uKirke danser med til Distortion

il6a9616.jpg

'At lave uKirke handler om at bryde med de gængse opfattelser af, hvad en kirke er og kan', fortæller ungdomspræst Thomas Nedergaard. Foto: Sille Arendt
'At lave uKirke handler om at bryde med de gængse opfattelser af, hvad en kirke er og kan', fortæller ungdomspræst Thomas Nedergaard. Foto: Sille Arendt
Vesterbros uKirke bryder bevidst med rammerne, når den torsdag aften inviterer til fest under dette års Distortion-festival. Arrangementet er for de unge, som ikke er vant til kirken. Og her kan en discodans være med til at åbne op for de dybere samtaler
Lars Erik Franks billede
af Lars Erik Frank (Digital redaktør)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Når gadefestivalen Distortion torsdag aften rammer Vesterbro, vil op mod 100.000 unge, festglade københavnere indtage den københavnske bydel. Det er i hvert fald arrangørernes skøn, hvis ellers vejret bliver til det. Og midt i det overvældende udbud af koncerter, fester og dj-sets bliver der også mulighed for at slå vejen forbi en åben kirke.

På Litauens Plads i Dannebrogsgade lægger uKirke nemlig op til et brag af et dansegulv foran kirken. uKirke, der har unge vesterbroere i alderen 18 – 28 år som målgruppe, inviterer nemlig til koncert med to toneangivende danske kunstnere i discogenren, Vinnie Who og Christian d’Or. Også respekterede djs som Pladevennerne og tyske Nico Lauda vil spille undervejs.

uKirke på Distortion

Vinnie Who, Pladevennerne, Nico Lauda m.fl. spiller i uKirke på Vesterbro under Distortion torsdag d. 5. juni.

 

”Dans & Tro” hedder arrangementet. Og at uKirke byder op til dans, når det halve Vesterbro er på gaden under Distortion, ligger helt i tråd med uKirkes profil som en åben, identitetsskabende og netværksorienteret kirke. De unge, som uKirke åbner sig over for, er den store gruppe, der ikke kender folkekirken, fortæller uKirkes præst Thomas Nedergaard.

At tro på Jesus Kristus som verdens frelser har ikke kun noget med en højmesse at gøre. Det har noget med det levede liv at gøre

Hos dem møder han ofte betegnelsen ”kedelig” om folkekirken. For at møde dem gælder det derfor i første omgang at være åben og være, hvor de i forvejen er, mener han:

”For at lave uKirke, har vi måttet kigge os selv i spejlet og spørge, hvordan vi overhovedet kom til at tale med de her mennesker, hvis vi vil give dem et forhold til kirken. I bedste fald er de konfirmerede, men de har ikke noget religiøst eller rituelt sprog, som fx præger en almindelig højmesse. Mange af vores aktiviteter handler derfor i første omgang om at komme i øjenhøjde med dem, så de oplever, at kirken er et sted, de har lyst til være. På den måde bliver uKirke en del af deres identitet,” fortæller Thomas Nedergaard.

Lokal forankring

uKirke har i tæt samarbejde med Vesterbro-designbureauet Shft arrangeret Dans & Tro og de står bag både dj-program og det visuelle udtryk på plakater og flyers. Begivenheden torsdag aften er dermed et af mange eksempler på, hvordan uKirke helt bevidst skaber lokale netværk og ad den vej nu efter godt to års virke er ved at have skabt sig en klar identitet og profil i bydelen.

Festen foran kirken giver også mulighed for Thomas Nedergaard for at være til stede og åben over for de af kvarterets unge, som nærmer sig kirken. For fest og dans udelukker ikke livets store spørgsmål: ”Da vi sidste år lavede et arrangement under Distortion, havde jeg over 50 dybere samtaler på aftenen og fulgte op med 14 deciderede sjælesorgssamtaler. Nu må vi se i år, men vi vil i hvert fald være tre præster, som er med til festen ved kirken.”

Kirken kan så meget

Discodans og kirke er ikke to størrelser, der almindeligvis forbindes med hinanden. Men for at lave uKirke handler det om at bryde med de gængse opfattelser af, hvad en kirke er og kan. Det præger også kirkerummet, hvor elementer som bløde sofaer, en bardisk og en lille scene i siden af rummet giver en anderledes rumlig fornemmelse.

På den måde er jeg en præst, der også i høj grad er en samtalepartner eller coach, om man vil.

Thomas Nedergaard mener, at en traditionel gudstjeneste har et kulturelt udtryk, som er forbeholdt en bestemt type mennesker, uden at der er noget forkert i det. Men for at møde sin særlige målgruppe, må uKirke prøve andre veje. Så også i sin form er de kirkelige handlinger i uKirke forskellige fra de fleste andre steder. Thomas Nedergaard har f.eks. skiftet præstekjolen ud med en præste-T-shirt, ligesom velkendte ritualer som højmesse og salmesang er lagt på hylden:

”Når vi har indrettet os anderledes, er det fordi, jeg hører fra de unge, at der er nervøsitet og uro forbundet med en almindelig indretning med kirkebænke eller højmessens form. Vi er klar over, der er en lang teologisk historie i den almindelige gudstjenesteform, men troen kan også komme til udtryk på andre måder. At tro på Jesus Kristus som verdens frelser har ikke kun noget med en højmesse at gøre. Det har noget med det levede liv at gøre,” siger Thomas Nedergaard.

En hardcore missionær

Selvom formen er anderledes i uKirke, er troen stadigvæk den kerne, som Thomas Nedergaard har fokus på: ” Jeg kan egentlig godt se mig selv som en hardcore missionær bare med en specifik målgruppe. Vi har altid samarbejdspartnere på vores arrangementer, og vi lader andre snakke, fortælle og præge det, der sker her, inden jeg kommer på banen med mine kommentarer eller prædiken. Jeg venter med min viden, indtil nogen spørger til den. På den måde er jeg en præst, der også i  høj grad er en samtalepartner eller coach, om man vil.”

Tags: