Præsten fra Haslev - og TV: Det skal jeg opleve på Himmelske Dage

william_salicath.jpg

William Salicath. Foto: Betty Gregers Arendt
William Salicath. Foto: Betty Gregers Arendt
William Salicath er præst i Haslev og medvirker for tiden i programmet De unge præster på DR1. Vi har bedt ham om at gå ombord i Himmelske Dages program og vælge nogle af de arrangementer, han ser frem til at opleve, når kirke- og kulturfestivalen rammer København 5.-8. maj
af Lars Erik Frank (Presse- og kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Så er det ved at være oppe over. Torsdag den 5. maj går Himmelske Dage i gang. 

Den store kirke- og kulturfestvial løber over fire dage. Arrangørerne forventer, at op mod 30.000 københavnere og gæster fra hele landet vil deltage i debatterne, foredragene, gudstjenesterne, fællessangen, udstillingerne og alt det andet, som kommer til at foregå på pladser, torve og gader i det indre København.

Med over 300 arrangementer i programmet - langt de fleste er gratis at deltage i - skal selv den mest ivrige festivaldeltager foretage nogle valg.

Vi har bedt sognepræst i Haslev på Sjælland, William Salicath, der for tiden også medvirker i DR1-serien De unge præster, om at kaste et blik på programmet. Herunder udvælger han nogle af de arrangementer ud, som vækker hans nysgerrighed, og som han gerne vil opleve på Himmelske Dage. 

Kirke på kinesisk

Det er altid enormt inspirerende at høre og opleve en anden slags kirkemusik, end den man er vant til og er vokset op med. Der er selvfølgelig noget musik, man personligt foretrækker fremfor andet, men hvis man er åben for andre genrer og udtryk, sætter det ligesom ens egen kirkelige baggrund og kultur i et større perspektiv.

Jeg har før hørt musikerne Peter og Betty Arendt spille, og flere gange er jeg gået fra deres koncerter og tænkt ”ok… sådan kan kirkemusik også lyde”. Det hjælper også én til ikke at hænge sig i formen, men derimod i indholdet, som jo dybest set er det samme, om der er tale om kinesisk eller dansk kirkemusik.

Udover det har kristendommen en del medvind i Kina i øjeblikket, så det vil også være interessant at få en smagsprøve på, hvad der sker derovre. 

Koncert: Kina i kirken i København NV.
Torsdag den 5. maj kl. 19.30
Ansgarkirken, Mågevej 33, 2400 København NV

Læs mere om koncerten her

Syng i timevis under åben himmel

Gennem sang kan vi udtrykke en masse, som vi ellers ikke vil kunne udtrykke, så salmer skal synges. Kun derved kan vi finde ud af, hvor gode de er.

Nu har vi i Danmark en meget rig salmetradition, men særligt blandt yngre mennesker, er der mange, for hvem de gamle salmer ikke siger dem så meget. Der er mange rigtig gode forsøg på at modernisere melodierne, men vi må også synge nogle nye salmetekster, der bruger moderne og tidsvarende ord, udtryk og billeder. Så kom forbi og vær med til at vælge fremtidens salmer…

Fællessang: Maratonsalmesang - 100 nye salmer
Lørdag den 6. maj kl. 9.30 - 15.00. (Man kan komme og gå som det passer)
Vartov, udendørs i gården, Farvergade 17

Læs mere om fællessangen, der indledes af kirkeminister Bertel Haarder, her

Hvad er vores liv værd?

En af de helt store udfordringer for kristendommen i dag, synes jeg, ligger i den voksende markedstænkning og materialisme, som også begynder at gøre sig gældende i vores private og personlige liv. Her kommer vi nemt til at reducerer mennesker til forbrugere, og vores relationer til andre mennesker til at handle om noget for noget, og ”hvad kan jeg få ud af det?”. Dette udhuler kærligheden, som netop handler om selvopofrelse og at gøre noget uden at forvente at få noget igen.

Nu er det ikke præsters job at være lobbyister for en særlig økonomisk politik, men hvis der er en tendens til ikke at se sin næste som hverken menneske eller medmenneske, så er det præstens job at italesætte dette. Den nuværende pave er meget aktiv i denne debat, men det er også vigtigt, at vi har den herhjemme.

Derfor er det en god ide, at deltage i de arrangementer, som har fokus på problematikken, for hvad er dit liv værd? Er det noget værd i sig selv, eller afhænger det af, hvad du køber, ejer og forbruger?

Paneldebat: Grådige penge vs bæredygtig økonomi.
Fredag den 6. maj kl. 13.00
Teltet Saturn på Rådhuspladsen
.
Læs mere om debatarrangementet her

Oplæg ved økonomiprofessor Niels Kjærgaard: Findes der en ukristelig økonomisk politik?
Lørdag den 7. maj kl. 10.00 - 10. 45
Vartov, Farvergade 17.

Læs mere om arrangementet her.

Nadver på nettet

Under Himmelske Dage er der rmange interessante arrangementer omkring folkekirkens fremtid Hvis man er mere til teknologi og dens stigende rolle i vores liv, kan jeg anbefale denne debat.

Som alle andre må kirken anvende alle de redskaber for formidling og kommunikation, som der er til rådighed i den tid, den nu befinder sig i.

I Haslev kirke hvor jeg er, har vi fået fladskærme i stedet for salmetavler, som vi også kan bruge til billeder eller små film under prædiken. Men hvad med de langt større teknologiske udfordringer som virtuelle gudstjenester? Kan man få en velsignelse eller modtage nadver over nettet? Og hvad med kunstig intelligens, når den på et tidspunkt vil overgå den menneskelige intelligens? Vil det udfordre vores forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske? 

Debat: Teknologi og religion. 
Lørdag den 7. maj kl. 12.00 - 13.00
Teltet Merkur på Gammeltorv

Læs mere om debatten her

Socialt arbejde når det er bedst

Jeg var i sin tid i praktik som fængselspræst og var flere gange forbi Cafe Exit, som er et mødested og en cafe, hvor der arbejdes med kirkelig resocialisering af tidligere indsatte.

Det var virkelig en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Fangekoret sang, der blev serveret kaffe og daggammel kage fra bageren, der blev fortalt og delt barske historier om livet inden- og udenfor fængslet. Der var plads til sorg, skænderier og naturligvis grin, god musik og samvær.

Det er naivt at tro, at uheldet ikke kan ramme os alle, så jeg kan stærkt anbefale at tage forbi og høre mere om Cafe Exit og kirkens sociale arbejde, når det er bedst. Der er også altid brug for en ekstra frivillig hånd… 

Præsentation: Café Exit og kirkelig resocialisring.
Lørdag den 7. maj kl. 16.00 - 16. 45
Vartov, Farvergade 17

Læs mere om arrangementet her

 

Hele programmet for Himmelske Dage

William Salicath har valgt seks arrangementer. Men samlet set er der i dagene 5.-8. maj over 300 oplevelser på programmet til Himmelske Dage. Det kan du selv gå på opdagelse i på festivalens hjemmeside. Den finder du her

 
 

Tags: