Nøj! Påsken er faktisk for børn

snapperfilm_paaskedag2.jpg

Sognepræst ved Hellig Kors Kirke Andreas Christensen formidler påske for børn sammen med figuren Snapper. Foto fra filmen
Sognepræst ved Hellig Kors Kirke Andreas Christensen formidler påske for børn sammen med figuren Snapper. Foto fra filmen
Man kan faktisk sagtens fortælle om påsken til børn, selvom det er en dramatisk højtid, mener sognepræst Andreas Christensen. Sammen med tøjdyret Snapper præsenterer han historien om påsken i fire nye, korte film for børn i 5-9-års-alderen
Lars Erik Franks billede
af Lars Erik Frank (Presse- og kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvor langt de fleste børn i Danmark ved, hvorfor vi fejrer jul , er fortællingen om påsken måske ikke helt så kendt for alle. Derfor har Danmarks Kirkelige Mediecenter nu udgivet fire korte videofilm, der forklarer, hvad baggrunden for påsken egentlig er.

Hver film fortæller om en af påskens vigtige dage. Målgruppen er børn i alderen fra 5 til 9 år, men kan også ses af yngre børn i selskab med deres forældre.

I de små film optræder tøjdyret Snapper sammen med nuværende sognepræst ved Hellig Kors Kirke Andreas Christensen. Da Danmarks Kirkelige Mediecenter sidste år spurgte, om han ville medvirke i filmene var han præst på Østerbro med fokus på børn og unge.

Andreas Christensen tog imod opfordringen og indspillede de fire film sammen med tøjdyret Snapper, som tidligere har optrådt i filmede bibelfortællinger med Sigurd Barrett.

”Påsken er en vigtig højtid, så jeg ville gerne være med til at udbrede kendskabet til den i forhold til børn. Som tidligere børnepræst har jeg erfaring med at fortælle om julen, som jo umiddelbart er noget lettere at markedsføre. Her kan man jo for eksempel invitere til 0-års fødselsdag hos Guds søn. Påskens fortælling er en anden slags udfordring,” fortæller Andreas Christensen.

Snapper spørger løs

Men Andreas Christensen kaster sig over udfordringen om at forklare påsken til figuren Snapper, som med nysgerrighed og undren stiller spørgsmål i børnehøjde. Sammen taler de to blandt andet om, hvordan påsken hænger sammen med traditioner som gækkebreve, kyllinger og påskeæg.

Påskens mere abstrakte ord og følelser bliver dog også taget op undervejs, når Snapper spørger løs:

”Påsken indeholder jo en række følelser og begreber, som er svære at forstå, også for voksne. I påskefortællingen for børn lægger jeg ikke så meget vægt på ord som forsoning og skyld, for eksempel. Det er nogle erfaringer, som hører voksenlivet til.  Til gengæld gør vi noget ud af at fremhæve historien om, at vi i påsken fejrer en sejr med opstandelsen, ” fortæller Andreas Christensen.

”Bang! Bang! Bang!”

At påsken er en kompleks og dramatisk fortælling, bør ikke afholde voksne fra at fortælle den til børn eller at dæmpe den unødvendigt ned, mener Andreas Christensen:

”Det er min erfaring, at børn godt kan forholde sig til de mere abstrakte og dramatiske fortællinger. Da jeg som børnepræst på Østerbro stod over for børnene og fortalte om påsken, råbte hele flokken tit ”bang! bang! bang!”, når Jesus blev naglet til korset. De var revet med. Nogle gange kan børn godt klare nogle historier, der er voldsommere, end vi voksne umiddelbart tror,” siger Andreas Christensen.

Tags: