Skole-tv skal modvirke radikalisering

Den arabiske tv-station SAT-7 lancerer nyt tv-program, der sikrer undervisning til tusinder af flygtningebørn i Mellemøsten og Nordafrika. Det Danske Bibelselskab støtter projektet, som kan være med til at dæmme op for radikalisering

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Krigen i Syrien er trådt ind i sit femte år, og millioner af mennesker er på flugt. Skoler er blevet ødelagt, skolesystemet er brudt sammen og tusindvis af børn har måttet vinke farvel til drømmen om en uddannelse. 

I Amman, Jordan, har international chef i Bibelselskabet Synne Garff mødt børn, som ikke kom i skole, men som brugte en del af dagen på at se børne-tv fra den arabiske tv-station SAT-7. Derfor er tv’et et godt sted at starte, hvis man vil gøre en forskel for flygtningebørnene.

SAT-7 KIDS har netop lanceret pilotprogrammet Min Skole (eng: My School), der sender skoleundervisning direkte ind i flygtningelejrene og ud til de mange børn, som bor under primitive forhold. Min Skole er professionelt tv, hvor både muslimske og kristne børn kan lære arabisk, engelsk og matematik.

Støtte fra Bibelselskabet

Bibelselskabet støtter SAT-7’s arbejde, og Synne Garff sidder i tv-stationens bestyrelse.

Hun er begejstret og tilfreds med resultatet. Der er ikke meget, man kan stille op overfor krigens rædsler, men nu kan man faktisk give de syriske børn en chance, mener hun:

”For et par år siden drøftede jeg den alvorlige situation med SAT-7’s direktør, Terry Ascott. Han lovede at gå videre med ideen om skoleundervisning for flygtningebørn gennem tv, og siden da er det gået  hurtigt. Jeg mener, at uddannelse er en vigtig brik i at forhindre radikalisering af unge i konfliktramte områder, og jeg er imponeret og taknemmelig over holdet bag Min Skole,” fortæller hun.

SAT-7 er en tv-station, som drives af kristne arabere, og kanalens programmer ses dagligt af mellem fem og syv millioner mennesker.

Pressemeddelelse fra Bibelselskabet

Tags: