Motion: På løbetur med Luther

lutherloebet.jpg

Komiker Sebastian Dorset og studenterpræst Søren Bruun før og efter træning.
Komiker Sebastian Dorset og studenterpræst Søren Bruun før og efter træning. Den 11. juni løber de Lutherløbet på Frederiksberg.
500-året for reformationen i 1517 bliver markeret på mange måder. En af de mere utraditionelle er familie- og motionsløbet Lutherløbet på Frederiksberg den 11. juni

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Landet over er der fuld gang i markeringen af 500-året for reformationen i 1517.

En af de mere utraditionelle begivenheder i jubilæumsåret finder sted på Frederiksberg søndag den 11. juni 2017, når studenterpræsterne på Frederiksberg Campus inviterer til et festligt, folkeligt og fornøjeligt familie- og motionsløb. 

Lutherløbet hedder den fem kilometer lange løberute, som også kan tilbagelægges i rask gang - fx med de mindste i en løbevogn.

Løbet har start og mål i Lindevangsparken. Her står komiker Sebastian Dorset for opvarmningen, mens kommunens borgmester Jørgen Glenthøj sætter løbet i gang og sender deltagerne ud på en afspærret rute med trafikofficials og flagposter, hvilket er noget af en sjældenhed på Frederiksberg.

På ruten kan du løbe med Tina fra DR1´s sundhedsprogram U-turn og mange andre. Ruten går forbi Lindevang Kirke på Peter Bangsvej, hvor præsterne står klar med en forfriskning til løberne. Lutherløbet er åbent for alle og alle får en medalje og en forfriskning ved målstregen.

Hvis du vil vide mere om Luther

I forbindelse med Lutherløbet stiller Folkekirken på Frederiksberg en videnspavillon op i startområdet i Lindevangsparken.

Her kan du blandt andre møde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og provst på Frederiksberg Kirsten Jørgensen til en lille snak om Martin Luther og reformationens hvem, hvad, hvor.

I videnspavillonen kan du også møde medarbejdere fra forlaget Eksistensen, som kan fortælle om en tegneserie om Martin Luthers liv og andre bøger, der udgives i anledning 500-års jubilæet. Der er også mulighed for at købe en Lutherøl.

Lutherløbet på Frederiksberg

Lutherløbet er en anderledes bevægelig fejring af 500-års jubilæet for Martin Luthers reformation.

Søndag den 11. juni 2017 kl. 14. 00.
Start og mål i Lindevangsparken på Frederiksberg.

Lutherøbet arrangeres af Studenterpræsterne på Frederiksberg i tæt samarbejde med Frederiksbergdagene og Folkekirken på Frederiksberg.

Frederiksbergfonden og Frederiksberg Kommune bakker om løb, hvor der også er løbere fra FIF og gæsteløbere fra TEAM KVIK TRI på Amager.

Alle tilmeldte deltager i lodtrækningen om 20 startnumre til Copenhagen Half Maraton - doneret af Sparta.

Tilmelding senest den 9. juni på Facebook eller i linket her

Tags: