Vi må gøre op med grønspættebogskulturen

il6a3229_855x485.jpg

Foto: Sille Arendt
Foto: Sille Arendt
Det er mere nødvendigt end nogensinde før at tale om dannelse, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Vi regner med, at det gode liv ligger på den anden side af en manual. Det er som om, at vi lever i en kultur, hvor man gerne vil eksperimentere, men der skal lige falde en tilladelse. Vi sikrer os hele tiden.

I en Kronik af professor Lars Bo Kaspersen, kunne man forleden læse at »universiteterne er blevet statens instrument til styrelse af vores konkurrenceposition«.

Ligeledes skrev han: »Vækst, job og konkurrenceevne er helt sikkert væsentlige opgaver, som universitetet skal bidrage til, men det stærke konsensus herom gør det svært at rejse en seriøs diskussion om, hvilke andre mindst ligeså vigtige funktioner universitetet bør opfylde i et moderne komplekst samfund«.

Han konstaterer at dannelsesbegrebet ikke længere bærer universitetet. Forståelsen af kultur, etiske normer, europæiske dannelses- og oplysningsidealer er ikke længere på dagsordenen.

Om man er blå eller rød - universitetet betragtes ud fra en økonomisk overvejelse, at genskabe dannelsesaspektet er en illusion, og lad os ikke bruge mere tid på det.

Rystet på demokratiets vegne

Jeg var noget rystet i den første tredjedel af Kroniken. Ikke over indholdet, for det er blevet tydeligt nok i de sidste ti år. Men rystet over, at det så ud som om, at vi blev nødt til at opgive dannelsesaspektet.

Pludselig går det op for læseren, at der er tale om et dybt ironisk skrift. En intellektuel, der er rystet på demokratiets vegne. Kronikens anliggende er egentlig, at vi har et demokrati, men vi har ikke noget dannelsesideal, der lever op til den samtale, som demokratiet skal være knyttet sammen med.

Når Lars Bo Kaspersen foreslår, at universitet skal gøre sig fri af staten, er det fordi han skriver sig frem til, at den stat man engang kunne forlade sig på, nu er blevet en agent på et marked, hvor staten ikke altid kan kontrolleres og ikke længere lader sig kontrollere.

Der er ikke nogen fascistisk stat under opsejling. Men Lars Bo Kaspersen peger på, at den moderne stat udvikler despotiske og autoritære træk, og derfor er der ingen interesse i den evt. kritik, der måtte komme fra et universitet.

Han hævder, at staten og universitetet er vævet for tæt sammen, og derfor kan universitetet ikke opfylde sin »innovative, demokratiske og frihedsbærende funktion, hvilket er stærkt tiltrængt. Friheden, demokratiet og retsstaten er under pres lokalt og globalt«.

Ræset efter total lighed

De tendenser, som Kroniken udtrykker, kender vi alle. Vi har talt om dem i forskellige sammenhænge i mange år, og efterhånden er der ved at komme navne på fænomenet.

I ræset efter den totale lighed, den millimeter-retfærdige løsning, den sikre løsning, har vi kastet os ind i standardiseringer og ind i en organisationstænkning, der forhindrer det kreative, det ansvarlige og det lokalt oplagte.

Mærkeligt er det, at vi, som taler så meget om, at vi selv må mestre vores liv, ikke har så meget tillid til os selv, at vi begiver os ind i strømmen og regner med, at vi kommer igennem som klogere, stærkere og med herlig kamp bagved os.

God debat om dannelse

Biskopperne indbød i 2013 til en konference om dannelsesbegrebet på baggrund af alle de debatter, vi havde i 2013 om skole og universitet, og anledning var drøftelsen af læreruddannelsen.

Vi syntes, at sproget var ved at blive lidt goldt og vi var bange for, at væsentlige dimensioner i menneskeopfattelsen var ved at forsvinde. Vi syntes, at der hele tiden fandt en instrumentalisering sted – viden der ikke umiddelbart kunne begrundes med handling og som var vanskelig at måle så ud til at forsvinde. Så vi greb ud efter dannelsesidealerne.

Heldigvis var vi ikke de eneste. På mange forskellige måder har dannelse været på programmet lige siden – og debatten har været god.

Folkekirkens Skoletjenester afholdt således, sammen med biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd, den 6. september en temadag om dannelse i folkeskolen, hvor bl.a. næstformand i Lærerforeningen Dorte Lange og lektor på DPU Jens Erik Kristensen deltog i debatten.

Det blev skabt en debat, der gerne vil forandre og som finder veje med en stærk bevidsthed om, at man ikke kan gå tilbage. Men man kan forsøge at give dét idealudtryk, som man synes også skal præge fremtiden.

Noget har overrumplet os

Der er mange grundlæggende debatter, vi skylder hinanden. Vi lever i en opskræmt kultur. Mange er blevet bange, og frygter det menneske, hvis sprog de ikke kender, og hvis religion de ikke kender.

Vi omgås vores mindretal med stadig stigende mistanke og mangler tillid til at vores nation, kultur, religion kan holde til dysten, til diskussionen, til tvivlen og til spørgsmålene.

Egentlig undrer det mig, at vi i dette land, hvor vi nu så længe har talt godt med hinanden og været gode til at varetage mindretals rettigheder, og i øvrigt har talt os frem til et samfund, hvor vores politiske beslutninger i rigt omfang er præget af den forudgående diskussion – det undrer mig, at vi er så bange!

Noget har overrumplet os. Jeg tror, vi er blevet lidt sløve. Vi har vænnet os til ikke at stå inde for kampen. Vi har vænnet os til at der nok er nogen, der sørger for at vi kommer derhen, hvor vi i det stille synes, vi skal gå hen.

Vi tror at enkeltpersoner ordner samfundet og er ved at vænne os af med, at folkelige bevægelser indtil nu har præget os kolossalt.

Jeg fornemmer, at de yngre generationer er ved at gøre op med privatiseringen af holdningerne. De bevæger sig mod fællesskaber. De mærker, at det man tror på, må man stå bagved og hævde.

At komme til sig selv

Dannelse handler ikke om slebne manerer, rigtige klæder og slesk tale. Jo, jeg sætter pris på venlighed – især når der er noget vi er uenige om. Jeg sætter også pris på formerne, når livet udspiller sine dramaer foran mig. Det er godt, at jeg ikke altid skal opfinde særlige ord, når jeg vil udtrykke min deltagelse, min jubel, min tvivl.

For mig er dannelse først og fremmest at komme til sig selv – at opdage hvad det vil sige at være menneske med alle de modsætninger, det indebærer.

Dannelse er, at man viser opmærksomhed mod livet og tør lytte til den anden. Det andet – at man tør lade sig påvirke af det skabte, af maleriet, musikken, traditionerne og turde være på vej ind i den ukendte fremtid.

Uviljen støjer

Der er meget støj i vores samfund. Meget tager vores opmærksomhed uden at fortjene den. Jeg harcelerer ikke over de nye medier. Det ville være for simpelt og det ville være forkert.

Støjen stammer meget ofte fra en uvilje til at tænke efter. Bange mennesker har det med at gribe den første og bedste mening, og så dør samtalen allerede midt i frygten.

Jeg tror, at vi frygter meget mere end vi tror! Jeg er ked af at konstatere, at 11. september 2001 vakte den lille fundamentalisme mange steder. Den store mistro blev sat ind på scenen og vi begyndte at overvåge hinanden. Vi glider ned ad hadets sliske hele tiden og vågner med vrede i sjæl og sind.

Vi ser på barbari. Breivik lærte os, at vi også selv kan. Pludselig kan vi høre os selv råbe - med desperationen i sindet og forlange hævn og gengældelse. Derfor er det også mere nødvendigt nu end nogensinde før at tale om dannelsen – altså at tale om opmærksomheden mod den anden, det andet, skabningen, medmennesket, Gud.

Det fortælles af Knud Hansen i essaysamlingen ’Opmærksomhed’, at Thomas Mann engang i 1950 havde holdt foredrag på Sorbonne om øst og vest. Hver gang han sagde noget om Østen blev der hujet i vrede. Når han sagde noget om Vesten blev der jublet.

Til sidst blev Mann rasende og bad folk om at afstå fra bifald. Han kunne ikke høre sig selv mere. Han fattede ikke at nogen kunne opføre sig sådan på et sted, hvor eftertanken burde være i højsædet. Et af de fineste universiteter. Han orkede ikke alt den støj fra de færdige meninger, doktrinerne og propagandaen.

Vi må gøre os følsomme over for støjen, hvis demokratiet skal overleve. Vi bliver rædselsslagne, når vi iagttager brutaliteten i verden og vi forfærdes over naturkatastrofer.

Det er nok naturligt at være mistroisk over for den, man ikke forstår og ikke kender, men vi har også brug for at minde os selv om, at vi lever i en kultur, der med rette skulle kunne betegnes som hjælpsomhedens, barmhjertighedens og opmærksomhedens kultur.

Vi må gendanne dannelsen

Vi bliver nødt til at danne den dannelse, som er den udviklede evne til at være opmærksom, for ellers kommer vi os ikke over skrækken.

I folkeskolesammenhæng gør Folkekirkens Skoletjenester et mægtigt stykke arbejde. Her lægges der beskrivelser af menneskelig eksistens foran elever.

Øre, øje, indlevelse, forstand og uforstand, mildhed, godhed, fortræd, mord og liv lægges foran eleverne, og alle opdager, at vi ikke er enestående på den måde at alt skal opfindes, men at vi er den menneskehed der kan genkende hinanden, hvis vi tør være opmærksomme.

Hvis vi forgår i angsten, vil vores kultur ændre sig. Jeg håber, at vi vil holde fast i tilliden, barmhjertigheden, medfølelsen, hjælpen og respekten for den anden fremover.

Jeg håber, at vi også fremover tør lade den umulige sætning stå i midten af vores kultur: Du skal elske fjenden og bede for den, der forfølger dig.

Jeg håber, at i midten af kulturen vil denne fuldkomne pacifistiske fortælling stå om Ham der viste opmærksomhed mod alle.

I mange år færdedes jeg i uniform, og jeg tror ikke naivt, at vi kan undgå krigen. Har man én gang haft uniform på, ved man, at krigen kan man vinde med snilde, forstand og mod – men hvad med freden?

Når man først har såret og ydmyget med vold – hvad så med freden? Hvad med den forråelse, man selv udsætter sig for som krigsførende? Hvordan undgår man, at den sætter sig og ødelægger livet eller formørker det?

Hvis ikke den helt umulige sætning om fjendekærlighed og agtelse for modstanderen havde stået midt i fortællingen havde uniformen ikke været til at få på og heller ikke til at få af – men nu ved jeg at midt i kulturen står der en sætning, der udtrykker den væsentligste opmærksomhed mod medmennesket.

Så går det nok!

Tags: