Prædiken ved mindegudstjeneste for Nelson Mandela

mandela_domkirken.jpg

Der var stort fremmøde ved mindegudstjenesten for Nelson Mandela i Københavns Domkirke torsdag eftermiddag. Foto: Jørgen Skov Sørensen
Der var stort fremmøde ved mindegudstjenesten for Nelson Mandela i Københavns Domkirke torsdag eftermiddag. Foto: Jørgen Skov Sørensen
'Mandela var ikke en myte, men et menneske, der kendte fortvivlelse og dyb glæde, og som tog kampen for det gode liv op', siger biskop Peter Skov-Jakobsen i sin prædiken ved mindegudstjeneste for Nelson Mandela i Københavns Domkirke
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Der findes mennesker i verden, som lyser op og hvis gerninger efterlader et spor, og når man hører deres historie, tænker man: hvor fik de dog kræfterne fra?

Det er advent, og vi venter. Her i verden, hvor der findes fortræd og hvor hadet hele tiden kløver menneskers liv – hér går vi også med et håb og venter.

Vore øjne er rettede mod begivenheden i Betlehem, mens vi går og venter. Adventstidens længsel kan vi ikke udsondre til særlige rum. Vi bærer på den længsel midt i vores tilværelse, midt i kampen for livet, for retfærdigheden og sandheden.

I vores land kan vi gå og nynne: ”Han kommer selv at tage/ dig ud af jammers vrå;/ han kommer selv, han kommer/ at dæmpe al din vé/ og gør en liflig sommer/ af al din trængsels sne” (Brorson DDS 86,6).

Mens vi er på vej i livet, færdes vi sammen med Ham, der lærte os at tro på Gud og elske medmennesket.

Hvis nogen havde fortalt Nelson Mandela om den norske digter Arnulf Øverlands digt HAN SOM SKAL KOMME, ville han nok have set længe og eftertænksomt og bare have sagt ”Ja”.
Da Øverland sad i Kz-lejren Sachsenhausen i begyndelsen af 40’erne ser han pludselig Jesus-skikkelsen.

Det er ikke et glansbillede, det er ikke et aflukket rum. Han er midt i krigens og fandenskabens gru, og voldsomt lægger han ord til den oplevelse:

Når fremmede råder i riget/ hos hvem dine døtre sov,/ og når din bror kunne lide/ at dele fjendens rov, -

Når sønner angir fædre,/ og hustruer sine mænd,/ og døden synes dig bedre,/ end nogen anden ven –

Når vejene ligger øde,/ og mørket er fuldt af skrig/ og himmelrandene røde, / og søen driver af lig, -

Når morderen knejser stolt,/ og knapt du tør tro din mage,/ når brødet er besk at smage,/ og luften du ånder er stank -/ Da vil han komme tilbage!

Efter at have udpenslet ondskaben, efter at have vist den verden, som er ødelagt af vold og gennemsyret af løgn, og hvor mistilliden har gnavet hul i al tillid, står der seks korte linjer:

Vi kender ham endnu ikke./ Vi ved ikke hvem han er./ Han bærer ingen krone./ Han fører ingen hær./ Vi mærker bare en stilhed:/ Nu er han nær!

Ordene nærmest standser i luften, og vi fornemmer, at der er sket noget i verden. Ondskabens pansrede angreb på troen, håbet og kærligheden er blevet mødt af kærlighedens protesterende virkelighed, og pludselig mærker vi, at forventningen, længslen er den uopgivelige del af vores tro. Pludselig mærker vi, at vi bærer på et håb, der flytter os.

Nelson Mandela skriver i et brev til Winnie Mandela, at hun vil opdage, at fængslet er det ideelle sted at lære sig selv at kende. Når mennesket bedømmer sine fremskridt som enkeltindivid, er vi tilbøjelige til at koncentrere os om de ydre faktorer: social position, velstand, indflydelse, uddannelse. Hvis man udelukkende interesserer sig for disse ting, som Mandela indrømmer, er vigtige, ser man kun det ydre lag i mennesket. De indre faktorer finder han dog afgørende.

Når der opstod sådan en hjertelighed og respekt rundt om Mandela, tror jeg det skyldes, at han kendtes som et rigtigt menneske.

”Ærlighed, oprigtighed, enkelhed, ydmyghed, ægte gavmildhed, fravær af forfængelighed, parathed til at tjene andre – egenskaber, der er inden for enhver sjæls rækkevidde – er grundlaget for ens åndelige liv”, skriver Mandela og tilføjer, at uden alvorlig selverkendelse, uden erkendelsen af ens egen svaghed og mangler, overvinder man ikke det dårlige, man bærer på, og selv om det er svært at fokusere på sine negative sider, vil man blive rigt belønnet med erkendelsen, som formanende og humoristisk afslutter brevet med ordene: ”Glem aldrig, at en helgen er en synder, der bliver ved med at prøve.” (Eftertanker s. 234).

Når der opstod sådan en hjertelighed og respekt rundt om Mandela, tror jeg det skyldes, at han kendtes som et rigtigt menneske. Han gemte sig ikke bagved en facade. Han var ikke en myte, men et menneske, der kendte fortvivlelse og dyb glæde, og han tog kampen for det gode liv op.

Han var realistisk og kunne skrive: ”Det er kun lænestolspolitikere, der er immune mod at begå fejl.” Alle andre, der står i kampen har ikke meget tid til eftertanke og må ofte handle uden at have fortilfælde; men hvis politikeren er i besiddelse af selvkritik kan man opnå ekspertise og forudseenhed, ”og undgå de sædvanlige faldgruber, og bane sig vej gennem begivenhedernes virvar.” (Eftertanker s.61)

Stjernen over Betlehem har i årenes løb kastet meget lys over jorden. Når det så allermørkest ud, skimtede vi den, og vi anede, at mørket kan flækkes. Pludselig mærkede vi, at nåden havde taget bolig på jorden – også selv om vi gav fortræd frit løb og gemte os for vanviddet.

Vi øjner ham, der engang sagde, at vi skulle være jordens salt og verdens lys, og vi takker for det menneske, den statsmand, som brød magtens kaos og med øjnene fæstnede på Jesus, stod frem og vidnede om, at kærlighedens mysterium lagde forsoningens, tilgivelsens, hjertelighedens ord i hans mund og viste os, at hadets og gengældelsens rå sprog ikke bærer evigheden i sig.

Måtte Gud velsigne Afrika! Måtte vi – alle borgere i verden - fremover bære håbet om forsoning, ligeværd og retfærdighed i hjerterne og udvirke fred.

Tekst: Matthæus 5,13-16

Tags: