Prædiken fra lysgudstjeneste i Helligåndskirken

'Mon ikke vi skal vandre efter ham, der ikke var bange for at tale med dem, som alle de andre har fået nok af'. I anledning af World Interfaith Harmony Week prædikede biskop Peter Skov-Jakobsen ved lysgudstjeneste i Helligåndskirken søndag d. 2. februar
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst: Matthæus 5, 13-16

Inden han sagde til dem, at de var jordens salt og verdens lys, havde han sagt noget andet, som stadig klinger i vores ører. Igen havde han vendt verden på hovedet, og de forstod næppe, hvad det var han sagde, men de mærkede, at der skete noget i historien. Salige er i de fattige i ånden, de som sørger, de sagtmodige, de retfærdighedssøgende, de barmhjertige og de rene af hjertet, de fredsstiftende og de forfulgte. Han sagde, at Himmeriget var deres.

Det var ikke noget nyt. Om Himmeriget havde de talt i århundreder. De havde gjort det for at holde modet oppe. Verden var som den er: fyldt med fejhed og mord, fyldt med uretfærdighed og umenneskelighed, fyldt med egoisme og selvtilstrækkelighed og heldigvis også fyldt med mennesker, der bærer på et håb.

Jesus trådte frem foran dem og hævdede, at de ikke kunne gemme sig bagved deres lov og tradition, for de skulle hører, hvad der blev sagt til dem gennem loven og i traditionen. Til os kristne er budskabet ikke mindre relevant i dag: Han kunne meget vel træde frem og sige: I skal ikke gemme jer bagved jeres talemåder, bagved jeres floskler.

Den norske teolog Notto R. Thelle hævder, at hellighed og hykleri har samme adresse, og at lovsang og magt er nære naboer og peger på det faktum, som vi alle godt ved, nemlig at der falder svære skygger i nærheden af helligdommene.

Jesus gør op med vores vanetænkning og med vores selvovervurdering, og han prøver på at standse vort hykleri, når han hævder at Gud ikke vil have offergaver, men barmhjertighed (Matth. 9,13), og når han kræver, at vi skal gå hen og forsone os med vor modstander og lade offergaven ligge (Matth. 5,24), så er det selvfølgelig fordi han ser, at religionen ikke blot vækker indsigt, gudsfrygt, tro, hjertelighed og barmhjertighed. Hvis den sætter sig skævt i et menneske, kan troen blive både bedrevidende og voldsom – ja ligefrem blive hadefuld og hævntørstig.

Den hellige by med al sin indsigt og skønhed kan pludselig blive et Babylon af vrede og hævntørst, og så kommer mennesker i tanker om, at religionen kan blive menneskenes fjende og Guds hovedpine. Noget af det, der undrer mig mest ved Jesus-skikkelsen, er hans stadige vandring mod mennesker. Han isolerer sig ikke i en helligdom. Han gemmer sig ikke bagved sin tids selvfølgeligheder. Han skjuler sig ikke i det gode selskab.

Han omgiver sig med disciple, men ingen kan være i tvivl om, at disciplene slet ikke er et tærskehold. Disciplene er meget ofte de første til at forstå, og til at misforstå – og de er der i hvert fald altid som dem, der modtager tilgivelse, barmhjertighed og tillid.

De er de første til at være udsat for Kristus-handlingen: han giver dem liv, horisont. Han åbner verden, som lige havde været mørk, kold og uforsonlig. Han er der hele tiden med ubegribelig imødekommenhed og tilgivelse, selv om de misforstod, udviste mistillid og endog faldt i søvn og ikke kunne holde sig væk af fornægtelsens ord.

De kristne er salt og lys, fordi de i deres krop, i deres eksistens bærer på erfaringen af skrøbelighed og dog hævder håbet. Vi har prøvet misforståelsen og tvivlen, men vi mærker endnu stærkere tilliden og troen. Vi har været derude, hvor der kun er utilgivelighed, men vi oplevede at historien ikke fik lov til at klæbe til os, for et menneske og en Gud har rørt os! Men skal vi så udsondre os! Skal vi gemme os bagved vore helligdommes facader? Skal vi hugge efter de andre?

Mon ikke vi skal gå efter ham, der aldrig var for god til de fjerne egne? Mon ikke vi skal vandre efter ham, der ikke var bange for at tale med dem, som alle de andre har fået nok af og i øvrigt har pakket ind i afskyelighed.

Somme tider kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvor ofte jeg mon skal læse fortællingen om den samaritanske kvinde ved Sykars brønd, der bare sagde noget til Jesus og som på en måde blev involveret i en samtale, som efterlod hende med den følelse og tanke, at her stod hun over for Kristus. Men hun er forundret hele tiden, for det er som om, der er lidt dril i luften, humor, kryptiske ord. Hun står over for ham, der kender hende og alligevel taler med hende. Han skulle slet ikke have talt med hende. Hun var jo samaritaner – men han gør det.

Vi lever i et samfund, hvis grundidé er, at mennesker skal leve sammen i samtale, diskussion. Her hos os brydes meninger hele tiden, og debatten kan blive hård.
Vi er et af de samfund, der har levet længst med demokratiske traditioner. Vi ved, at det først er når tavsheden lægger sig mellem mennesker, at der for alvor kan bryde fjendskab ud. Så længe der er diskussion, har man da i det mindste fat i sin modpart.

Vi har da som kirke en forpligtelse! Vi skal også være et fællesskab, der hele tiden lytter til den provokation fra Jesus selv. Ligesom han i sin tid gik ind i templet og væltede borde og stole, fordi han var blevet rasende over deres gudsdyrkelse, ligeså skal vi også turde spørge os selv, om hans oprør har konsekvenser for os? Lever vi ikke med en Menneskesøn, der altid beder os overveje, om vi har kvalt hans befriende budskab i vores sprog og traditioner? Bør vi ikke hele tiden spørge os selv, hvor hans raseri ville sætte ind mod os?

I aften tænder vi lys – midt i mørket og kulden. Vi sidder her med vores tro. Nogle af os deler ikke tro, en del af os tvivler, og der skal også nok være nogen helt uden tro.
Men vi sidder her, som et tegn på, at vi gerne vil være mennesker sammen, vi vil gerne være borgere sammen.

Mange af os sidder også med andre i tanken. Der er krig i verden. Mange steder er der bevæbnet fred. Mindretal lider under flertals besættelse. Fjendskab sætter dagsorden mange steder.

Her tænder vi lys sammen, og måtte den agtelse, der udvises her forplante sig ud i hverdagen. Måtte diskussion og humor følge os, og måtte vi blive besat af Guds kærlighed mod menneskene. Måtte vi opleve barmhjertighed, sandhed og glæde sammen. Måtte vi opleve at næverne slappes, når Herrens Åsyn løftes over os og giver os fred!

Tags: