og kunst smelter sammen i årets KøbenhavnerPassion. Langfredag den 25. marts er det igen muligt at opleve den årlige påske-københavnerbegivenhed, når Vesterbro og Indre By lægger asfalt til Jesus’ vej med korset i et gribende gadeevent.

Det nutidige passionsspil starter kl. 19.30 på Vesterbro Torv.

Optoget sættes i gang af musik ved Tuesday Night Brass Band med Esben Duus og asylansøgere, som bærer et kors ud fra Eliaskirken. Optoget bevæger sig forbi et par stop undervejs, på Rådhuspladsen og Domhuset, og slutter i Københavns Domkirke i Nørregade kl. ca. 21.30, hvor deltagerne vil opleve en syndebuk af jern, som er fremstillet af indsatte i Anstalten Herstedvester. 

Spot på hverdagens syndebukke

Det er ikke tilfældige virkemidler, forklarer projektleder sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro, Niels Nymann Eriksen.

”I år går KøbenhavnerPassionen på gaden for at rette spotlyset mod hverdagens syndebukke, dem vi gør til ofre uden at vi rigtig er klar over det; dem vi latterliggør, hænger ud i offentligheden, på Facebook eller bare med en nedgørende bemærkning. Kort sagt: Dem vi holder ude, for at kunne holde sammen. Men menneskers liv er vævet ind i hinanden på en sådan måde, at det kan være svært at udrede, hvem der bærer skylden. Og alligevel gør vi det hele tiden. Placerer skyld hos andre. Bruger simple forklaringer på en kompleks verden. Skaber ro og orden, når afmagt og kaos truer fællesskabet, ved at placere skylden for uro og uorden.

Langfredags historie om disciplenes forræderi, de religiøse lederes had, folkets bevægelighed og romernes kynisme udstiller disse mørke mekanismer, men vender billedet på hovedet. Jesus ikke bare bliver gjort til en syndebuk, men påtager sig det som et kald, og dermed skabes der en vej til et fællesskab, som ikke kræver nye syndebukke,” siger Niels Nymann Eriksen.

Se også: Fotos fra KøbenhavnerPassionen - Langfredag gennem gaderne

Opera på Rådhuspladsen og nyt digt af Møllehave

Efter åbningen på Vesterbro Torv kl. 19.30 går optoget med fakler og new orleansmusik, spillet af Tuesday Night Brass Band ved Esben Duus, til Københavns Rådhus. Her bliver optoget mødt med operasang, performance og oplæsning af et digt, skrevet til lejligheden, af Johannes Møllehave. Herfra videre til Københavns Domhus, hvor teatergruppen ”Det Andet Scenarie” visualiserer mobning og behov for at ekskludere fra grupper.

Passionen slutter i Københavns Domkirke, hvor der vil være lejlighed til at skrive en last, og at blive aflastet ved at placere den på syndebukken, som står opstillet i midtergangen. Der rundes af med musik fra Dreamhub og en fortælling af langfredagsbegivenheden. 

Passionsspil har en lang tradition bag sig i den katolske verden. Flere europæiske storbyer har taget traditionen op med store langfredagsevents, og i København kan det nu opleves for femte år i træk. 

Læs også: Guide: Fællesspisninger på skærtorsdag 2016 i Københavns kirker

Fakta: KøbenhavnPassionen 2016

KøbenhavnerPassionen 2016 er udviklet i samarbejde med natkirken i Indre By, Sydhavn- og Vesterbro Sogn.

En af medinitiativtagerne, Leif Christensen, fra Helligaandskirken siger:

”Et passionsspil er en bevægende anledning til at se noget nyt i det velkendte. Den gamle beretning om Jesu vej med korset bringes i forbindelse med de velkendte gader og pladser, som vores dagligliv udspiller sig på. Det kan kun rigtig lykkes i en kombination af humor og alvor, eftertænksomhed og flygtige sanseindtryk. Jeg tror, vi har godt af at se vores by som et sted, hvor passionshistorien udfolder sig,”.

Læs meget mere på KøbenhavnerPassionens Facebook-side, hvor du også kan tilmelde dig eventen