Ny teaterforestilling handler om at vente

det_andet_scenarie023_855x485.jpg

Teaterselskabet Det Andet Scenarie. Fra venstre ses: Marlene Kejser, Nanna Graugård Jessen, Marie Enevoldsen. Foto: Troels Haahr
Teaterselskabet Det Andet Scenarie. Fra venstre ses: Marlene Kejser, Nanna Graugård Jessen, Marie Enevoldsen. Foto: Troels Haahr
Trinitatis Natkirke inviterer tirsdag den 9. december teaterselskabet Det Andet Scenarie indenfor til gudstjeneste. Her opføres forestillingen SAND, der handler om at vente. Noget vi ikke er så gode til i et travlt samfund, mener produktionsleder Marlene Kejser
Lars Erik Franks billede
af Lars Erik Frank (Digital redaktør)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

”Du er nu nummer seks i køen.”  Ventetid er et livsvilkår, som de fleste tilbringer hver eneste dag. På togperroner, i bilkøer og telefonsluser for eksempel. Vi venter på posten, på hinanden og på at det hele måske nok skal blive bedre. 

Men er ventetid ren spild af tid? Er den ligefrem noget farligt i et samfund, hvor effektivitet er en højt værdsat værdi? Det er nogle af de spørgsmål, som har inspireret teaterselskabet Det andet Scenarie til forestillingen SAND, der folder sig ud i Trinitatis Natkirke tirsdag den 9. december 2014. SAND handler om at vente. Vi har spurgt produktionsleder og medstifter af Det andet Scenarie, Marlene Kejser, om baggrunden for teaterstykket og hendes tanker om ventetid:

Hvorfor har I valgt temaet at vente til jeres forestilling?

SAND i Trinitatis Natkirke

Tirsdag den 9. december klokken 20.00 og 21.30. Forestillingen varer en time.

Trinitatis Kirke, Pilestræde 67, 1119 København

Forestillingen er ganske gratis, men pladsbillet skal reserveres hos natkirkepræst Mia Rahr Jacobsen på mrj@rundetaarn.dk

Gennem vores dialog med natkirken og gadepræst Mia Rahr Jacobsen fandt vi ud af, at det at vente ville være oplagt at tage op. Dels fordi teksterne til 2. søndag i advent jo netop handler om at vente – på Jesus, og dels fordi ventetid er et almindeligt menneskeligt livsvilkår. 

Hvorfor kalder I forestillingen for SAND ? 

Det ligger der en dobbeltbetydning i. Dels tænker vi på sand i et timeglas og tiden der går. Sådan mere abstrakt kan man spørge om vi alle sammen venter døden. Dels henviser titlen til at forestillingen er baseret på sande historier, tanker og hændelser fra de ni performeres liv. Det er store og små oplevelser fra deres livshistorier, den tager udgangspunkt i.

Hvordan folder I venten ud i en teaterforestilling?

Vi vil gerne lave en samlet oplevelse, der indbyder til, at man lægger alt det, som er uden for kirken fra sig i den times tid, forestillingen varer. Vi kalder den faktisk for en vandreforestilling. Vi spiller ikke på en almindelig scene, men i stedet kan publikum gå rundt og komme tæt på  performerne, som optræder rundt omkring i kirkens rum. Den collage af scener bliver en helhed, som understøttes af blandt andet operasang og en violinist, der spiller undervejs. Vores scenografi tager også udgangspunkt i stemningen i Trinitatis Kirke, blandt andet vil en pige bevæge sig rundt i en stor, lysende kjole.

Betyder det noget særligt, at forestillingen foregår i et kirkerum?

Ja i høj grad. Udover at vi vores tema om venten har taget udgangspunkt i evangelieteksten, og vi scenografisk bruger kirkens rum, så er forestillingen også en del af gudstjenesten. Her indgår prædiken og nadver  i aftenens samlede helhed, og det har været en spændende udfordring at skabe den samlede ramme sammen med natkirken.

Hvor gode er vi generelt til at vente?

Det Andet Scenarie

Teaterselskabet Det Andet Scenarie skaber teaterproduktioner og workshops til firmaer, skoleklasser og konfirmander. Selskabet blev stiftet i oktober 2013 og bruger teatret som redskab til at fortælle og forundres over hverdagens store og små historier.

Det Andet Scenarie planlægger en turné med forestillingen SAND i foråret 2015 i kirker i hele landet. Interesserede kan kontakte Marlene Kejser på teaterselskabets hjemmeside.  

Noget af det, som optager hele holdet, uanset om de er troende eller ej, er netop, om vi i dagens samfund er gode til at vente? Det virker som om, at vi hele tiden skal være beskæftiget med et eller andet og se travle ud. En pause på en bænk er nu blevet til iPhonetid. Vi har også svært ved at vente på hinanden. Hvis nogen er langsomme i køen i Netto eller fru Hansen tager fem minutter ekstra hos lægen, bliver vi utålmodige. Nogle gange ryger menneskeligheden, hvis vi skal vente. Omvendt så kan vi jo heller ikke vente for evigt på alting. Venter man fx på kærligheden eller det rigtige arbejde, må man jo også overveje at handle.

Hvad er den værste ventetid du nogensinde har tilbragt?

At vente på svar på prøver fra lægen med bange anelser om en sygdom. Den ventetid var præget af angst og uvished og følelsen af ikke selv at være herre over noget. 

Hvad er den bedste ventetid du har tilbragt?

På fødselsdage, hvor man er vågen og ligger i sin seng og skal lade som om man sover, mens alle rumsterer uden for døren inden de kommer ind og synger fødselsdagssang.  De minutter er så fyldt af dejlig forventning. 

Hvordan skal du tilbringe ventetiden inden premieren på SAND på tirsdag?

Den kommer til at gå med prøver og forberedelser og justeringer. Jeg og resten af holdet har nok at lave, så ventetiden bliver måske ikke så lang. 

Tags: