Peter Skov-Jakobsens prædiken ved festgudstjeneste på 70-årsdagen for Danmarks befrielse

peter_skov-jakobsen_praediken.jpg

Peter Skov-Jakobsen ved festgudstjenesten i Vor Frue Kirke. Foto: Sille Arendt
Peter Skov-Jakobsen ved festgudstjenesten i Vor Frue Kirke. Foto: Sille Arendt
70-årsdagen for Danmarks befrielse blev den 5. maj markeret i Københavns Domkirke. Læs biskop Peter Skov-Jakobsen fra festgudstjenesten her
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Kirkeklokkerne tog til at ringe kl. 8 den 5. maj 1945, og de ringede en time. De ringede freden ind, og aldrig har deres klang været så smuk som hin morgen. Et mørkt kapitel i vores nations historie havde fundet sin afslutning, et gruopvækkende kapitel i Europas og verdens historie var ved at gå til ende.

Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaard prædikede over Salme 126: ”Da Herren vendte Zions skæbne, var det, som om vi drømte. Da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med jubel.”

Han greb fat i den glæde, der var brudt ud om aftenen den 4. maj, da Johannes G Sørensen kl. 20.36 havde meddelte, at Montgomery just havde ladet forstå at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig.

Der havde været mørke dage. Der havde også været stunder, hvor rædslen for om Danmark skulle slettes af nationernes tal var kommet op i menneskene. Men kærligheden til landet havde holdt håbet højt. Der havde været landsmænd, der havde opofret sig for den kærlighed. Nogle havde givet deres liv i modstands- og frihedskamp.

Fuglsang-Damgaard mindede om de tapre døde i Ryvangen og om dem, der var døde i koncentrationslejrene og de danske søfolk, som havde fundet deres grav på havet i forbindelse med deres tjeneste i de allieredes flåde. Ja, han takkede for alle de danske mænd og kvinder, som Gud havde givet viljen og kærligheden til at kæmpe for nationen, hvad enten det var som krigssejlere, allierede våbenfæller eller friheds- og modstandsfolk.

Det må have været dage med mange følelser. Det må også have været dage, hvor man blev kastet mellem følelserne. Det indtryk får man, når man læser Jens-Otto Krags dagbogsoptegnelse fra 4. og 5.maj.

”Der var noget knugende højtideligt ved øjeblikket”, skriver Krag og fortsætter: ”Følelser lå knyttet fast sammen inden i én – knyttet sammen, pakket ned i bundter, der i løbet af seks år var blevet til stenhårde knuder – som ikke lod sig løse op i et begejstret minut. Jeg kunne ikke råbe hurra. – Hellere tror jeg at jeg ville have grædt. Hele ens åndelige beredskab var igennem fem år sat i aktivitet på den opgave at gøre okkupationstilstanden udholdelig. Nu kunne forsvarsværkerne falde – men de lod sig ikke sådan bryde ned.” 

Nazismens pest var gået hen over Europa og havde spredt død. Der var brudt en fanatisme ud, som havde sat hele verden i brand. Det var en politisk ondskab uden lige.
Denne absurde idé, at der skulle være en Fører, der skulle frembringe overmennesket, et herrefolk – den idé var brudt ud i Tyskland og ideen slog om sig og pludselig rasede krigen.

Denne Fører brændte de bøger, hvis sandhed han ikke kunne indse og han forstod ikke, at tanken ville overleve. Han begreb ikke, at den lov, han trådte under fode var bygget op af hundredevis af slægter, forstod ikke at livet var bygget op på den.

Han forstod ikke, at han satte friheden overstyr; men at det netop var den frihed, som han foragtede, der nu blev et lys for folkene. Han fattede ikke, at godhed ikke kræver panserværn, at tolerance er stærkere end hadets magter og at de frihedselskendes frygtløshed ville krydse alle hans veje, og at den troskab han trampede på ville opstå til kamp mod ham (Øverland).

70-årsdagen for Danmarks befrielse: Fotos fra festgudstjeneste i Vor Frue Kirke

Digteren Morten Nielsen skrev i sit Høstdigt:

Vi hader disse Aar.
Vi hader disse Hadets Aar,
Pistolskud i en Opgang
og Død i mørke Saar.
Men vi har lært at kæmpe,
for vi har lært at dø og slaas, 
og dem, vi nu har mistet,
skal vinde Sejren gennem os.

”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer” havde Jesus sagt dengang iflg. Johannes.

Han havde peget på den hjertets drift, som elsker så meget, at den ikke skønner på sig selv.

Der findes en kærlighed i verden, som ikke lader sig kyse af hadets magter og dumhedens kolde spøgelse. Der findes en kærlighed der trodser ondskabens overmagt.

Der findes en kærlighed som bryder ud i frihedslængsel, og de totalitæres uvejrshimmel får ikke det frihedselskende menneske til at tie, men til at protestere.

Det værste ved enhver totalitær tankegang er, at den skaber tavshed. Den myrder løs på mennesker – den myrder på må og få – den retter sit lede skyts mod mindretal og lægger dem for had. Vi kommer os aldrig over mordet på mere end seks millioner jøder i europæisk kultur. Disse totalitære magter som forgriber sig på nationale, religiøse, sek suelle mindretal, og som ikke holder sig tilbage for at begå overgreb mod sindssyge, handicappede, mindrebegavede – og samtidigt hævder de, at de går menneskehedens ærinde. De rejser kors over alt hvor de færdes og går løs på våbenløse og svage.

De totalitære tror altid, at de med deres modbydelige måder at skabe tavshed på, kan få mennesker fra at tro på freden, fornuften, glæden, retsindet. De tror, at når de byder mennesker at bære lænker, at vi forskræmte kryber sammen. De begriber ikke at de skaber et nyt sammenhold. De fatter ikke at den hellige livets Ånd giver mennesker en sejrstro og en tålmodighed og en opofrelsesvilje. De skaber det kæmpende menneske som stædigt længes efter friheden.

Det totalitære menneske vækker også et andet og frygtindgydende våben i menneskene. De vækker humoren. Se jer omkring i verden. I den totalitære stat håner, spotter og karikerer man mindretallene og den politiske opposition.

Der er bestemt ikke plads til, at magthaverne latterliggøres.

De frygter humoren, for de ved at deres pompøsitet vil blive afsløret. De frygter den, fordi de dybest set ved, at mennesker vil se deres naragtighed. Det skete også i Danmark i de fem forbandede år.  

”Den kolde Skulder” hed et lille blad, der udsendtes illegalt under krigen. Deri kunne man læse morsomme historier om fjenden. En aften stiger to berusede herrer ind i en sporvogn, og beder om ”To lige ud”. Konduktøren svarer ikke og de gentager noget brøsigt: Kan vi så få to ligeud! Konduktøren siger så, at han er officer i den tyske krigsmarine. Stoffer siger så til sin kammerat: Den er helt gal! Lad os komme af! Vi er kommet op i en tysk undervandsbåd.

Endnu mere finurligt fortælles det, at Kaj Munk engang skulle have sagt, at en mand, der lyver fortjente at gå med klumpfod. Dagen efter blev han reciteret til Esbjerg for den tyske kommandant, der rasende råbte ham ind i hovedet, om han ikke vidste at Rigspropagandaministeren  Dr. Joseph Goebbels havde klumpfod. Jo, sagde Kaj Munk, men jeg vidste ikke at han løj!

Humor er et frygtindgydende våben, som underminerer det politiske fjols! Sådan har det altid været.

I dag er vi her for at fejre det igen, at vort land tælles blandt de frie nationer. Vi er her også for at erindre, at der fandtes kvinder og mænd, som elskede deres land og demokratiet så højt, at de endog gav deres liv for at andre måtte leve i frihed. Vi er her for at agte og ære deres indsats og takke dem, ja, takke jer, fordi I modigt protesterede og siden har båret de mindelser og den sorg som kampen påførte jer, hvad enten I kæmpede i modstands- eller frihedskamp, i allierede styrker på landjorden, i luften og til søs. Måtte jeres indsats altid være en del af vores erindring og fortællingen om vores folk.

Da jeg talte med Jens Ege om denne gudstjeneste for nogle måneder siden, fortalte Jens mig, hvad der skete den 5. maj, da Carsten Høeg og hans gruppe samledes ude i det hus, hvor de i mange måneder havde lavet Interneringskartoteket. For mig vil denne lille hændelse stå, som en kær erindring om 5. maj fremover, fordi den siger alt og summer det hele op.

Frihedsbudskabet og den 5. maj er en erindring om kærlighedens, frihedens, demokratiets og menneskeværdets kamp mod en uforlignelig vrede.

De havde fundet husets Dannebrog. Gruppen samledes om flagstangen og de hejste flaget. Jens Ege fortalte: Jeg troede at Carsten Høeg ville holde en tale. Men han sagde ingenting. Vi stod der bare i stilhed og så flaget blafre i vinden.

De stod der i stilhed. Tavsheden var det ovre med. Den var slået til jorden. De stod der i stilheden med deres dybe glæde, deres lettelse, deres frygtelige savn efter de stemmer som var gjort tavse. I stilheden er der Ånd! I stilhed er der længsel og der nynner håbet sine sange. Råberiet og brutaliteten var overtaget af den livgivende stilhed. Der var jubel, sorg og savn i den stilhed og ud af den er der rejst en nation og et Europa, som agter freden.

Tavsheden klynger mennesker op på kors. Stilheden lader håbet finde sine udtryk for at skabe den fred, hvor mennesker rækker hånden frem i forsoning og tilgivelse for at skabe samfund. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke og din næste som dig selv” – det er det håb vi bærer ind i verden og det er det håb vores egen historie har lært os at møde det menneske med, som er på flugt for krig, fattigdom, nedværdigelse, tyranni.

Frihedsbudskabet og den 5. maj er en erindring om kærlighedens, frihedens, demokratiets og menneskeværdets kamp mod en uforlignelig vrede, der ikke har sluppet sit tag alle steder. Vi må aldrig glemme de mennesker der modigt tog til genmæle. Vi må gøre deres protest til vores i vores verden.

5. maj er en festdag vi aldrig må glemme. Vores jødiske landsmænd kunne nu vende hjem. De kom hjem fra koncentrationslejrene. De adskilte familier blev forenet igen. Danmark var frit fra sund til klit.

Prædiken til gudstjenesten i anledning af 70-året for Danmarks befrielse 5. maj 2015 i Vor Frue kl. 10. Tekst: Johannes 15,9-17

Tags: